Indberetningspligten omfatter livsforsikringer som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 1 ,2 og 6. De i pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 4 nævnte syge- og ulykkesforsikringer er ikke omfattet af indberetningspligten.
Ved den nærmere afgrænsning af hvilke forsikringer, der er omfattet af bestemmelserne henvises til Den juridiske vejledning.
Der skal foretages indberetning af livsforsikringens kapitalværdi samt afkast. Kapitalværdien medregnes i ejerens/den berettigedes formue og afkastet medregnes i ejerens/den berettigedes skattepligtige indkomst som kapitalindkomst.
Kapitalværdien opgøres som forskellen mellem på den ene side nutidsværdien af selskabets øjeblikkelige og fremtidige forpligtelser over for forsikringstageren inklusive fordelt bonus, og på den anden side nutidsværdien af de præmier, som forsikringstageren skal betale i fremtiden.
Afkastet opgøres som forskellen mellem forsikringens kapitalværdi ved indkomstårets udgang med tillæg af udbetalinger i årets løb, og forsikringens kapitalværdi ved indkomstårets begyndelse med tillæg af indbetalinger i årets løb.
Der skal foretages indberetning af oplysninger vedrørende den enkelte livsforsikring og dennes ejer, hvad enten ejeren er en person, et selskab eller en forening. Såfremt ejeren er død, skal der foretages indberetning på den, der i henhold til policen er berettiget til udbetaling af forsikringen.
Består den enkelte livsforsikringspolice i en kombination af flere forsikringsformer, og har der i hele forløbet været foretaget en opdeling i disse grundformer samt angivet i forsikringspolicen, hvor stor en del af den samlede præmie, der falder på de enkelte grundformer, kan indberetningen indskrænkes til at omfatte netop den grundform, der falder ind under pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1.
Kravet i Skattekontrollovens § 8X om indberetning af TIN-nr. og TIN-nr. typekode m.v. gælder ikke for disse forsikringsordninger.
Skattekontrollovens § 8X er ophævet med virkning fra 1/1 2016. Som følge heraf er der indført en ny hjemmel til indberetning af TINnr. jf. bekendtgørelse nr. 542 af 30/5 2016, som trådte i kraft d. 1/7 2016. I denne bekendtgørelse er indberetningspligten udvidet til også at gælde indberetning efter skattekontrollovens § 8 B, som bla. omhandler livsforsikringer.
Det bemærkes, at for de indberetningspligtige som ikke tidligere har skullet indhente disse oplysninger, gælder pligten kun for konti og depoter, der er oprettet/aftalt efter d.1/7 2016. Det gælder også, hvis en konto eller depot der var oprettet/aftalt før d. 1/7 2016, efterfølgende ændres eller udvides ved aftale mellem den indberetningspligtige og den retmæssige ejer.
Af tekniske årsager kan datoen for ordningens oprettelse derfor indtil d. 1/7 2016 indberettes med en fast dato, som er d. 31/12 2016.