Hvis kontrakten hverken eksplicit eller implicit (under hensyntagen til gældende principper for kontraktfortolkning) behandler økonomisk relevante karakteristika ved transaktionen, så må informationen fra kontrakten suppleres med de oplysninger, der er tilvejebragt ved analysen af sammenlignelighedsfaktorerne. Se TPG 1.43.

Såfremt det faktiske resultat af forretningsmæssige eller økonomiske forbindelser ikke er blevet identificeret som en transaktion af de kontrollerede parter, men alligevel resulterer i en overførsel af værdi, så skal indholdet af transaktionen udledes af parternes adfærd.

Fx kan teknisk bistand været givet eller knowhow kan være overført gennem udstationerede medarbejdere eller på anden måde. Disse relationer er måske ikke blevet anerkendt af en multinational koncern, er måske ikke afspejlet i prisfastsættelsen af andre relaterede transaktioner, er måske ikke blevet formaliseret i skriftlige kontrakter og vises måske ikke som poster i regnskabssystemerne.

Er en kontrolleret transaktion ikke blevet identificeret eller formaliseret af parterne i en kontrakt, så skal alle aspekter vedrørende transaktionen udledes af de faktiske omstændigheder og parternes faktiske adfærd, herunder parternes funktioner, aktiver og risici. Se TPG 1.49.

Eksemplet i TPG 1.50 illustrerer konceptet om at fastlægge den faktiske transaktion, hvor transaktionen ikke er blevet identificeret af de forbundne parter.