Dato for udgivelse
04 Mar 2005 15:21
Gyldig til
1. januar 2012
Til
Virksomheder, der er registreret efter emballageafgiftsloven (stykafgift) (oplagshavere og varemodtagere/importører)
Sagsnummer
99/05-355-153
Resumé

Som følge af, at alkoholsodavand, frugtvin, cider o.l. skal omfattes af det obligatoriske pant- og retursystem, nedsættes emballageafgiften af disse drikkevarer med 80% fra 1. april 2005, jf lov nr. 1392 af 20. december 2004.


Emballageafgiften på alkoholsodavand (Ready-to-Drink-varer/RTD-drikke), frugtvin, cider o.l. nedsættes med 80%, dvs. at der for sådanne drikkevarer kommer til at gælde den samme afgiftssats som for øl og sodavand, jf. lov nr. 1392 af 20. december 2004 (lovforslag L 125).

Afgiftsnedsættelsen, der gælder fra 1. april 2005, hvor det obligatoriske pant- og retursystem bliver udvidet til også at omfatte disse drikkevarer.

Hvilke drikkevarer får nedsat afgiften?
Den lave afgift på emballage til øl og sodavand udvides til også at omfatte følgende drikkevarer, der hidtil har været omfattet af satserne for emballage til spiritus, vin og frugtvin:

  1. Spiritusbaseret alkoholsodavand (RTD-drikke), dvs. blandinger af spiritus og ikke-alkoholholdige drikkevarer, hvor blandingen har et alkoholindhold på over 0,5% vol., men ikke over 10% vol., fx
    - blandinger af spiritus og kulsyreholdige drikkevarer
    - blandinger af spiritus og ikke-kulsyreholdige drikkevarer, fx kakaomælk
    - blandinger af spiritus og frugt- eller grønsagssafter/-most.
       
    For blandingsprodukter med en alkoholstyrke over 10% vol. er afgiftssatsen uændret.
      
  2. Frugtvin, herunder cider, med et alkoholindhold på 10% vol. eller derunder. For frugtvin, herunder cider, med en alkoholstyrke over 10% vol. er afgiftssatsen uændret.
      
  3. Andre gærede drikkevarer - bortset fra øl, vin og frugtvin - herunder blandinger af drikkevarer, hvor varen har et alkoholindhold på 10% vol. eller derunder. For varer med en alkoholstyrke over 10% vol. er afgiftssatsen uændret.
      
  4. Blandinger af gærede drikkevarer, dvs. øl, vin eller frugtvin, og ikke-alkoholholdige drikkevarer, hvor blandingen har et alkoholindhold på over 0,5% vol., men ikke over 10% vol., fx
    - blandinger af gærede drikkevarer og kulsyreholdige drikkevarer
    - blandinger af gærede drikkevarer og ikke-kulsyreholdige drikkevarer, fx kakaomælk
    - blandinger af gærede drikkevarer og frugt- eller grønsagssafter/-most.
      
    For blandingsprodukter med en alkoholstyrke over 10% vol. er afgiftssatsen uændret. Det samme gælder færdigblandet gløgg, der består af rødvin og gløggekstrakt, uanset alkoholstyrke.

Bilag
Sidst i nyhedsbrevet er der et bilag, der giver et samlet overblik over, hvilke drikkevarer der fra 1. april 2005 er omfattet af den volumenbaserede afgift (stykafgiften).

Afgiftssatser for emballager til alkoholsodavand, cider o.l.
Afgiftssatserne for emballage til øl og sodavand, der nu også omfatter alkoholsodavand, cider o.l., er:

Emballagens rumindholdAfgiftssats pr. stk.
uanset materiale
under 10 cl 0,05 kr.
10 - 40 cl 0,10 kr.
over 40 - 60 cl 0,16 kr.
over 60 - 110 cl 0,32 kr.
over 110 - 160 cl 0,48 kr.
over 160 cl, men under 20 liter 0,64 kr.

Fra hvornår skal der betales afgift?
De nye afgiftssatser for alkoholsodavand, cider mv. gælder for emballager, der fra den 1. april 2005 udleveres til forbrug fra oplagshavere eller angives til fortoldning/modtages fra udlandet af varemodtagere (importører). 

