Vi har fået oplysningerne i rubrikken fra blandt andet dit pengeinstitut. Det er vigtigt, at du selv kontrollerer beløbet.
For konti og depoter, der vedrører mere end to ejere, skal du selv lægge din andel til i rubrik 39, da renteindtægter og udlodninger ikke automatisk fortrykkes i rubrikken.
Rubrikken omfatter:
- Renteindtægter af indestående beløb i danske pengeinstitutter.
- Renteindtægter af obligationer (også ved køb og salg). Hvis du har købt obligationerne i 2024, kan du fratrække renter, du har betalt ved købet, selv om renteindtægterne først forfalder i 2025.
- Udlodning, der er kapitalindkomst, og som stammer fra investeringsbeviser i danske obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, hvor der ikke er indeholdt udbytteskat.
- Renteindtægter af pantebreve i depot. Hvis du har købt pantebrevene i 2024, kan du fratrække renter, du har betalt til sælger, selv om renteindtægterne først forfalder i 2025. Det skal du skrive i rubrik 44.
- Positivt afkast på livsforsikring indberettet af dit forsikrings- eller pensionsselskab.
Rubrikken omfatter ikke:
- Udlodning, der er kapitalindkomst, og som stammer fra investeringsbeviser i danske obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning, hvor der er indeholdt udbytteskat. Det skal stå i rubrik 34.
- Udlodning, der er aktieindkomst, og som stammer fra investeringsbeviser i danske aktiebaserede investeringsselskaber, aktiebaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning og danske akkumulerende investeringsforeninger. Det skal stå i rubrik 61.
- Renteindtægter fra pantebreve som ikke ligger i depot. Det skal stå i rubrik 39.
- Udlodninger og renter fra udlandet.
- Udlodning, der er skattefri og som stammer fra investeringsbeviser i aktiebaserede eller obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. De skal ikke med på årsopgørelsen.
- Afkast på livsforsikringer, der ikke er indberettet til os.
- Tab på livsforsikring og lignende.
Du skal ikke medtage disse renteindtægter:
- Renter af kapitalpensioner og ratepensioner med videre, omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1.
- Renter af indestående beløb på selvpensioneringskonto, som er oprettet før 2. juni 1998, indtil det aftalte eller det tidligst mulige udbetalingstidspunkt.
- Renter af indestående beløb på børneopsparingskonti indtil udløbet af bindingsperioden.
- Renter af overskydende skatter.
Du bør tjekke de indberettede beløb
Det fortrykte beløb kan være sammensat af flere beløb. Vi får oplysningerne fra fx pengeinstitutter. Du kan se dem ved at klikke på Se hvor beløbet kommer fra under det fortrykte beløb i rubrikken. Her får du muligheden for se en specifikation.
Du kan ikke selv ændre det fortrykte beløb
Vi får oplysningerne fra fx pengeinstitutter. Hvis du er uenig i beløbet, kan du bede din indberetter lave en ny indberetning. Når indberetningen er ændret, får du en ny årsopgørelse. Du får besked via mail, SMS eller brev.
Hvis din indberetter ikke kan lave en ny indberetning, skal du kontakte Skattestyrelsen med dokumentation for ændringen.
Du skal klikke på Se hvor beløbet kommer fra under det fortrykte beløb ud for rubrikken. Her får du muligheden for at sende os en mail med dokumentation.
Mere information
Fordringer (herunder obligationer)
Aktier og andre værdipapirer
Sådan udfylder du rubrik 90 på blanket 04.055
Hvornår skal du betale skat af renter