Dato for udgivelse | 09 Nov 2004 10:46 |
Resumé | En ny beretning fra Rigsrevisionen anerkender ToldSkats arbejde med grænsekontrollen. Rigsrevisionen peger også på fremtidige indsatsområder. |
Rigsrevisionen har i dag afgivet beretning om grænsekontrollen. Beretningen behandler myndighedernes kontrol med varer og personer, som passerer grænserne, samt myndighedernes samarbejde om disse opgaver.
Rigsrevisionen konkluderer bl.a., at:
- Opgavefordelingen mellem ToldSkat og politi er klart afgrænset.
- Samarbejdet mellem ToldSkat, politi og forsvar er velfungerende, men kan på en række områder forbedres. Samarbejdsaftalen med Rigspolitiet opfyldes med hensyn til informationsudvekslingen. Der kan ske en endnu bedre koordinering af kontrollen ved at inddrage fælles risikovurdering på alle områder.
- ToldSkat bidrager til en effektiv grænsekontrol. Rigsrevisionen peger samtidig på en række områder, hvor effektiviteten kan blive endnu bedre.
I forbindelse med beretningen siger Told- og Skattedirektør Ole Kjær:
- Vi er glade for, at beretningen anerkender Toldskats arbejde med grænsekontrollen. Vi er også opmærksomme på, at der løbende er behov for at vurdere og optimere opgaven med grænsekontrol. Det er derfor godt, at Rigsrevisionen laver en tværgående analyse, der giver os mulighed for at effektivisere indsatsen yderligere både ved at pege på de områder, hvor vi bedre kan prioritere ressourcerne i ToldSkat, men også ved et styrket samarbejde med politiet.
Se beretningen på www.rigsrevisionen.dk
Kontakt: Pressesekretær Katrine Bargisen, tlf. 72 37 09 00