Aktuelle nyheder i version 14.4.

Krav om indberetning af TIN 

Skattestyrelsen idriftsætter muligheden for at indberette skatteidentifikationsnummer (TIN) i eIndkomst d. 5. december 2023. Opdateringen er blandt andet en implementering af ændringerne til bekendtgørelse om et indkomstregister § 8, der medfører pligt til at indberette TIN med virkning for indberetninger vedrørende 2024 og frem. Derudover gennemføres også en række ændringer, der er relevante, når der indberettes for en indkomstmodtager, der bor i udlandet.  

Hvis indkomstmodtager er bosiddende i udlandet, har du pligt til at indberette TIN. Du skal indberette det TIN, der er blevet udstedt i det land, hvor indkomstmodtager er bosiddende. Kravet gælder fra indberetninger med lønperioder, hvor slutdatoen er 1. januar 2024 eller senere.

Der indføres to nye felter:  

Feltnr Feltnavn Længde Bemærkninger
6000.7 TIN 27 Kan ikke indberettes uden TIN landekode 6000.8. 
6000.8 TIN landekode 2 Kan ikke indberettes uden TIN 6000.7.  
TIN landekode skal være identisk med landekode for supplerende personoplysninger 8001.5.  
6000.9 Fillerfelt 25 Feltet udgår.

Det vil være muligt at undlade at indberette TIN og TIN landekode i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at fremskaffe TIN. Det gøres ved at lade feltnr. være tomme. Indberetninger skal fortsat foretages med de indkomstoplysninger og supplerende personoplysninger, som indkomstudbetaleren har tilgængelige.

Andre ændringer, der relevante, når indkomstmodtager bor i udlandet:   

  • Der indføres en validering af om en person er bosiddende i Danmark eller ej. Valideringen bruger de oplysninger som er gældende for lønperiodens slutdato på indberetningstidspunktet. 
  • Indberetninger med cpr-nummer, der ikke indeholder supplerende personoplysninger, når indkomstmodtager er bosiddende i udlandet, kan blive afvist. 
  • Fra 1. januar 2024 skal fiktive cpr-numre ikke længere indberettes til felt 6000.4. De indentifikationsoplysninger der skal indberettes om indkomstmodtagere uden et gyldigt cpr-nummer, der ikke bor i Danmark, er TIN, supplerende personoplysninger og eventuelt medarbejdernummer.   

Indberetningsvejledningens afsnit 5 "Identifikation af indkomstmodtagere" er opdateret med en fuld beskrivelse af ændringerne, se også de nye underafsnit "5.1 Indkomstmodtagere bosiddende i Danmark", "5.2 Indkomstmodtagere bosiddende i udlandet" og "5.3 Valideringer i forbindelse med identifikation af indkomstmodtager".   

Afvisning af indberetninger, der foretages frem i tid 

Der kan fremover indberettes for indeværende måned og to måneder frem. Indberettes der for perioder udover denne periode, vil indberetningen blive afvist. Nye regler for indberetninger frem i tid, er beskrevet i afsnit "6.1 Periodebegreber - forklaring" og afsnit "12. Nulangivelse".
 

Aktuelle nyheder i version 14.3.

Der gælder nye regler for lønindeholdelse pr. 1. oktober 2023. De nye regler betyder, at særskilt lønindeholdelse ophører og der fremadrettet kan lønindeholdes med almindelig lønindeholdelse i indkomsttyper, der tidligere var forbeholdt særskilt lønindeholdelse. Ændringerne forventes ikke at få konsekvenser for indberettere og indberetningspligtige til eIndkomst, da lønindeholdelse styres gennem en forhøjet trækprocent i eSkattekortet, som udstilles og rekvireres som hidtil. For ydelsesudbetalere bliver det også fremadrettet muligt at rekvirere et eSkattekort med en trækprocent forbeholdt visse ydelser.

Der er indført et nyt afsnit 3.1, som omtaler de nye regler for lønindeholdelse, der tidligere var beskrevet til sidst i afsnit 3. Derudover henvises til eSkattekortvejledningen for yderligere oplysninger om lønindeholdelse og anvendelse af skattekort.

Sådan kan du få besked, når der er nyheder om eIndkomst

Driftsforstyrrelser meddeles om muligt i vores driftslog. På siden med driftsloggen kan du tilmelde dig abonnement på RSS-feeds om nyhederne på driftsloggen.

På driftsloggen kommer der også meddelelse, når vejledninger udgives i en ajourført version.