Dato for udgivelse
29 jun 2017 11:48
Styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Fra 1. juli 2017 skal alle eksportkøretøjer til udvidet registreringssyn (toldsyn)


I den kommende periode, bliver der stillet krav om udvidet registreringssyn (toldsyn) ved eksport af køretøjer.

Alle køretøjer skal til udvidet registreringssyn (toldsyn)

Fra 1. juli 2017 og indtil videre, vil vi stille yderligere krav til de personer og virksomheder, som eksporterer køretøjer og søger om godtgørelse af registreringsafgiften.

Det betyder, at alle køretøjer til eksport skal til udvidet registreringssyn (toldsyn), hvis der ansøges om godtgørelse af registreringsafgiften. Det skal fremgå af synsrapporten, at køretøjet er i registreringsklar stand (godkendt ved syn).

Det udvidede registreringssyn (toldsynet) skal bekræfte, at de køretøjer som bliver eksporteret, er i registreringsklar stand, og at standen er angivet korrekt. Det er med til at sikre, at de godtgørelser vi udbetaler, sker på et mere korrekt grundlag.

Synsrapport - ikke mere end 4 uger gammel

Synsrapporten fra det udvidede registreringssyn (toldsyn), må ikke være mere end 4 uger gammel, regnet fra den dato, hvor køretøjet er synet og til den dato, hvor køretøjet anmeldes til eksport.

Særligt for selvanmeldere

Når køretøjet er toldsynet og sat på månedsangivelsen, er der en frist på 14 dage før køretøjet kan blive udført. Det betyder at vi har en frist på 14 dage til at indkalde et køretøj til besigtigelse. Vi kan i denne forbindelse henvise til nyhedsbrev af 17. februar 2017 "Vi ændrer processen for eksport af køretøjer"

Hvis køretøjet ikke bliver synet

Kan du ikke fremvise en gyldig synsrapport for det udvidede registreringssyn (toldsyn), vil vi ikke udbetale eksportgodtgørelse for køretøjet.

Det betyder, at du skal tilbagebetale den for meget udbetalte eksportgodtgørelse, senest 14 dage efter, at vi har sendt en afgørelse om det.

Baggrund

Grunden til, at vi har særligt fokus på køretøjer, som skal eksporteres og hvor der søges om eksportgodtgørelse er, at vi skal være sikre på, at betingelserne for udbetaling er opfyldt.

Love og regler

Reglerne om, at du kan søge om godtgørelse af registreringsafgiften, når et køretøj skal eksporteres, står i § 7b i Registreringsafgiftsloven. (Lovbekendtgørelse nr. 377 af 18. april 2017).

Reglerne om, at SKAT kan bede om et udvidet registreringssyn, står i § 7c, stk. 1.

Reglerne om, at vi kan forlange et hvert køretøj fremstillet til eftersyn, står i § 25, stk. 1.

Reglerne om, at SKAT kan opkræve den eksportgodtgørelse, som vi har udbetalt for meget, står i § 7c, stk. 4.

Du kan finde registreringsafgiftsloven på skat.dk/love.

Hvis du har spørgsmål

Har du spørgsmål til dette nyhedsbrev, kan du kontakte os. Se skat.dk/kontakt.