Dato for udgivelse
17 feb 2016 08:29
Til
bilforhandlere m.fl.
Sagsnummer
15-3019937
Ved spørgsmål, kontakt
72 22 18 18
Resumé

Bilforhandlere, der i perioden 20. november til 31. december 2015 fejlagtigt har afgiftsberigtiget valutabiler ved skematisk nedskrivning af oprindelig afgift efter registreringsafgiftslovens § 4, stk. 10, og ud fra en pris med et afgiftsindhold på 150%, kan senest 29. februar 2016 anmode SKAT om en ny afgiftsberigtigelse.


Folketinget vedtog den 21. december 2015 L61 om bl.a. ophævelsen af de særlige beregningsregler for biler 0-1 år med virkning 1. januar 2016.

Bilbranchen og Autobranchen Danmark (herefter bilbranchen) har gjort opmærksom på, at der blandt deres medlemmer har hersket tvivl om fortolkningen af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 10, om skematisk afgiftsfastsættelse af valutaudlejningsbiler i relation til L69 om nedsættelse af registreringsafgiften fra 180% til 150%.

Problemet vedrører brugte biler, som er under 1 år gamle (valutaudlejningsbiler). Disse biler indregistreres som nye udlejningsbiler uden afgift. Når bilerne overgår til almindelig anvendelse, skal de afgiftsberigtiges.

SKAT kan oplyse, at der gælder følgende for valutabiler som skulle afgiftsberigtiges i perioden 20. november - 31. december 2015:

  • hvis valutabilen afgiftsberigtiges på baggrund af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 10 (skematisk nedskrivning), skal det ske ud fra en afgift på 180%.

  • hvis valutabilen afgiftsberigtiges efter de almindelige bestemmelser for afgiftsberigtigelse af brugte biler, skal det ske på baggrund af en pris med et afgiftsindhold på 150%.

De forhandlere, der i perioden 20. november til 31. december 2015 fejlagtigt har afgiftsberigtiget valutabiler ved skematisk nedskrivning af oprindelig afgift efter registreringsafgiftslovens § 4, stk. 10, og ud fra en afgift på 150%, kan anmode SKAT om, at valutabilen enten

  • afgiftsberigtiges på baggrund af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 10, men med udgangspunkt i en afgift på 180%, eller

  • afgiftsberigtiges efter de almindelige regler herom, det vil sige ud fra en handelspris med et afgiftsindhold på 150%.

Denne adgang gives alene som en anerkendelse af, at medlemmerne via nyhedsbrev fra bilbranchen selv er blevet vejledt forkert om fortolkningen af § 4, stk. 10 i forbindelse med lovændringen. Skatteministeriet anerkender herved ikke, at L69 er uklar i forhold til § 4, stk. 10.  

Fristen for at anmode om ændring af afgiftsberigtigelsen er senest 29. februar 2016.

Anmodningen skal sendes til Motorcenter 2 i Århus via mail til Motorcenter@skat.dk eller SKAT, Motorcenter 2, Lyseng Alle 1, 8270  Højbjerg.