Dato for udgivelse
25 Feb 2016 08:40
Til
Virksomheder registreret for elafgift
Sagsnummer
16-0206266
Ved spørgsmål, kontakt
SKATs Kundecenter
Resumé

SKAT ændrer sit register over registrerede virksomheder vedrørende elafgift, og i visse tilfælde skal registreringen indeholde oplysning om hvilke aftagenumre, der skal knyttes til den registrerede virksomhed. SKAT kontakter virksomheder registreret for elafgift for afklaring af registrering.


Indledning

Folketinget har vedtaget en række ændringer af elafgiftsloven som følge af indførelse af engrosmodellen, som træder i kraft den 1. april 2016. (Lov nr. 578 af den 4. maj 2015).

Det er i den forbindelse nødvendigt for SKAT at ændre sit register over registrerede virksomheder vedrørende elafgift, og at registret i visse tilfælde skal indeholde oplysning om aftagenumre.

SKAT vil kontakte virksomheder registreret for elafgift direkte for at få afklaret, hvordan virksomheden skal være registreret for elafgift fra den 1. april 2016, og for at indsamle oplysninger om aftagenumre hos de virksomheder, der skal have et aftagenummer knyttet til den registrerede virksomhed.

Dette nyhedsbrev indeholder følgende information om ændring af registreringer for elafgift ved indførelse af engrosmodellen:

  • Registrering for elafgift fra den 1. april 2016

  • Registrering af aftagenumre

  • SKAT kontakter virksomheder registreret for elafgift

  • Hvorfor ændrer SKAT sit register for elafgift?

Registrering for elafgift fra den 1. april 2016

Fra den 1. april 2016 opdeles registret for elafgift i følgende fem forretningsområder:

    1. Net- og transmissionsvirksomheder (§ 19)

    2. Fremstilling af el til eget forbrug (ikke § 19)

    3. Levering af el til forbrug (ikke § 19)

    4. Forbrugsvirksomhed

    5. Små elproducenter


Ad 1. Net- og transmissionsvirksomheder (§ 19)

Virksomheder, som leverer elektricitet til forbrug her i landet (net- og transmissionsvirksomheder), og som har en bevilling efter elforsyningsloven § 19, skal være registreret for elafgift, under forretningsområdet "Net- eller transmissionsvirksomheder (§ 19)". (Elafgiftsloven § 3, stk. 1, nr. 1)

Ad 2. Fremstilling af el til eget forbrug (ikke § 19)

Virksomheder, fx visse kraftvarmeanlæg, industrivirksomheder, grusgrave og omrejsende tivolier, der til eget forbrug fremstiller elektricitet på et el-produktionsanlæg, hvis kapacitet er på 150 kW eller mere, skal være registreret for elafgift, under forretningsområdet " Fremstilling af el til eget forbrug (ikke § 19)".

Disse elproducenter har ret til at få leveret elektricitet uden elafgift fra det kollektive elforsyningsnet til det forbrugssted, hvor elproduktionsanlægget er beliggende. Hvis elproducenten ønsker at få leveret elektricitet uden elafgift, er det efter engrosmodellens ikrafttræden den 1. april 2016 en betingelse for, at leverancerne kan ske afgiftsfrit, at aftagenummeret, der knytter sig til den registrerede virksomhed, er anført sammen med registreringen. (Elafgiftsloven § 3, stk. 1, nr. 2)

Ad 3. Levering af el til forbrug (ikke § 19)

Virksomheder, der ikke er omfattet af elforsyningslovens § 19, men som leverer elektricitet til forbrug her i landet, hvor leverancer af elektricitet ikke sker via transmissions- og distributionsnettet (det kollektive el-forsyningsnet) skal være registreret for elafgift under forretningsområdet " Levering af el til forbrug (ikke § 19)".

Det gælder fx visse små øsamfund, tilfælde hvor forbrugere er tilsluttet el-producentens interne elnet, lokaliteter omfattet af en dispensation fra elforsyningslovens § 19, eller virksomheder mv. der driver kørestrømsnet for eltog. (Elafgiftsloven § 4, stk. 2) 

Ad 4. Forbrugsvirksomhed

Større momsregistrerede virksomheder, der fx forbruger elektricitet til procesformål, og som har et årligt forbrug på over 100.000 kWh inden for samme lokalitet og hvor godtgørelse af elafgiften udgør mindst 87 pct. af den samlede elafgift, kan registreres for elafgift under forretningsområdet "Forbrugsvirksomhed".  Forbrugsregistreringen indebærer, at virksomhederne kan få leveret elektricitet uden elafgift fra en netvirksomhed og selv foretage afregning af elafgiften til SKAT.

