Indberetningspligten, jf. skattekontrollovens § 10, stk. 4, omfatter køb og salg af danske og udenlandske aktier der er optaget og ikke er optaget til handel på et reguleret marked, hvis købet/salget er foretaget for en person eller et selskab. Ved personer forstås en fysisk person, et interessentskab eller kommanditselskab (både valutarisk ind- og udlændinge).
Ved oprettelse af depoter fra 1/1-2016, hvor der er mere end to ejere, er der pligt til at indberette om identiteten på samtlige ejere.
Herudover omfatter indberetningspligten:
- Selskaber, der køber egne aktier uden medvirken af en fondshandler jf. skattekontrollovens § 7E. Bestemmelsen omfatter ikke kun tilbagekøb af tildelte medarbejderaktier, men alle køb af egne aktier, herunder tvangsindløsninger, når der ved handlen ikke medvirker en fondshandler. Medvirker en fondshandler, således at denne foretager indberetning af handlen, skal selskabet ikke selv foretage indberetning af købet. Indberetningen skal ske som et salg på den person som selskabet køber aktierne fra. Hvis tilbagekøbet af egne aktier beskattes som udbytte og derfor indberettes efter skattekontrollovens §9B som udbytte til den der tilbagesælger aktierne, skal der ikke også ske indberetning af salget efter skattekontrollovens §7E.
Pligten er gældende fra 1/1-2016.
- Tildeling af medarbejderaktier omfattet af ligningslovens § 7P. Den der tildeler aktier, eller overfor hvem en købe- eller regningsret gøres gældende vedrørende medarbejderaktier efter ligningslovens § 7P, skal foretage indberetning af eventuel kostpris/tegningspris, jf. skattekontrollovens § 10, stk. 5.
Den indberetningspligtige vil typisk være arbejdsgiveren.
Pligten er gældende fra 1/7-2016.
Der er indført en særlig købs-/salgskode = E til disse medarbejderaktieordninger (se felt 57 i datafortegnelsen).
Der skal indberettes til Skattestyrelsen, såfremt der er sket aktiekøb-/salg i årets løb. D.v.s. såfremt handelsdatoen (ikke valørdatoen) ligger i indkomståret.
Udnyttelse af tildelte tegningsretter, § 10
Hvis der formidles en handel, er der indberetningspligt, og hvis der tegnes aktier er der indberetningspligt, når der medvirker en formidler.
Tildeling af en tegningsret eller at lægge et tegningsønske ind, er derimod ikke udtryk for en handel, der skal indberettes.
Eksempel
1) Fortegning
- der udstedes tegningsretter (tildeles ud fra eksisterende beholdning)
=INGEN indberetningspligt
- udnyttelse af tegningsretten og udstedelse af handelsnota
= indberetningspligt
2) Fritegning
- der udstedes ikke tegningsretter og alle kan lægge tegningsønsker ind uanset eksisterende beholdning i papiret. Tegningskursen kan enten være fast eller afhængig af kundens tilbud og den udbudte mængde, der er fastsat i forbindelse med tegningen.
= INGEN indberetningspligt
- Efterkommes tegningsønsket, så udstedes der en tegningsnota (handelsnota).
= indberetningspligt
NB: Køb/salg af aktier i investeringsselskaber (jf. SEL § 3 stk. 1 nr. 19) skal ikke indberettes til system AKSA, men til system IFPA. Se vejledning om indberetning af udlodning og køb/salg fra investeringsforeninger på www.skat.dk/ekapital.
Identifikation af investor
Den der skal foretages indberetning om, har pligt til at oplyse sit navn, adresse og cpr.nr, cvr.nr., se-nr. eller TIN-nr. til den indberetningspligtige.
Identifikationsoplysninger om herboende - indlænding
Ved indlænding forstås en person, der har bopæl eller er hjemmehørende her i Danmark.
Endvidere omfattes selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted her i Danmark.
