Dato for udgivelse
22 Dec 2004 13:30
Resumé

Når arbejdsgiverne fører en rimelig kontrol med de ansattes kørselsgodtgørelse, er der ingen problemer med skattefriheden.


Under overskriften ”Ansatte fanget i skatterod” har Jyllandsposten i dag kritiseret den skattefrie kørselsgodtgørelse. Det vil ToldSkat gerne kommentere.

Arbejdsgiveren kan udbetale skattefri kørselsgodtgørelse, når arbejdstageren har haft udgifter til erhvervsmæssig kørsel for arbejdsgiveren. Reglerne er ikke nye, men i 1999 kom de offentligt ansatte ind under samme regelsæt som de privatansatte. Siden har reglerne været ens for offentlige og private.

Ansvaret for, at der ikke snydes med reglerne ligger hos arbejdsgiveren. Det er altså lagt ud til den enkelte arbejdsgiver at sikre sig, at den ansatte rent faktisk har kørt det antal kilometer, som der søges godtgørelse for. For kommunerne er det kommunalbestyrelsens ansvar at sørge for, at der ikke udbetales penge for udgifter, der ikke er anvendt i kommunens interesse. Det forudsætter, at kommunen eller kommunens revision påser, at der er tale om en tilstrækkelig kontrol hermed. Arbejdsgiver og arbejdstager kan i visse tilfælde have en fælles interesse i at konvertere et reelt løntilskud til en skattefri ydelse. Toldskat laver stikprøvekontrol af arbejdsgiveren for at påse, at de skattefri ydelser dækker en reel arbejdssituation.

” Når arbejdsgiveren fører en rimelig kontrol, så er der ingen problemer. Problemet opstår, når arbejdsgiverens kontrol ikke fungerer. Så må ToldSkat undersøge, om der fifles med reglerne”, siger Ole Kjær, direktør i Told og Skat.

”Vi har tillid til, at de gør det ordentligt, men vi har også som kontrolinstans en pligt til at gribe ind overfor åbenbare fejl, hvis ikke kommunens eller kommunalbestyrelsens kontrolprocedurer fungerer”, tilføjer han.

Hvis man kan sandsynliggøre, at man kun har modtaget godtgørelse for de kilometer, man rent faktisk har kørt, er der ikke noget at frygte.

Reglerne om skattefri befordring er tænkt som et godt tilbud. Arbejdsgiver og arbejdstager kan vælge mellem den skattefrie ”målebåndsafregning”, hvor der kræves en vis form for dokumentation eller de kan lave en aftale om en fast godtgørelse, som så er skattepligtig.

Mere info: Pressesekretær Katrine Bargisen, tlf.  7237 0900