Dato for udgivelse
04 nov 2016 10:37
Til
Virksomheder beskæftiget med told
Sagsnummer
16-1678276
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Alle virksomheder, der anvender GSP ordningen skal ansøge om at få en ny bevilling fra 1. januar 2017. Jeres nuværende bevilling til "Godkendt eksportør" erstattes således af en bevilling til "Registreret eksportør", men kun for så vidt angår GSP-ordningen (jeres bevillingsforhold til andre aftalelande ophører således ikke)


Nye regler for bevilling til "Godkendt eksportør" (ved udstedelse af oprindelsesdokumentation for GSP ordningen) fra den 1. januar 2017

I er tidligere blevet informeret om, at den nye EU-toldkodeks ændrer reglerne for jeres bevilling til "Godkendt eksportør" vedr. GSP ordningen med virkning fra 1. januar 2017.

Alle virksomheder, der anvender GSP ordningen skal således ansøge om at få en ny bevilling fra 1. januar 2017. Jeres nuværende bevilling til "Godkendt eksportør" erstattes således af en bevilling til "Registreret eksportør", men kun for så vidt angår GSP-ordningen (jeres bevillingsforhold til andre aftalelande ophører således ikke). Så hvis I fortsat ønsker at anvende GSP ordningen fra 1. januar 2017, skal I indsende en ansøgning om at blive "registreret eksportør". Når I er blevet "registreret eksportør" ophører jeres bevilling til "godkendt eksportør" vedr. GSP ordningen.

Hvilke ændringer er der tale om pr. 1. januar 2017

Der kommer et nyt elektronisk system for certificering af varers oprindelse fra den 1. januar 2017 vedr. GSP ordningen. Læs mere på følgende link. Dette betyder blandt andet:

  • Den 1. januar 2017 indføres et fælles elektronisk system (Registreret Eksportør System - REX) for certificering af varers oprindelse for GSP-landene og EU

Hvis I anvender GSP-ordningen skal I ansøge om at blive registreret eksportør med henblik på at kunne udfærdige udtalelser om oprindelse i forbindelse med bilateral kumulation eller ved udfærdigelse af erstatningsudtalelser om oprindelse på ethvert handelsdokument i forbindelse med videreforsendelse af varer. Du kan læse nærmere om reglerne i den juridiske vejledning F.A. 9.8.

  • På sigt åbnes der op for, at der for andre aftaler også kan udfærdiges udtalelse om oprindelse.

    Sådan gør I for at blive registreret eksportør

    Hvis I skal anvende GSP-ordningen fra 1. januar 2017, skal I indsende en ansøgning til SKAT. Dette kan gøres fra den 1. januar 2017. I vil herefter hurtigst muligt modtage en bevilling som registreret eksportør. I finder ansøgningsblanketten på følgende link.

  • I skal udfylde, underskrive og herefter indsende ansøgningen på følgende e-mail adresse: rex@skat.dk

    Når I er blevet registreret eksportør

    Når jeres ansøgning er behandlet tildeler toldmyndighederne eksportøren eller hvor det er relevant, videreforsenderen af varer et registreret eksportørnummer og indfører det registrerede eksportørnummer, registreringsoplysningerne og registreringens gyldighedsdato i REX-systemet.

    Så snart I er registrerede udfærdiger I udtalelser om oprindelse på engelsk, fransk eller spansk for forsendte produkter med oprindelsesstatus, såfremt den samlede værdi deraf overstiger 6 000 EUR. Uanset om eksportører i EU er registreret eller ej, udfærdiger de udtalelser om oprindelse for forsendte produkter med oprindelsesstatus, såfremt den samlede værdi deraf ikke overstiger 6 000 EUR fra den 1. januar 2017. En udtalelse om oprindelse er gyldig i 12 måneder fra udfærdigelsesdatoen.

    En udtalelse om oprindelse er gyldig, hvis den er udfærdiget på et tidspunkt, hvor registreringen af den registrerede eksportør var gyldig. En udtalelse om oprindelse fra en tilbagekaldt registreret eksportør er tilladt, hvis den er lavet før tilbagekaldelsen.

  • Når produkter med oprindelsesstatus, som endnu ikke er overgået til fri omsætning, er under et toldsteds kontrol i en medlemsstat, kan videreforsenderen erstatte den originale udtalelse om oprindelse med en eller flere erstatningsudtalelser om oprindelse, hvis alle eller nogle af produkterne skal sendes til et andet sted i Unionens toldområde eller til Norge eller Schweiz. En erstatningsudtalelse om oprindelse er gyldig i 12 måneder fra datoen for udfærdigelsen af den originale udtalelse om oprindelse.

  • Videreforsendere af varer, der er registreret i EU, kan udfærdige erstatningsudtalelser om oprindelse fra den dato, hvor deres registrering er gyldig. Dette gælder uanset om varerne er ledsaget af et oprindelsescertifikat formular A, der er udfærdiget i det præferenceberettigede land, eller af en fakturaerklæring eller udtalelse om oprindelse, der er udfærdiget af eksportøren.

    Verificering af registrerede eksportører

    Importører i EU skal altid verificere gyldigheden af registrerede eksportører, hvorfra de modtager udtalelser om oprindelse. Dette kan gøres ved at konsultere det offentlige websted på Kommissionens hjemmeside om REX.  Her kan I bl.a. også finde en liste over de GSP lande, der har meddelt, hvornår de vil anvende REX-systemet. 

    I skal anvende nye koder på toldangivelsen

    Hvis I har et REX nummer og har forsendte produkter med oprindelsesstatus fra den 1. januar 2017 skal I anføre følgende på toldangivelsen i rubrik 44:

    C100 + Rex-nummeret samt U164 (hvis beløbet er under 6 000 EUR)

    eller C100 + Rex-nummeret samt U165  (hvis beløbet er over 6 000 EUR)

  • Hvis I ikke har et REX nummer og har forsendte produkter med oprindelsesstatus, hvor den samlede værdi deraf ikke overstiger 6 000 EUR fra den 1. januar 2017. Skal I anføre U 166 på toldangivelsen i rubrik 44.