Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS 1993,7 HRD

Filialen havde fradragsret for renteudgifter og valutakurstab og pligt til at indtægtsføre valutakursgevinst i forbindelse med lån, da lånet vedrørte filialens drift.

Landsretsdomme

TfS 1996,715 ØLD

En bank i USA havde en filial i Danmark. For at efterleve den danske banklovgivnings regler om størrelsen af filialkapital og egenkapital havde selskabet i USA indskudt kapital i den danske filial, ligesom denne som lån havde modtaget ansvarlig indskudskapital fra selskabets filial på Jersey. Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne fradrages renter og kurstab af den tilførte kapital. Der var ikke påvist en sådan sammenhæng mellem selskabets lånekapital og driften af filialen, at der kunne henføres en forholdsmæssig del af selskabets renteudgifter til filialen. For landsretten drejede sagen sig alene om fradragsret for renter og kursreguleringer for lånet fra filialen på Jersey til den danske filial. Landsretten fandt, at der ikke var fradragsret, og tiltrådte således Landsskatterettens afgørelse i det omfang, den var indbragt for landsretten.

Landsskatteretsafgørelser

SKM2017.115.LSR

Sagen vedrørte de kontrollerede transaktioner mellem et dansk selskab og dets faste driftssted samt opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det faste driftssted. Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til dagældende SKL § 3 B, stk. 8, og § 5, stk. 3, idet der primært blev lagt vægt på, at der manglede en sammenlignelighedsanalyse i selskabets transfer pricing dokumentation. Landsskatteretten fandt også, at SKATs skøn var i overensstemmelse med OECD Transfer Pricing Guidelines, men at klageren i tilstrækkelig grad havde godtgjort at SKATs skøn skulle ændres.

Skatterådet

SKM2017.232.SR

Skatterådet bekræftede, at grundlaget for allokering af indkomst til A's danske filial, jf. SEL § 2, stk. 2, 2. pkt., skal fortolkes i overensstemmelse med art. 7 i OECD's 2008 Modeloverenskomst som uddybet i OECD's rapport af 17. juni 2008 om indkomstopgørelsen i faste driftssteder.

Skatterådet bekræftede, at finansieringsudgifter betalt til uafhængige parter kunne medregnes i den danske indkomstopgørelse, at interne lån kunne medregnes i den danske skattebalance, mv.