Afgiftsgodtgørelse
Der er efter loven ingen hjemmel til afgiftsgodtgørelse for emballager, der er beskattet med "gammel" afgift. Det vil sige, at virksomheder, fx detailhandlere, importører m.fl., der den 1. april 2005 har et lager af sådanne varer, ikke kan få godtgjort afgiftsforskellen.

Udvidelse af pant- og retursystemet
Det obligatoriske pant- og retursystem for emballager til øl og visse læskedrikke bliver udvidet til også at omfatte drikkevarer, der får nedsat emballageafgiften, se punktet Hvilke drikkevarer får nedsat afgiften? og nedenstående bilag til nyhedsbrevet.

Om de nærmere reglerne for pant- og retursystemet henvises til Miljøstyrelsen (www.mst.dk) og Dansk Retursystem A/S (www.dansk-retursystem.dk).

Hvor kan De få mere information?
Nyhedsbrevet kan ses på www.toldskat.dk. Kik under "Virksomhed - Nyheder".

Reglerne om emballageafgift fremgår i øvrigt af

Har De brug for flere oplysninger, er De velkommen til at kontakte Deres regionale told- og skattemyndighed.

Med venlig hilsen

Skatteministeriet
Told- og Skattestyrelsen


Bilag 

Nedenstående oversigt giver et samlet overblik over den volumenbaserede emballageafgift (stykafgift), jf. emballageafgiftslovens § 1, nr. 1 og 2: 

Lovens § 1 Varer, der ikke er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem  Varebeskrivelse
nr. 1, pkt. a Spiritus, der henhører under toldtarifpos. 2208. Omfatter følgende:

Spiritus, likør og andre spiritusholdige drikkevarer - uanset alkoholindhold.

Omfatter ikke følgende:

Blandinger af ikke-alkoholholdige drikkevarer med spiritus med et alkoholindhold på over 0,5% vol., men ikke over 10% vol., som er omfattet af nr. 2, pkt. c, nedenfor (spiritusbaseret alkoholsodavand).

nr. 1, pkt. b Vin, der henhører under toldtarifpos. 2204 eller 2205. Omfatter følgende:
  • Vin af friske druer, herunder vin tilsat alkohol og druemost.
     
  • Vermouth og anden vin af friske druer.

Omfatter ikke følgende:

  • Kulsyreholdige drikkevarer, herunder druemost, med et alkoholindhold på 0,5% vol. eller derunder, som er omfattet af nr. 2, pkt. b, nedenfor (kulsyreholdig mineralvand).
      
  • Ikke-kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5% vol. eller derunder, som er omfattet af lovens nr. 3, dvs. den vægtbaserede emballageafgift.
nr. 1, pkt. c

Frugtvin, der henhører under toldtarifpos. 2206, og som har et alkoholindhold på over 10% vol.

Endvidere færdigblandet gløgg, der  består af rødvin og gløggekstrakt.

Omfatter følgende:
  • Frugtvin og andre gærede drikkevarer samt blandinger af gærede drikkevarer med et alkoholindhold på over 10% vol.
        
  • Færdigblandet gløgg, der består af rødvin og gløggekstrakt - uanset alkoholindhold.

Omfatter ikke følgende:

  • Andre gærede drikkevarer, blandinger af gærede drikkevarer og gærbaserede alkoholsodavand med et alkoholindhold på 10% vol. eller derunder, som er omfattet af nr. 2, pkt. d, nedenfor (andre gærede drikkevarer).
        
  • Kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5% vol. eller derunder, som er omfattet af nr. 2, pkt. b, nedenfor (kulsyreholdig mineralvand).
        
  • Ikke-kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5% vol. eller derunder, som er omfattet af lovens nr. 3, dvs. den vægtbaserede emballageafgift.
Lovens § 1 Varer, der er omfattet af det obligatoriske pant- og retursystem Varebeskrivelse 
nr. 2, pkt. a Øl, der henhører under toldtarifpos. 2203. Omfatter følgende:

Øl med et alkoholindhold på over 0,5% vol.

