Dette afsnit handler om kravene til oplysninger om koncernens finansiering i fællesdokumentationen. Se TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 4, stk. 4.

Afsnittet indeholder:

  • Beskrivelse af, hvordan koncernen er finansieret.
  • Identifikation af koncernselskaber med en central finansieringsfunktion.
  • Beskrivelse af koncernens transfer pricing politikker i forhold til de finansielle arrangementer.

Beskrivelse af hvordan koncernen er finansieret

Der skal laves en generel beskrivelse af, hvordan koncernen er finansieret eksternt og internt.

I forhold til koncernens eksterne finansiering, er det særligt den eksterne lånefinansiering, der skal beskrives.

I beskrivelsen skal der redegøres for koncernens mest centrale finansielle arrangementer med uafhængige långivere. Redegørelsen skal indeholde identifikationsoplysninger samt de overordnede vilkår, rentesatser mv., for de mest centrale eksterne låneaftaler og andre finansielle arrangementer.

Identifikation af koncernselskaber med en central finansieringsfunktion

I beskrivelsen af den interne finansiering skal koncernselskaber, der har en central finansieringsfunktion i forhold til koncernen, identificeres, og det skal oplyses under hvilke landes lovgivning disse koncernselskaber er organiserede. Det skal også oplyses, hvorfra de finansielle aktiviteter i disse koncernselskaber ledes.

Ledelsesbegrebet skal i sammenhængen forstås som kontrol over risiko forbundet med finansieringsfunktionen samt den faktiske udøvelse af denne kontrol, jf. principperne herom i TPG, kap. I, afsnit D.1.2.1.

Beskrivelse af transfer pricing politikker i forhold til finansielle arrangementer

Under den generelle beskrivelse af koncernens transfer pricing-politikker i forhold til de koncerninterne finansielle arrangementer skal der redegøres for typen af de koncerninterne finansielle arrangementer samt de overordnede vilkår for disse, herunder rentesatser mv.