Indberetningspligten omfatter både danske og udenlandske investeringsbeviser og konti i kontoførende investeringsinstitutter, der tilhører danske og udenlandske investorer (fysiske og juridiske personer).

Indberetning skal foretages om udlodning, herunder udlodning af udbytte, der udloddes helt eller delvist som aktier, og om tilskrivning fra kontoførende foreninger.
Endvidere er køb/salg/overdragelse af investeringsbeviser og hævning fra et kontoførende investeringsinstitut omfattet.
Der skal også foretages indberetning af kursværdien ved årets udgang.

Investeringsbeviser/indskud og dispositioner i skattebegunstigede ordninger.

A. Der skal foretages indberetning af udbytteudlodninger af investeringsbeviser m.m., som indgår i en af følgende ordninger omfattet af pensionsbeskatningsloven, eller som er omfattet af særlige skattebegunstigede ordninger, f.eks. børneopsparing, (depotkode KAP):

  • Rateopsparing i pensionsøjemed, jf. pensionsbeskatningslovens § 11 A.
  • Opsparing i pensionsøjemed, jf. pensionsbeskatningslovens §§ 12-14 A.
  • Indexsordning, jf. pensionsbeskatningslovens § 15.
  • Selvpensioneringskonti, jf. pensionsbeskatningslovens § 51, hvis kontoen er oprettet før den 2. juni 1998.

B. Der skal ikke foretages indberetning af beholdning af investeringsbeviser m.m., som indgår i ovenstående skattebegunstigede ordninger.

Foretages der derimod overførsler mellem investor og en af investors ovenstående ordninger eller omvendt, sidestilles dette med salg og nyt indskud, og er dermed ikke undtaget fra indberetningspligten.

OBS: ovenstående indebærer at en overførsel mellem en skattebegunstiget ordning og kundens frie depot, IKKE må foretages som en depotflytning. Der er tale om handler mellem to forskellige former for skattesubjekter, hvor det skattebegunstigede depot ikke er omfattet af indkomstskattepligt, men det er kundens frie depot. Der er derfor indberetningspligt på de køb eller salg der foretages til og fra det frie depot.