Betalingen af de serviceydelser, der opfylder kravene til den særlige gruppe af interne service-ydelser med lav værdi, vil ske på følgende trinvise måde (også omtalt som "simplified approach"): 

For hver servicekategori skal der beregnes en årlig omkostningsbase forbundet med levering af interne serviceydelser af lav værdi til de andre koncernselskaber. Omkostningsbasen vil bestå af direkte og indirekte omkostninger forbundet med den interne serviceydelse, herunder en passende andel af serviceyderens andre driftsomkostninger (fx en andel af administrative omkostninger). For hver kategori af serviceydelser skal selskabets materiale vise og forklarer de omkostnings centre, der anvendes som led i at skabe omkostningsbasen for den pågældende kategori af serviceydelser. Omkostninger uden et avance-element (pass-through costs) skal også identificeres, se også TPG 7.61. Omkostningsbasen skal ikke indeholde omkostninger, som kan henføres til en in-house aktivitet, som udelukkende gavner virksomheden der udfører serviceaktiviteten (fx aktionærudgifter).

Omkostninger som udelukkende vedrøre ét koncernselskab skal fjernes fra omkostningsbasen, så de tilbageværende omkostninger i omkostningsbasen vedrører den pågældende kategori af interne serviceydelse med lav værdi, som leveres til flere andre servicemodtagere i koncernen.

Omkostningsbasen for den pågældende kategori af interne serviceydelse med lav værdi allokeres til de koncernselskaber, som har fordel af den udførte serviceydelse. Koncernen skal vælge en eller flere allokeringsnøgler, som skal benyttes på følgende måde: De(n) valgte allokeringsnøgler, skal afspejle omkostningernes forventede fordel hos servicemodtageren og bruges på samme måde overfor alle servicemodtagerne i den pågældende servicekategori. Som eksempel kan nævnes, at IT serviceydelser i nogle tilfælde kan allokeres baseret på servicemodtagernes forholdsmæssige andel af IT brugere. I nogle tilfælde kan servicemodtagernes omsætningsandel bruges som allokeringsnøgle. Valg af allokeringsnøgler vil afhænge af de faktiske forhold og omstændigheder i den konkrete sag. I TP dokumentationen skal selskabet derfor begrunde, hvorfor den valgte allokeringsnøgle giver en omkostningsallokering til servicemodtagerne, der svarer til hver af servicemodtagernes fordele herved.

Mark-up på allokerede omkostninger

Ved fastlæggelse af en armslængde betaling for de leverede interne serviceydelser med lav værdi skal serviceyderen tillægge en 5 % avance (mark-up) på alle omkostningerne i omkostningspuljen, med undtagelse af videre faktureringsomkostninger (pass-through costs), hvilket sker i henhold til TPG 2.93 og 7.34.

Avancetillægget på 5 % skal anvendes for alle kategorier af leverede interne serviceydelser med lav værdi. Mark-up procenten skal ikke underbygges af et benchmark studie.