Dato for udgivelse | 16 Nov 2004 10:00 |
Resumé | Nu er det slut med at købe luksusbiler i Sverige uden at betale dansk registreringsafgift. Et nyt samarbejde mellem de svenske og danske myndigheder vil i fremtiden sætte en effektiv stopper for mulighederne med at snyde med skatter og afgifter. Indtil videre er mere end 200 konkrete sager under efterforskning som følge af samarbejdet. |
Få ordnet en proforma adresse i Sverige mod betaling og slip for at betale den danske registreringsafgift. Det har været temaet for en stribe annoncer i dagspressen. Et nyt samarbejde mellem ToldSkat København og Skatteverket i Malmø vil sammen med et øget samspil med politimyndigheder og kommunerne være med til at forhindre denne form for snyd med skatter og afgifter.
- De fleste der flytter fra Danmark til Sverige gør det på korrekt vis. Men vi samarbejder nu på en konkret og præventivt måde for at stoppe folkeregistertilmeldinger til proforma adresser, siger områdedirektør Johnny Schaadt Hansen, ToldSkat København.
Også de svenske myndigheder får store fordele af samarbejdet. I visse tilfælde undlader de nytilflyttede nemlig også at betale skat til de svenske myndigheder.
- Hvis der er tale om tilmelding til en proforma adresse, er der en risiko for, at personen forsøger at udeholde indkomster fra skattebetaling. Vores nuværende kontrol mod nulskatteydere vil derfor blive koblet på samarbejdet, siger regionsskattechef Eugène Palmér, Skatteverket i Malmø.
Samarbejdet giver mulighed for at udveksle en række oplysninger på tværs af landegrænsen, fx. indleder Skatteverket i Malmø folkeregisterkontroller. På den måde kan proforma adresser lettere opdages, og myndighederne vil så kunne annullere tilmeldingen til folkeregistret.
Samarbejdet er i første omgang organiseret som et projekt, så arbejdsgange og metoder kan udvikles. Selve projektet kører frem til medio 2005, hvorefter modellen vil blive en del af den daglige drift hos de involverede myndigheder.
Yderligere oplysninger:
Områdedirektør Johnny Schaadt Hansen, ToldSkat København, Tlf. +45 7237 1999
Regionsskattechef Eugène Palmér, Skatteverket i Malmø, Tlf. 040-14 62 70