Der skelnes mellem ophør og afslutning af en forsendelse.

Ophør af forsendelsesproceduren sker ved, at varerne frembydes på bestemmelsestoldstedet eller hos en godkendt modtager sammen med det tilhørende forsendelsesledsagedokument, jf. GF art 306.

Afslutning af forsendelsesproceduren sker ved, at bestemmelsestoldstedet konstaterer, at de frembudte varer er identiske med de varer, der blev afsendt fra afgangstoldstedet. Det er altid afgangstoldstedet, der er ansvarlig for afslutning af forsendelsesproceduren. Kontrolresultatet sendes til afgangstoldstedet og der udstedes et ankomstbevis (TC11), jf. GF bilag 72-03.

Hvis forsendelsesproceduren ikke kan afsluttes, skal afgangstoldstedet fastslå:

  • Om der er opstået toldskyld
  • Hvilke personer, der er ansvarlig for toldskyldens opståen
  • Det faktiske eller formodede sted, hvor toldskylden er opstået
  • Hvilken myndighed, der er kompetent til at inddrive toldskylden
  • Pålægge eventuelle sanktioner.

Det er derfor afgangstoldstedet, der er ansvarlig for igangsættelsen af rykkerproceduren, der skal indledes, jf. GF art. 310:

  • Senest 7 dage efter frembydelsesfristens udløb.
  • 7 dage efter udløbet af fristen for modtagelse af kontrolresultatet, hvis afgangstoldstedet har modtaget en ankomstmeddelelse.

Rykkerproceduren skal dog iværksættes straks, hvis afgangstoldstedet har fået meddelelse om, at proceduren ikke er blevet afsluttet, eller hvis der er mistanke om det.