Omfatter ikke følgende:

  • Andre gærede drikkevarer med et alkoholindhold på 10% vol. eller derunder, herunder maltbaserede alkoholsodavand, som er omfattet af nr. 2, pkt. d, nedenfor (andre gærede drikkevarer).
       
  • Andre gærede drikkevarer med et alkoholindhold på over 10% vol., som er omfattet af nr. 1, pkt. c, ovenfor (frugtvin).
nr. 2, pkt. b Mineralvand, limonade og andre varer, som indeholder kulsyre, henhørende under toldtarifpos. 2201 og 2202 Omfatter følgende:
  • Kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5% vol. eller derunder, herunder:
    - Vand af »dansk vand-typen«, naturligt mineralvand og kildevand med naturligt eller tilsat indhold af kulsyre, hvad enten disse er aromatiserede eller ej.
    - Sødede eller aromatiserede læskedrikke med kulsyre.
        
  • Andre ikke-alkoholholdige drikkevarer med kulsyre, såsom lavalkoholholdigt øl, vin og frugtvin, herunder æble- og pærecider mv., med et alkoholindhold på 0,5% vol. eller derunder.

Omfatter ikke følgende:

Ikke-kulsyreholdige drikkevarer med et alkoholindhold på 0,5% vol. eller derunder, herunder bl.a. frugt- og grønsagssafter eller -most og drikkeklare drikkevarer på basis af mælk eller kakao og mælk, som er omfattet af lovens nr. 3, dvs. den vægtbaserede emballageafgift

nr. 2, pkt. c Blandinger af ikke-alkoholholdige drikkevarer med spiritus, der henhører under toldtarifpos. 2208, og som har et alkoholindhold på 10% vol. eller derunder (spiritusbaseret alkoholsodavand, Ready-to-Drink/RTD-drikke).

Ikke-alkoholholdige drikkevarer omfatter ud over pos. 2201 og pos. 2202 tillige pos. 2009.

Omfatter følgende:

Blandinger af spiritus med:

  • Kulsyreholdige ikke-alkoholholdige drikkevarer, jf. pkt. b.
        
  • Ikke-kulsyreholdige drikkevarer, herunder bl.a. kakaomælk eller mælk.
        
  • Frugt- eller grønsagssafter eller -most.

hvis blandingens alkoholindhold er på over 0,5% vol., men ikke over 10% vol.

Omfatter ikke følgende:

Hvis de ovennævnte blandingers alkoholindhold overstiger 10% vol., hvorved blandingen omfattes af nr. 1, pkt. a (spiritus).

nr. 2, pkt. d Andre gærede drikkevarer og blandinger af gærede drikkevarer, der henhører under toldtarifpos. 2206 samt blandinger af ikke-alkoholholdige drikkevarer med gærede drikkevarer, der henhører under pos. 2206, hvis drikkevarens eller blandingens alkoholindhold er på 10% vol. eller derunder.

Undtaget er dog færdigblandet gløgg, der består af rødvin og gløggekstrakt, jf. nr. 1, pkt. c.

Ikke-alkoholholdige drikkevarer omfatter ud over pos. 2201 og 2202 tillige pos. 2009. 

Omfatter følgende:
  • Andre gærede drikkevarer og blandinger af drikkevarer med et alkoholindhold på 10% vol. eller derunder.
       
  • Blandinger af gærede drikkevarer, dvs. øl, vin eller frugtvin, med:
    - Kulsyreholdige ikke-alkoholholdige drikkevarer, jf. pkt. b.
    - Ikke-kulsyreholdige drikkevarer, herunder bl.a. kakaomælk eller mælk.
    - Frugt- eller grønsagssafter eller -most.
       
    hvis blandingens alkoholindhold er på over 0,5% vol., men ikke over 10% vol.

Omfatter ikke følgende:

  • Hvis de ovennævnte drikkevarers eller blandingers alkoholindhold overstiger 10% vol., hvorved drikkevaren eller blandingen omfattes af nr. 1, pkt. c (frugtvin).
      
  • Færdigblandet gløgg, der består af rødvin og gløggekstrakt, som er omfattet af nr. 1, pkt. c (frugtvin).

Henvisning
Punktafgiftsvejledningen G.1.1.1 og G.1.2.1