Dato for udgivelse
17 mar 2016 13:05
Resumé

Siden august sidste år har alle udbetalinger af refusion af udbytteskat været sat i bero. Det skete på baggrund af den formodede svindel på området. Fra i dag genoptager SKAT udbetalingerne i en ny enhed, der blandt andet stiller langt højere dokumentationskrav til refusionsanmodningerne end tidligere.


Fra i dag er SKAT igen klar til at udbetale refusion af udbytteskat, som ellers har været sat i bero siden august sidste år.

Behandlingen af alle eksisterende og fremtidige refusionsanmodninger er nu centraliseret i en ny enhed, der skal stå for udbetalingerne.

- Jeg er meget glad for, at vi er kommet så langt, at vi nu kan genoptage udbetalingerne af refusion af udbytteskat. Siden udbetalingerne blev sat i bero, har vi knoklet for at stable et nyt og langt mere fintmasket udbetalingssystem på benene i en ny enhed. Det betyder blandt andet, at der nu er højere krav til dokumentation end tidligere, siger fungerende direktør for Kundeservice i SKAT, Karin Bergen.

I forbindelse med regeringens handleplan 'SKAT ud krisen' blev der oprettet fire nye enheder i SKAT for at styrke kontrollen og overvågningen med udbetalinger - blandt andet på udbytteområdet.

Ud over den nye udbetalingsenhed er der således tre nye enheder i SKAT, som skal sikre kvalitet i sagsbehandlingen på udbytteområdet.

Det drejer sig om den såkaldte 'Task Force Udbytte', der skal stå for målrettet kontrol og analyse af udbytteområdet, en ny overvågningsenhed, der skal holde øje med alle typer udbetalinger i SKAT og endelig SKATs nye Antisvindel-enhed, som skal analysere trends og risikobilleder i forhold til international organiseret kriminalitet på skatteområdet.

- Jeg kan desværre ikke love, at kriminelle aldrig igen forsøger at snyde SKAT for udbytteskat. Men med de nye tiltag og det grundige arbejde på udbytteområdet, vi har foretaget siden august sidste år, er vi langt bedre rustet til at sikre højere kvalitet på udbytteområdet. Hvis der for eksempel mangler dokumentation i en refusionsanmodning, bliver den afvist. Derfor kommer det også til at tage tid at komme igennem de mange anmodninger, vi har modtaget siden august, siger Karin Bergen.

Fra august og frem til årsskiftet har SKAT modtaget ca. 28.000 refusionsanmodninger, der samlet set har en værdi af i alt 2,5 milliarder kroner.

SKATs løbende genoptagelse af udbetalingerne vil ske i takt med, at det fornødne dokumentationsmateriale modtages fra udlandet. Derfor forventes det, at antallet af udbetalinger vil stige hen over de kommende måneder.

Yderligere oplysninger:
Journalister, tlf.: 7237 0900;
Borgere, tlf.: 7222 1818