Indhold
Dette afsnit beskriver de regler, der gælder for ekstraordinær genoptagelse af ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, når dette sker på borgerens initiativ.
Afsnittet indeholder:
Bemærk
Når borgeren anmoder om genoptagelse, findes der ingen frister i skatteforvaltningsloven for, hvornår Skatteforvaltningen senest skal tage stilling til anmodningen om genoptagelse, eller for, hvornår der senest kan ske ansættelsesændring på baggrund af en eventuel genoptagelse.
Helt ubegrundede anmodninger om genoptagelse kan afvises. Hvis det utvivlsomt skønnes, at en anmodning om genoptagelse udelukkende er ledsaget af oplysninger, der tidligere har dannet grundlag for sagen, vil Skatteforvaltningen efter omstændighederne kunne undlade at træffe en ny afgørelse. Skatteforvaltningen skal i stedet henvise til den tidligere trufne afgørelse og klagevejledningen heri.
Skatteforvaltningen har kompetencen til at træffe afgørelse om ordinær genoptagelse, og anmodningen skal indgives til Skatteforvaltningen. Skatteforvaltningen har ikke kompetence til at træffe afgørelse i det omfang, Skatterådet, Landsskatteretten, Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn har taget stilling til sagen. Se SFL § 14, stk. 1, nr. 2.
Hvis en anmodning om genoptagelse sendes til den forkerte myndighed inden fristen, er myndigheden forpligtet til at videresende anmodningen til den kompetente myndighed. En anmodning, der er sendt til en forkert myndighed inden fristen, anses for rettidig, selvom den først er fremme ved rette myndighed efter fristens udløb. Se FVL § 7, stk. 1.
Det er en betingelse for både ordinær og ekstraordinær genoptagelse, at anmodningen indeholder oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan sandsynliggøre, at en genoptagelse vil medføre en ændret ansættelse. Se bl.a. SKM2015.433.BR og SKM2015.578.BR.