Hvis der sker ændringer af væsentlige vilkår i en kontrakt, anses den oprindelige kontrakt for realiseret på det pågældende tidspunkt og en ny kontrakt anses for indgået. Det vil som udgangspunkt være tilfældet i forbindelse med en forlængelse af en kontrakt, da der med en forlængelse i de fleste tilfælde vil være tale om en ændring af et nøglevilkår i kontrakten. 

Tilsvarende anses en kontrakt for realiseret og en ny kontrakt for indgået, hvis andre centrale kontraktvilkår ændres. Dette gælder eksempelvis, hvis en eksisterende valutaterminskontrakt omlægges til en anden valuta. Dog anses en omlægning fra en euro-deltagende national valuta til euro ikke for realisation og indgåelse af en ny kontrakt. En ændring, hvorved der alene sker en nedsættelse af kontraktbeløbet, skal betragtes som en delafståelse og ikke som en realisering af den del af kontrakten, som fortsætter.