Rubrik 157B - Erhvervsdrivende - overført fra indkomstudligningskonto (hævning), 23,50 %
Rubrik 157B skal indeholde erhvervsdrivendes hævning efter reglerne i indkomstudligningsordningen for kunstnere, jf. virksomhedsskattelovens § 22 d, når det drejer sig om henlæggelse for indkomstår efter 2014.
Beløbet i rubrik 157B skal være tillagt den til hævningen svarende indkomstudligningsskat (hvis der f.eks. hæves 76.500 kr. fra indkomstudligningskontoen, skal der være 100.000 kr. i rubrik 157B, idet 23,50 % af 100.000 kr. er lig med 23.500 kr. indkomstudligningsskat).
Beløbet i rubrik 157B bliver automatisk medregnet i virksomhedens resultat og dermed også i AM-bidragsgrundlaget.
Ved skatteberegningen vil der blive godskrevet 23,50 % af beløbet i rubrik 157B.