Det gælder også dødsboer og konkursboer, der behandles i Danmark.
Den som opretter et depot, skal oplyse om detpothavers navn, adresse og personnummer eller virksomhedsnummer.
Depothaver skal oplyse om ændringer i oplysningerne inden en måned efter, at ændringen er sket.
For selskaber, fonde, foreninger og dødsboer og lignende som hverken har et personnummer eller virksomhedsnummer, afgives identifikationsoplysninger om formanden eller en anden person der er berettiget til at handle på vegne af den, som indberetningen handler om. Det står i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015, § 4.
Identifikationsoplysninger om ikke herboende - Valutaudlænding
Ved valutaudlænding forstås en person, der hverken har bopæl eller er hjemmehørende her i Danmark.
Endvidere omfattes selskaber og foreninger m.v., der ikke har hjemsted her i Danmark.
Det gælder også dødsboer og konkursboer, der ikke behandles her i Danmark.
Der gælder generelt de samme krav til identifikationsoplysninger for udlændinge som for indlændinge.
En udlænding der efter 1. juli 2016 opretter et depot skal også oplyse om bopælsland og identifikationsnummer (TIN) efter reglerne i det pågældende bopælsland. Udsteder bopælslandet ikke identifikationsnummer for den pågældende kundetype, så skal der for personer afgives oplysning om fødselsdato, fødselssted og fødselsland.
Udlændinge der før 1. juli 2016, men efter 1. januar 2004, har oprettet et depot, kunne vælge enten at oplyse identifikationsnummer (TIN) eller fødselsdato, fødselssted og fødselsland. Er identifikationsnummer (TIN) oplyst, skal det indberettes.
Der er pligt til at indberette oplysning om identifikationsnummer (TIN) for Juridiske personer, hvis kontoen er oprettet/aftalt efter 1. juli 2016.
Ændres eller udvides depotaftaler oprettet eller aftalt før 1. juli 2016, fx ved etablering af et nyt depot eller ændringer i ejerkredsen, skal der nu indberettes identifikationsnummer (TIN). Ændring af depothavers bopælsadresse ses ikke som en ændring eller udvidelse af kundeforholdet.
Findes der oplysning om identifikationsnummer (TIN) i jeres kunderegistrering skal det altid indberettes.
Krav til kundens legimitation
Krav til kundens legimitation ved afgivelse af identifikationsoplysninger følger reglerne i "hvidvaskningsloven" (Lov nr. 651 af 8. juni 2017, kapitel 3) og dette gælder, uanset om oplysningerne bruges til den nationale eller internationale indberetning.
Skattestyrelsen anbefaler, at der ved afgivelse af identifikationsoplysninger forevises billedlegitimation, fx pas eller nationalt ID-kort. Billedlegitimationen bør kontrolleres mod en anden type legitimation, fx sundhedskort.
Er der ikke billedlegitimation, kan I bruge fx dansk sundhedskort, dåbs- eller navneattest, vielsesattest, årsopgørelse fra Skattestyrelsen eller andet, som bærer cpr-nr.
Oplysning om udenlandsk identifikationsnummer, og hvor dette ikke findes, oplysning om fødselsdato, fødselssted og fødselsland kan afgives via en underskrevet "egen-erklæring". Der er ingen formkrav til en sådan erklæring. Der er ikke krav om, at der samtidig skal forevises dokumentation for oplysningernes rigtighed.
Hvis den indberetningspligtige ligger inde med tidligere fremsendt dokumentation, hvoraf oplysningerne fremgår, og der er uoverensstemmelse mellem disse oplysninger i forhold til hvad der oplyses i erklæringen, skal dette dog give anledning til yderligere undersøgelse.
Skattestyrelsen vil anbefale, at det undersøges om det udenlandske identifikationsnummer opfylder det pågældendes lands formatkrav.
TIN ON EUROPA - kontrol gyldighed af TIN nummer.
OECDs Automatic Exchange Portal.