Rettelser til tidligere indberettede og godkendte oplysninger sker med 2 indberetninger:
- Nulstilling af tidligere indberetning = genindberetning af samtlige oplysninger, men med modsat fortegn, i de oprindeligt indberettede beløb og stk.antal.
- Ny særskilt indberetning med de rigtige oplysninger.
Begge indberetninger foretages med rettekode 1.
Indsendelse af korrektionsindberetning foretages efter samme retningslinier, som gælder for almindelig indberetning.
Generelle regler for rettelse/annullering af fejlagtigt foretagne handler:
Skattestyrelsen har modtaget forskellige henvendelser på fejlhandler vedrørende salg af aktier og investeringsbeviser på kunderne, hvor fondshandler/pengeinstitut har foretaget genkøb for at udligne/annullere de foretagne salg.
Når både det fejlagtige salg, genkøb og det korrekte salg indberettes til Skattestyrelsen vil det give store problemer for den enkelte kunde i forhold til beregning af avance/tab i Skattestyrelsens værdipapirsystem.
Som hovedregel skal alle foretagne handler indberettes til Skattestyrelsen, jævnfør Skattekontollovens § 10.
Skattestyrelsen kan i nogle situationer acceptere, at et fejlagtigt køb/salg og genkøb/gensalg kan udelades fra indberetning, således at det alene er det korrekte køb/salg der indberettes.
Dette kræver, at:
-
Det kan anses for en berigtigelse af en åbenbar fejl.
-
Genkøb og nyt salg foretages med samme handelsdato til samme kurs som det oprindelige salg.
-
Banken anerkender, at der er begået en fejl og bærer kursrisikoen.
-
Banken kan dokumentere forløbet til efterfølgende kontrol.
Eksempler på situationer, hvor annullering af handler kan accepteres uden tilladelse til omgørelse:
-
En kunde anmoder banken om at sælge for 50.000 kr. og banken kommer til at sælge for 500.000 kr. Banken genkøber for 450.000 kr. med samme handelsdag, som salget. Den kursafvigelse der måtte være mellem salget og købet påtager banken sig ansvaret for. Banken opbevarer dokumentation for hele forløbet.
Da kunden skatteretligt stilles som om der alene var solgt for 50.000 kr. og banken bærer kursrisikoen, kan eller skal kunden ikke modtage nogen form for godtgørelse.
-
En kunde anmoder banken om at sælge papirer så beholdningen kommer til at udgøre 1 mio., men banken kommer til at sælge for 1 mio., hvor det skulle have været 400.000 kr. Banken genkøber for 600.000 kr. med samme handelsdag som salget + de øvrige betingelser fra eks. 1.
-
En kunde anmoder banken om at sælge for 50.000 kr. og banken kommer til at sælge for 500.000 kr. Banken genkøber for 500.000 kr. og sælger for 50.000 kr. begge dele med den oprindelige handelsdag + de øvrige betingelser fra eks. 1.
Er man som indberetningspligtig det mindste i tvivl om muligheden for at undlade indberetning af foretagne fejlhandler og modkøb, eller efterfølgende foretage annullering af allerede foretagne indberetninger, skal Center for eKapital kontaktes.
Det kan IKKE anses som en fejl, hvis kunden har fortrudt et salg og derefter foretager et genkøb. I denne situation skal der ske indberetning af det foretagne salg og genkøb.
Der kan i visse tilfælde være mulighed for at søge om omgørelse. Reglerne for omgørelse fremgår af Skattekontrollovens § 29. Der opkræves et gebyr når der søges om omgørelse.
En evt. anmodning om omgørelse skal fremsendes til: Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, Bygning 45, 4990 Sakskøbing.