Årsreguleringen
ToldSkat laver ejendomsvurderinger hvert andet år. Den seneste vurdering af ejerboliger skete i 2003. I det mellemliggende år, dvs. 2004, foretages en automatisk regulering på baggrund af satser, som Ligningsrådet har godkendt. Og Ligningsrådet har nu vedtaget de nye satser pr. 1. oktober 2004.
Parcel- og rækkehuse
Ejere af parcel- og rækkehuse får uændret skat som følge af årsreguleringen for 2004. Baggrunden er, at alle parcel- og rækkehuse har samme værdi efter reguleringen, som de havde ved sidste vurdering.
Sommerhuse og ejerlejligheder
Reguleringen betyder, at værdien af mange sommerhuse og ejerlejligheder stiger. Sommerhuse stiger med 5 eller 10 pct. i de fleste amter. Ejerlejligheder stiger med 5 pct. i nogle af amterne. I Roskilde amt og på Bornholm falder ejerlejligheder med 5 pct. i ejendomsværdi.
Ejendomsværdiskat og skattestoppet Selvom værdien som følge af årsreguleringen stiger på sommerhuse og ejerlejligheder betyder skattestoppet, at ejerne ikke skal betale mere i ejendomsværdiskat.
Regeringen har fra dag ét indført stop for stigninger i skatter og afgifter. Opkræves skatten i procent, må denne ikke stige. Opkræves skatten i kroner og ører må denne ikke stige.
Men netop på boligområdet er regeringen gået endnu længere. Regeringen har lagt loft over ejendomsværdiskatten. Den skat opkræves som en procentdel af ejendomsvurderingen, men regeringen har låst den fast i kroner og ører. Det er en skærpelse af skattestoppet til fordel for boligejerne.
Grundskylden og skattestoppet
Grundskylden vil for flere sommerhuse stige med 5 eller 10 pct. Grundskylden opkræves af kommunerne. For kommunerne gælder skattestoppet som et gennemsnit for kommunerne. En stigende grundværdi vil give sig udslag i en stigende grundskyld.
Regeringen har som en beskyttelse for boligejerne lagt et loft over, hvor meget den afgiftspligtige grundværdi kan stige fra år til år. I år kan den højst stige 5,1 pct., selvom vurderingen er steget med mere.
Oplysning til boligejerne
Satserne i årsreguleringen for 2004 afspejler den udvikling, der har været i priserne på ejerboliger i de enkelte amter i det forløbne år. Boligejerne får direkte besked om de regulerede grund- og ejendomsværdier på selvangivelsen for 2004, som udsendes i marts-april 2005. Ejerne kan desuden allerede nu selv beregne værdien ud fra de nye satser.
Der kan ikke klages over årsreguleringen for 2004. Der kan klages over ejendomsvurderingen for 2005 i forbindelse med selvangivelsen for 2005, som udsendes i foråret 2006.
Du kan finde de præcise tal for stigningen i dit amt i Cirkulære om regulering af grundværdier og ejendomsværdier pr. 1. oktober 2004.
Kontakt: Kontorchef Jens Perch Nielsen, tlf. 72 37 34 65