Indhold
I tidsrummet, fra varerne forlader afgangstoldstedet, til de ankommer til bestemmelsestoldstedet, kan der ske fx uheld med lastbilen, omladning mv., der medfører, at transporten ikke kan fortsætte som angivet på forsendelsesangivelsen. Se nærmere om bestemmelserne for det i afsnit F.A.20.6.6.
I sådanne tilfælde skal transportmidlets ansvarlige transportør påtegne ledsagedokumentet. Dette gøres med tydelig håndskrift (blokbogstaver) med kuglepen eller tusch.
Afsnittet indeholder:
- Omladninger - Rubrik 55
- Andre hændelser under transporten - Rubrik 56
Omladninger - Rubrik 55
De første tre linjer af rubrikken påtegnes af den ansvarlige transportør, hvis der omlades fra én lastbil eller container til en anden.
Transportøren må ikke foretage omladning, før han har fået tilladelse hertil af toldmyndighederne i den medlemsstat, hvor omladningen skal finde sted. Se nærmere om omladning i afsnit F.A.20.6.6.
Toldmyndighederne på grænseovergangsstedet eller bestemmelsesstedet er forpligtede til at indføre de oplysninger, der er tilføjet på forsendelsesdokumentet, i NCTS. Oplysningerne kan også indføres af den godkendte modtager.
Andre hændelser under transporten - Rubrik 56
Rubrikken udfyldes i overensstemmelse med de forpligtelser, der gælder i forbindelse med proceduren for EU-forsendelse.
Hvis det kun er det trækkende køretøj, der udskiftes (og der ikke er tale om en behandling eller omladning af varerne), skal det nye trækkende køretøjs registreringsnummer og nationalitet skrives her. I disse tilfælde kræves der ikke tilladelse og påtegning fra toldmyndighederne.
Toldmyndighederne på grænseovergangsstedet eller bestemmelsesstedet er forpligtede til at indføre de nye oplysninger i NCTS. Oplysningerne kan også indføres af den godkendte modtager.
►
Bemærk! NCTS udfases og Toldstyrelsen overgår til nyt it-system til toldangivelser, systemet kaldes DMS (Declaration Management System). Oversigt over toldsystemerne findes på toldst.dk/toldsystemer ◄