Nøglepersonfunktioner ("Significant People Function" (SPF)) er vigtige for afgørelse af, hvilken del af den juridiske enhed aktiver, risici mv. skal allokeres til. Identifikationen af SPF skal derfor fremgå af funktions- og faktumanalysen.

Funktions- og faktumanalysen skal redegøre for funktionerne udøvet af den samlede virksomheds personale, herunder det faste driftssted - personfunktioner - og fastlægge hvilken betydning, hvis nogen, de har for virksomhedens indtjening.

Personfunktioner kan variere fra supportfunktioner til nøglefunktioner relevante for henføring af afkast fra aktiver og/eller for accepten af risiko.

En virksomhed kan have en eller flere nøglepersonfunktioner relevante for henholdsvis accepten af risiko og for økonomisk ejerskab til aktiver, som hver især skal tages i betragtning ved funktions- og faktumanalysen.

Graden af overlap mellem nøglepersonfunktioner, relevante for accepten af risiko, og nøglepersonfunktioner, relevante for økonomisk ejerskab af aktiver, vil også variere fra område til område og fra virksomhed til virksomhed. Ved fx finansielle virksomheders finansielle aktiver er de samme nøglepersonfunktioner generelt relevante både for accepten af risiko og for økonomisk ejerskab til aktiver.

I PE-rapporterne behandles denne specielle kategori af aktiver i

  • del II (banklån)
  • del III (finansielle produkter i virksomheder beskæftiget med global handel)
  • del IV (de aktiver, der repræsenterer investering af reserver og overskud afledt fra forsikringsaktiviteter).

På grund af det specielle forhold mellem risiko og finansielle aktiver, indenfor den finansielle sektor, anvender The Authorised OECD Approach (AOA) terminologien "key entrepreneurial risk-taking function" ("KERT" funktioner) ved beskrivelsen af de funktioner der er relevante for allokering af både risiko og aktiver.

Udenfor den finansielle sektor, er risiko ikke på samme måde forbundet med aktiver, hvorfor der kan være mindre overlap mellem nøglepersonfunktioner relevante for accept af risiko og nøglepersonfunktioner relevante for økonomisk ejerskab af aktiver, hvorfor terminologien (KERT) ikke anvendes for andre sektorer.