Rentebeløb
Ved indberetning i PANT, skal negativ rente (renteindtægt) fra 1. april 2015 indberettes med minus (-) fortegn. Der er ikke krav om at renteudgifter, skal indberettes med plus (+) fortegn.
Det samlede rentebeløb der i året er debiteret eller krediteret vedrørende låneforholdet inkl. løbende provisioner m.v., jf. ligningslovens § 8, stk. 3, litra a) og b) og reservefonds- og administrationsbidrag, jf. ligningslovens § 15 J, stk. 5, der i det pågældende år er forfaldent.
For lån med rentegulv, skal renteudgiften og den beregnede renteindtægt indberettes som et nettobeløb.
For lån i udenlandsk mønt skal rentebeløbet angives i kroner og ører efter kursværdien på retserhvervelsestidspunktet.
Det skal præciseres at retserhvervelsestidspunktet kan være instituttets dagskurs, når der ved betalingen foretages en omveksling (betaling fra kronekonto). Foretages der ikke en omregning i instituttet ved betalingen, skal Nationalbankens middelkurs anvendes.
For låneforhold, hvor der ikke i årets løb er tilskrevet renter, (fx nye lån), indberettes rentebeløbet med 0.
For låneforhold, der ikke for den pågældende låntager har varet hele kalenderåret, indberettes det forfaldne rentebeløb for låneperioden.
I forbindelse med ejerskifte af den belånte ejendom i kalenderåret, hvor det eksisterende låneforhold overtages af køber, skal der foretages særskilt indberetning af rentebeløbet vedrørende henholdsvis sælger og køber med overtagelsesdatoen som skæringsdato.
Ved ejerskifte, hvor den belånte ejendom overtages senest den 31.december i en termin, der strækker sig over to kalenderår, skal den del af rentebeløbet, der vedrører perioden indtil overtagelsesdatoen for ejendommen, indberettes som vedrørende sælger for det første kalenderår. Rentebeløbet fra overtagelsesdatoen til terminsperiodens udløb indberettes som vedrørende køber i det følgende kalenderår.
Morarenter indberettes for det kalenderår, hvor der sker opkrævning.
Restgæld
Lånets restgæld pr. 31. december i pågældende år.
For lån i udenlandsk mønt angives restgælden efter kursen pr. 31. december i det pågældende år.
For låneforhold, hvor der ikke i årets løb er forfaldet renter, indberettes lånets restgæld ligeledes pr. 31. december i det pågældende år.
For låneforhold, der er indfriet, eller hvor gælden er overtaget af en anden låntager, indberettes 0.
Opmærksomheden henledes på, at såfremt der indberettes en restgæld, skal enten feltet kursværdi eller felterne til rentefod og restløbetid være udfyldt.
Kursværdi
Restgældens kursværdi pr. 31. december i det pågældende indkomstår.
Kursværdien skal indberettes for børsnoterede obligationer.
Anden gæld:
Er restløbetiden <=5 år skal kursværdien indberettes med kurs pari (100), og der er ikke pligt til at indberette rentefod og restløbetid. |
Er restløbetiden>5 år kan kursværdi indberettes med den nominelle værdi (hovedstol). Rentefod og restløbetid skal indberettes. Rentefod og restløbetid vises efter ønske fra den finansielle sektor på R75/R75S og i TastSelv - borger/erhverv - på www.skat.dk Såfremt kursværdien ikke er indberettet, vil den af Skattestyrelsen blive medtaget med det indberettede restgældsbeløb. Kursværdien er for Skattestyrelsen kun vejledende. |
Kurstab
Der indberettes fradragsberettiget kurstab ved indfrielse af kontantlån optaget i realkreditinstitutter før 19. maj 1993.
Kurstabet ved indfrielsen fordeles med lige store beløb pr. termin over det nye låns samlede antal.