Efter engrosmodellens ikrafttræden den 1. april 2016 er afgiftsfri leverancer af elektricitet til forbrugsregistrerede virksomheder betinget af, at den afgiftsfri leverance sker til et aftagenummer, der kun vedrører den forbrugsregistrerede virksomhed. (Elafgiftsloven § 4, stk. 3)

Ad 5. Små elproducenter

Momsregistrerede virksomheder med eget lille elproduktionsanlæg hvor elektriciteten produceres

  • på anlæg med en kapacitet på mellem 50 kW og 150 kW, og som har en årlig produktion på mere end 50.000 kWh, eller
  • på stationære små anlæg med en kontinuerlig produktion af elektricitet,

og hvor den fremstillede elektricitet helt eller delvis er godtgørelsesberettiget efter reglerne for godtgørelse af elafgift efter ELAL § 11, kan registreres som elproducent for elafgift under forretningsområdet "Små elproducenter". (Elafgiftsloven § 2, stk. 2)

Små elproducenter har ikke ret til at få leveret elektricitet uden elafgift og skal derfor heller ikke have et aftagenummer knyttet til registreringen hos SKAT.

Registrering af aftagenumre

Et aftagenummer er et unikt nummer som bruges til at identificere elmålere i Danmark. Det identificerer entydigt et målepunkt, som er omfattet af en netvirksomheds pligt til at måle levering og aftag af el. Begrebet dækker udelukkende over de såkaldte hovedmålere, som anvendes til afregningsformål.

Aftagenummeret findes på elregningen. Det består af i alt 18 cifre og begynder med tallene 5713131.

Efter engrosmodellens ikrafttræden den 1. april 2016 er afgiftsfri leverancer af elektricitet til forbrugsregistrerede virksomheder, og virksomheder som er registreret for "Fremstilling af el til eget forbrug (ikke § 19)" betinget af, at leverancen sker til et aftagenummer, der kun vedrører den registrerede virksomhed. Registreringen skal i disse tilfælde indeholde oplysning om hvilke aftagenumre, der skal knyttes til den registrerede virksomhed.

SKAT kontakter virksomheder registreret for elafgift

SKAT vil kontakte virksomheder registreret for elafgift direkte for at få afklaret, under hvilket forretningsområde den enkelte virksomhed skal være registreret for elafgift fra den 1. april 2016, og for at indsamle oplysninger om aftagenumre hos de virksomheder, der skal være registreret med aftagenumre.

Virksomheder skal registreres for elafgift under et nyt forretningsområde, hvis virksomheden er registreret for elafgift under forretningsområderne "Elselskab/Leverance til andre" eller "Industrielle anlæg".

Virksomheder registreret som "Forbrugsvirksomhed, skal som udgangspunkt ikke ændre registrering, men skal oplyse SKAT om aftagenumre, som vedrører den forbrugsregistrerede virksomhed.

Hvorfor ændrer SKAT sit register for elafgift?

Baggrunden for engrosmodellen er et ønske om at fremme konkurrencen på elmarkedet.

Engrosmodellen indebærer blandt andet at al kontakt med elkunderne varetages af elhandelsvirksomhederne. Ved engrosmodellen køber elhandelsvirksomhederne net- og systemydelser hos netvirksomheder og Energinet.dk, og elhandelsvirksomhederne sælger levering af elektricitet som ét samlet produkt til elkunden.

Som et element i engrosmodellen skal Energinet.dk etablere og drive en datahub til at håndtere relevante data, herunder måledata og oplysning om særlige afgiftsforhold, som fx forbrugsregistrerede virksomheder. Dataene i datahubben kan danne grundlag for registrerede virksomheders opgørelse af elafgift, som disse virksomheder skal indberette til SKAT.

Energinet.dk skal verificere oplysninger om særlige afgiftsforhold i datahubben, for virksomheder, der har ret til at få leveret elektricitet uden afgift. Denne verifikation baserer sig bl.a. på de registrerede virksomheders aftagenumre.

Det er derfor nødvendigt, at SKAT ændrer sit register over registrerede virksomheder for elafgift, og at registret kommer til at indeholde oplysning om de nødvendige aftagenumre.

Mere information og spørgsmål

Hvis I har spørgsmål til de nye regler, er I velkomne til at ringe til SKAT på telefon 72 22 28 10

Henvendelse rettes til SKATs kundecenter

I kan læse mere om ændringen af elafgiften og engrosmodellen i SKATs Den juridiske vejledning, afsnit E.A.4.3 - Elektricitet.

Med venlig hilsen

SKAT