Indhold

Dette afsnit handler, om hvor ansøgeren anses for etableret.

Afsnittet indeholder

  • Regel
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel 

Den afgiftspligtige person er etableret i Danmark, hvis den afgiftspligtige har hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra virksomheden er blevet udøvet, i Danmark. Se RDIR 2008/9/EF artikel 3, litra a).

Hvis den afgiftspligtige hverken har et sådant hjemsted eller et sådant fast forretningssted noget sted, er den afgiftspligtige person etableret i Danmark, hvis den afgiftspligtige har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted i Danmark. Se RDIR 2008/9/EF artikel 3, litra a).

Den afgiftspligtige person er etableret i EU, hvis den afgiftspligtige har hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra virksomheden er blevet udøvet, i EU. Se RDIR 86/560/EØF artikel 1, stk. 1, og RDIR 2008/9/EF artikel 3, litra a).

Hvis den afgiftspligtige hverken har et sådant hjemsted eller et sådant fast forretningssted noget sted, er den afgiftspligtige person etableret i EU, hvis den afgiftspligtige har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted i EU. Se RDIR 86/560/EØF artikel 1, stk. 1, og RDIR 2008/9/EF artikel 3, litra a).

Se også

  • Afsnit D.A.6.2.3.2 om stedet for den økonomiske virksomhed
  • Afsnit D.A.6.2.3.3 om fast forretningssted
  • Afsnit D.A.6.2.3.4 om bopæl eller sædvanligt opholdssted.
  • Afsnit D.A.12.1.2 og D.A.12.1.3 om godtgørelse af moms fra andre EU-lande til danske afgiftspligtige personers
  • Afsnit D.A.12.1.2 og D.A.12.1.4 om godtgørelse af dansk moms til afgiftspligtige personer i andre EU-lande
  • Afsnit D.A.12.2 om godtgørelse af dansk moms til afgiftspligtige personer i lande uden for EU.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

De forenede sager C-318/11 Daimler AG og C-319/11 Widex A/S

En afgiftspligtig person, der er etableret i et EU-land, og som i et andet EU-land alene udfører tekniske tests eller forskning, men ikke momspligtige transaktioner, kan ikke anses for at råde over "et fast forretningssted, hvorfra virksomhed er blevet udøvet" efter direktiv 2008/9/EF artikel 3, litra a.

Det ændrer ikke denne fortolkning, at den afgiftspligtige person i det andet EU-land har et heltejet datterselskab, hvis formål næsten udelukkende er at levere ydelser til brug for tekniske tests.

Kravet om "ikke-etablering" efter direktiv 2008/9/EF artikel 3, litra a, er i dansk ret gennemført i ML § 45, stk. 1. Se navnlig ordlyden heri "ikke etableret her i landet".    

C-421/10, Boet efter Harald Raab

Begrebet "afgiftspligtig, der er etableret i udlandet", i 6. momsdirektivs bestemmelse i artikel 21 om omvendt betalingspligt skal forstås i overensstemmelse med 8. momsdirektivs artikel 1. En status som afgiftspligtig, der ikke er etableret i indlandet, kræver derfor, at den afgiftspligtige ikke i løbet af den omhandlede periode råder over nogen af de tilknytningsmomenter i indlandet, der er identificeret i denne bestemmelse. I første række blandt disse tilknytningsmomenter kommer således hjemstedet for den økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra virksomheden er blevet udøvet. De andre tilknytningsmomenter, der er opregnet ottende momsdirektivs artikel 1, dvs. den afgiftspligtiges bopæl eller sædvanlige opholdssted, kun tages i betragtning med henblik på fastlæggelsen af det sted, hvor den afgiftspligtige anses for "etableret", såfremt der ingen relevante oplysninger foreligger med hensyn til hjemstedet for den økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra virksomheden er blevet udøvet.