Er det indsendte materiale behæftet med en gennemgående fejl, så maskinel behandling ikke er mulig, tager Skattestyrelsen kontakt til indberetteren for at aftale omlevering af hele leverancen. I det tilfælde, hvor hovedparten af indberetningerne kan godkendes, udskrives som før nævnt en fejlliste på de afviste indberetninger.
Rettelser efter fejllisten kan ske med en ny fil, der kun må omfatte de afviste indberetninger og andre suppleringer til det allerede indberettede. Det kan også foretages ved enkeltindberetning via www.skat.dk. Rettelser efter fejllister skal altid indberettes med rettekode = 2. Vedrørende øvrige manuelle korrektioner eller rettelser, fx i de tilfælde, hvor der er konstateret indberetning af for meget eller for lidt i indberettet beløb eller indberetning på et fejlagtigt cpr-eller cvr-/se-nr., henvises til den generelle vejledning: Indberetning af faglige kontingenter og A-kassebidrag.