Dato for udgivelse
18 Sep 2017 14:02
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11 Sep 2017 08:12
SKM-nummer
SKM2017.552.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 13-457/2016
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Delvis, ophæves, tildeles, grundværdi, forbedringer, udgift, etablering, kloakforsyningsanlæg, tilbudsliste, byggetilladelse, afløbsarbejde, hjemvisning,
Resumé

Sagen drejede sig om fradrag i grundværdien for forbedringer efter den dagældende vurderingslovs §§ 17 og 18. Spørgsmålet i sagen var nærmere, hvorvidt sagsøgeren, en andelsboligforening, havde godtgjort at have afholdt en udgift til etablering af et internt kloakforsyningsanlæg.

Under sagens behandling for byretten fremlagde sagsøgeren en række nye bilag som dokumentation for afholdelsen af en grundforbedrende udgift. Bilagene omfattede blandt andet en tilbudsliste, en byggetilladelse, en meddelelse om påbegyndelse af afløbsarbejde, en færdigmelding samt e-mailkorrespondancer med et murerfirma. Bilagene forelå ikke for Landsskatteretten.

På baggrund af de nye bilag tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand om hjemvisning af fradragsansættelsen. Ved samme lejlighed gjorde Skatteministeriet gældende, at sagsomkostningerne skulle ophæves helt eller delvist, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3, idet det var sagsøgeren, der havde givet anledning til retssagen, ved ikke at fremlægge den supplerende dokumentation tidligere.

Retten bemærkede, at Landsskatteretten ved sin afgørelse havde fundet, at det ikke var godtgjort, at der var afholdt udgifter til den interne kloakforsyning, og at denne opfattelse fremgik af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling, som var blevet sendt til sagsøgeren.

Videre bemærkede retten, at den fornødne dokumentation for afholdelse af fradragsberettigede udgifter først var fremkommet i forbindelse med sagens behandling ved byretten, uagtet at der var tale om dokumenter og oplysninger, som sagsøgeren på et tidligere tidspunkt kunne have tilvejebragt.

På den baggrund fandt retten, at der, uanset at sagsøgeren måtte anses for at være den vindende part, forelå sådanne særlige grunde, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

Fradragsansættelsen for den del af kloakforsyningsanlægget, som parterne er enige om udgjorde et hovedanlæg, blev derfor hjemvist til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.

Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part.

Reference(r)

Vurderingslovens § 17 (dagældende)

Vurderingslovens § 18 (dagældende)

Retsplejelovens § 312, stk. 3

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-2, H.A.3.3.2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2017-2, A.C.1

Parter

H1

(v/Adv. Kirstine Martin Berg)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv.fm. Josefine Farver Kronborg)

Afsagt af byretsdommer

Jimmy Bøgh Veitland

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er modtaget i Retten i Aarhus den 3. marts 2016, har sagsøgeren, H1, nedlagt følgende endelige påstand:

Fradragsansættelsen for den del af kloakforsyningsanlægget, som parterne er enige om udgør hovedanlæg, ved vurderingerne 2003-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har i brev af 22. august 2017 taget bekræftende til genmæle over for påstanden.

Rettens begrundelse og afgørelse

Da Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle over for den nedlagte endelige påstand, afsiges der dom i overensstemmelse hermed.

Sagen har drejet sig om, hvorvidt det af H1 er dokumenteret, at der i årene 2003 til 2006 blev afholdt fradragsberettigede udgifter til kloakforsyningsanlæg. Ved afgørelse af 3. december 2015 fandt Landsskatteretten, at det ikke af H1 var godtgjort, at der var afholdt udgifter til intern kloakforsyning eller størrelsen af sådanne udgifter, hvorfor der ikke kunne gives fradrag herfor efter den dagældende vurderingslovs § 18. Landsskatterettens opfattelse fremgår af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 28. august 2015, sendt til H1, idet sagsfremstillingen indeholder forslag til Landsskatterettens afgørelse. Den fornødne dokumentation for afholdelse af fradragsberettigede udgifter til etableringen af kloakforsyningsanlægget er først fremkommet i forbindelse med sagens behandling ved retten, uagtet der er tale om dokumenter og oplysninger, H1 på et tidligere tidspunktet kunne have tilvejebragt.

På den baggrund findes der, uanset H1 må anses for at være den vindende part, at foreligge sådanne særlige grunde, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Fradragsansættelsen for den del af kloakforsyningsanlægget, som parterne er enige om udgør hovedanlæg, ved vurderingerne 2003-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.