åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "F.A.12 Sikkerhedsstillelse for en potentiel eller eksisterende toldskyld" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Introduktion

I dette afsnit vil reglerne for sikkerhedsstillelse for en potentiel eller eksisterende toldskyld blive gennemgået. Der har ikke tidligere været samme krav til sikkerhedsstillelse, som nu er indført med reglerne i EU-toldkodeksen. 

Det er fremover obligatorisk, at der skal stilles sikkerhed for den potentielle toldskyld, der kan opstå for varer, der henføres under disse toldprocedurer:

  • Forsendelse - EUTK artikel 233, stk. 1, litra c)
  • Aktiv forædling - EUTK artikel 211, stk. 3, litra c)
  • Toldoplag - EUTK artikel 211, stk. 3, litra c)
  • Midlertidig import - EUTK artikel 211, stk. 3, litra c)
  • Særligt anvendelsesformål (end-use) - EUTK artikel 211, stk. 3, litra c)
  • Passiv forædling - forudgående import - EUTK artikel 211, stk. 3, litra c).

Det er ligeledes obligatorisk, at der skal stilles sikkerhed for den potentielle toldskyld, der kan opstå for varer, der angives til midlertidig opbevaring jf. EUTK artikel 148, stk. 2.

Endelig er det obligatorisk, at der stilles sikkerhed, når der gives henstand med betaling af en eksisterende toldskyld. Se EUTK artikel 110. Se afsnit A.B.7.2 om henstand.

Afsnittet indeholder:

  • F.A.12.1 Lovgrundlag
  • F.A.12.2 Introduktion til sikkerhedsstillelse
  • F.A.12.3 Tilfælde hvor der ikke kræves sikkerhedsstillelse
  • F.A.12.4 Obligatorisk og fakultativ sikkerhedsstillelse
  • F.A.12.5 Former for sikkerhedsstillelse
  • F.A.12.6 Valg af sikkerhedsstillelse
  • F.A.12.7 Referencebeløb
  • F.A.12.8 Nedsættelse eller fritagelse for samlet sikkerhedsstillelse
  • F.A.12.9 Frigivelse af sikkerhedsstillelse
  • F.A.12.10 Forbud mod anvendelse af samlet sikkerhedsstillelse
  • F.A.12.11 Nationale regler omkring sikkerhedsstillelse. 

Overgangsbestemmelser

Skatteministeriets departement har meddelt, at de forstår regelsættet vedrørende overgangsbestemmelser for bevillinger på en sådan måde, at der ikke skal kræves sikkerhedsstillelse for potentiel toldskyld, når eksisterende bevillinger, der er udstedt før den 1. maj 2016 uden krav om sikkerhedsstillelse, og som fortsat er gyldige efter den 1. maj 2016, anvendes efter den 1. maj 2016. Se DF artikel 254.