Samtlige indberetningspligtige skal tilmelde sig rentekontrolordningen. Tilmeldingen skal ske senest 8 dage efter indberetningspligtens indtræden, dvs. senest 8 dage efter påbegyndelse af den indberetningspligtige virksomhed. Ved manglende tilmelding kan der pålægges dagbøder.
Tilmelding skal foretages via Virk.dk. (blanket 03.047).
Tvivl om, hvorvidt der er tale om indberetningspligt, fritager IKKE for tilmeldelsespligten. Tilmeldelsen skal i sådanne tilfælde vedlægges en redegørelse for virksomhedens art og formål m.v. Erhvervsstyrelsen vil herefter træffe afgørelse om registrering.
Den indberetningspligtiges cvr-/se-nr. skal anvendes ved indsendelse af oplysninger samt ved enhver henvendelse til Skattestyrelsen.
Indberetningspligtige, der ikke tidligere har fået tildelt et cvr-/se-nr. vil få tildelt et sådant ved registreringen. Øvrige indberetningspligtige vil blive registreret under det tidligere tildelte cvr-/se-nr.
Indberetningspligtige, der som indeholdelsespligtige er registreret under ét efter bestemmelsen i kildeskattebekendtgørelsens § 17, stk. 2, eller opfylder betingelserne herfor, kan af skattestyrelsen få tilsvarende tilladelse til at indberette renteoplysninger under ét cvr-/se-nr.
Hvis der i øvrigt mellem flere indberetningspligtige består et administrativt fællesskab, kan skattecentret tillade, at oplysninger om renter m.v. afgives samlet under ét cvr-/se-nr.