Skattestyrelsen har udarbejdet et afstemningsskema til brug for afstemningen mellem indberetterens eget regnskab og de til Skattestyrelsen indberettede renter.
Skemaet er tænkt som Best practise-bilag, og findes under øvrige hjælpelister (hjælpeskema) i Årsbrev 2016.
Pligten til afstemning fremgår af Skattekontrollovens § 6A samt § 32 i Bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab mv. for større virksomheder (Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder).
§ 32. Renteindberetningspligtige skal oplyse størrelsen af renteindtægter og renteudgifter, der indgår i regnskabet, og vise en afstemning med de renter, der er indberettet til told- og skatteforvaltningen efter lovens §§ 8 H, 8 P eller 8 Q.
Og pengeinstitutter er omfattet denne bekendtgørelse jf. § 1 nr. 3.
I mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder fremgår følgende:
§ 26. Renteindberetningspligtige skal på anfordring oplyse størrelsen af renteindtægter og renteudgifter, der indgår i regnskabet, og vise en afstemning med de renter, der er indberettet til told- og skatteforvaltningen efter lovens §§ 8 H, 8 P eller 8 Q.
De store selskaber har obligatorisk pligt til at lave en afstemning, medens de små selskaber kun skal lave den på anfordring.