Rubrikken omfatter:

  • Bidrag til privattegnede ratepensioner og ophørende alderspensioner, hvis du er lønmodtager (højst 63.100 kr., inklusive bidrag til arbejdsgiveradministrerede ordninger).

  • Bidrag til ratepensioner og ophørende alderspensioner, hvis du er selvstændig og bruger reglen om loftet på 63.100 kr.

Rubrikken omfatter ikke:

  • Indbetaling af fortjeneste ved salg af en selvstændig erhvervsvirksomhed til en særlig ratepension eller ophørende alderspension (beløbet skal lægges til i rubrik 24).

  • Private bidrag til særlige ratepensionsordninger for sportsudøvere (beløbet er med i rubrik 24).

  • Indbetalinger fra din arbejdsgiver til din ratepension, ophørende alderspension eller sportspensionsordning. Beløbet er ikke regnet med i din A-indkomst og skal derfor ikke med som et fradrag i denne rubrik.

  • Beløb, der vedrører indbetalinger, du har foretaget i tidligere indkomstår til pensionsordninger med løbende udbetalinger, der ikke er ophørende alderspensioner, og som du først kan fratrække i 2024 efter reglerne om fordelingen af fradragsretten (beløbet skal lægges til i rubrik 24).

Du bør tjekke de indberettede beløb

Det fortrykte beløb kan være sammensat af flere beløb. Vi får oplysningerne fra banker, forsikringsselskaber og pensionsselskaber. Du kan se dem ved at klikke på Se hvor beløbet kommer fra under det fortrykte beløb i rubrikken. Her får du muligheden for se en specifikation.

Du kan ikke selv ændre det fortrykte beløb

Vi får oplysningerne fra banker, forsikringsselskaber og pensionsselskaber. Hvis du er uenig i beløbet, kan du bede din indberetter lave en ny indberetning. Når indberetningen er ændret, får du en ny årsopgørelse. Du får besked via mail, SMS eller brev.

Hvis din indberetter ikke kan lave en ny indberetning, skal du kontakte Skattestyrelsen med dokumentation for ændringen.

Du skal klikke på Se hvor beløbet kommer fra under det fortrykte beløb i rubrikken. Her får du muligheden for at sende os en mail med dokumentation.

Mere information

Fradrag for indbetalinger til pension

Din indkomst og skat, når du går på pension eller efterløn