Dato for udgivelse | 17 Nov 2015 20:22 |
Resumé | SKAT konstaterede fredag den 13. november fejl i forskudsopgørelsen for bl.a. beregning af ejendomsværdiskat. SKATs it-leverandør har meddelt, at fejlene vil blive rettet senest torsdag morgen.
|
SKAT oplyste i en pressemeddelelse fredag den 13. november, at SKAT havde konstateret fejl i forskudsopgørelsen for bl.a. beregning af ejendomsværdiskat. I samme forbindelse meddelte SKAT, at fejlen i beregning af ejendomsværdiskat ville blive rettet natten til onsdag den 18. november.
- Vores it-leverandør, KMD, har i dag meddelt os, at de alligevel ikke ser sig i stand til at løse fejlen inden onsdag morgen. KMD har oplyst, at fejlen er rettet torsdag morgen, siger Jonatan Schloss, der er kundeservicedirektør i SKAT.
Beregning af ejendomsværdiskat kan være forkert for op til 440.000 ejendomme, ligesom der fortsat kan optræde fejl i fagforeningskontingent. Fejlene har ingen umiddelbare konsekvenser for borgerne endnu, da forskudsopgørelsen vedrører indkomståret 2016.
SKAT offentliggjorde tirsdag den 10. november forskudsopgørelsen for 4,9 millioner borgere. Hvis man er forudlønnet, så skal rettelser til forskudsopgørelsen indberettes inden den 10. december. Hvis man er bagudlønnet, så har man til 10. januar 2016.
Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere, tlf.: 7222 1818