Rubrikken omfatter:

Renteudgifter til gæld til danske finansielle institutter, myndigheder og andre danske virksomheder, der yder eller formidler lån. Det er fx renteudgifter til gæld til:

  • banker, sparekasser, andelskasser
  • lånefirmaer, finansieringsselskaber
  • udbydere af kontokortordninger fx benzinkort
  • kommuner, regioner, staten.

Rubrikken omfatter også

  • morarenter, der opkræves af regioner og kommuner, renteudgifter til pantebreve i depot.

Du skal tjekke om det fortrykte beløb i rubrikken er korrekt

Du har ansvar for, at det fortrykte beløb i rubrikken er korrekt. Beløbet i rubrikken kan være sammensat af flere beløb. Du kan under det fortrykte beløb klikke på Se hvor beløbet kommer fra. Her får du mulighed for se en specifikation.

Hvis du ønsker en anden fordeling af rentefradraget

  • Hvis du er gift: Du og din ægtefælle kan frit fordele renteudgifter på et fælles lån. Hvordan rentefradraget fordeles, vil typisk ikke påvirke jeres samlede skat, selvom den ene part har en højere indtægt end den anden. Klik på "lommeregneren" ud for rubrikken for at flytte renteudgifter på lånet til din ægtefælle. Bemærk at der gælder særlige regler, hvis en af jer beskattes som forsker, eller hvis renterne vedrører udenlandske forhold. Følg linket ’Fradrag for renteudgifter’ nederst på siden for at læse mere.
  • Hvis du har et lån med andre end din ægtefælle: Har I flyttet gælden (forskyde hæftelsen) mellem jer, flyttes jeres ret til rentefradrag tilsvarende. I har pligt til at sende skriftlig dokumentation for jeres aftale til Skattestyrelsen - så flytter vi rentefradraget efter den aftalte fordeling. Læs, hvordan I gør i linket ’Fradrag for renteudgifter’ nederst på siden.

Selvom du betaler en meddebitors andel af renter, har du ikke ret til meddebitorens andel af rentefradraget. For at der kan ske en anden fordeling af rentefradrag, kræver det, at der er indgået en skriftlig aftale om at flytte gælden ( forskyde hæftelsen) mellem jer. Det er vigtigt, at den indgåede aftale er underskrevet af alle parter.

  • Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende
    Hvis der her i rubrik 42 er fortrykt renteudgifter, som vedrører din virksomhed, skal du selv overføre renteudgifterne til virksomheden. Klik på "lommeregneren" ud for rubrikken og overfør beløbet til virksomheden. Derved fjerner du beløbet fra rubrik 42. Du skal derefter selv oplyse beløbet i Rubrik 117 ’Renteudgifter i virksomheden’.

Du kan ikke selv ændre de fortrykte beløb på årsopgørelsen

Du kan under det fortrykte beløb klikke på Se hvor beløbet kommer fra. Hvis du mener, der er fejl i indberettede beløb, skal du kontakte det pågældende finansielle institut, som kan rette beløbet.

Når banken mv. har rettet beløbet, danner vi en ny årsopgørelse. Når den er klar, får du besked via digital post eller fysisk brev, hvis du er frameldt digital post. Hvis du mod forventning ikke har fået en ny årsopgørelse, skal du kontakte Skattestyrelsen. 

Hvis din bank mv. ikke kan rette beløbet, skal du sende en mail til Skattestyrelsen med dokumentation for de opkrævede renteudgifter. De opkrævede renter vil normalt fremgå af dit kontoudtog fra banken mv.  

Mere information:

Fradrag for renteudgifter