Spørgsmål 

1. Kan Skatterådet bekræfte, at det ikke medfører lønbeskatning af [journalist A (herefter "A")], at [massemediet (herefter "M")] har betalt den erstatning og godtgørelse på i alt [x] kr. til [erhvervsvirksomhed (herefter "E")] A/S og [O], som [x] Landsret ved dom af [dato.måned 201[x]] har pålagt A at betale (in solidum med en række medindstævnte), og at M i den forbindelse har undladt at søge regres for nogen del af beløbet hos A?
2. Kan Skatterådet bekræfte, at det ikke medfører lønbeskatning af A, at M har betalt de sagsomkostninger på i alt [x] kr., som A i medfør af [x] Landsrets dom er blevet pålagt at betale til sagsøgerne (in solidum med en række medindstævnte), og at M i den forbindelse har undladt at søge regres for nogen del af beløbet hos A? 
3. Kan Skatterådet bekræfte, at det ikke medfører hel eller delvis lønbeskatning af A, at M har betalt omkostningerne til den advokat, som førte retssagen for A (og de øvrige indstævnte personer), og at M i den forbindelse har undladt at søge regres for nogen del af beløbet hos A?

Svar 

1. Ja 
2. Ja
3. Ja, se sagsfremstilling og begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Indledning

A har siden 19[xx]været ansat som journalist i M, dog således at hun i perioder har været tilknyttet andre steder. Som led i sin ansættelse virkede hun tidligere som journalist på programmet [C], som sendes på M. Programmet undersøger erhvervsdrivendes adfærd i forbrugerforhold. Den journalistiske profil for programmet er generelt kendetegnet ved at have en pågående stil over for de erhvervsdrivende, og ved at værten i programmet ser sagen fra forbrugernes synsvinkel.

I 200[x] handlede et [C]-program om [...]markedet og de rådgivere, der bistår [kunder] med etablering af [...]foreninger. Blandt andet blev E A/S og O omtalt kritisk i programmet, og efter [programmet] anlagde de sag mod en række M-medarbejdere, herunder A.

Retssager mod journalisters ageren i deres jobfunktion handler næsten altid om spørgsmål, der har betydning for pressens kernevirksomhed, for eksempel pressens ytringsfrihed. Det er også tilfældet i den konkrete sag. Sagen angik straffelovens § 267, der handler om uberettigede æreskrænkelser. Bestemmelsen er et af de såkaldte materielle pressedelikter, der også omfatter eksempelvis § 264 d (uberettiget videregivelse af oplysninger, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden). Bestemmelserne fortolkes i lyset af Menneskerettighedskonventionens bestemmelser om informationsfrihed og ytringshed. Som gennemgået nærmere nedenfor indeholder sagerne svære afgrænsningsspørgsmål mellem på den ene side privatlivets fred og på den anden side pressens informations- og ytringsfrihed.

A blev frifundet i byretten. E A/S og O valgte imidlertid at anke byretsdommen, og ved landsretten blev A med dommerstemmerne 2-1 delvist dømt efter de nedlagte påstande. [...].

[x] Landsrets dom

Over for A blev der nedlagt følgende påstande, jf. dommen side [...]:

1. Idømmelse af straf for overtrædelse af straffelovens § 268 (bagvaskelse), subsidiært § 267 (injurier).

2. Mortifikation efter straffelovens § 273 af visse af de udtalelser, der blev fremsat i [program], herunder om at udrede et beløb på [x] kr. (solidarisk med de øvrige indstævnte) til dækning af omkostninger ved offentliggørelse af rettens afgørelse.

3. Betaling af godtgørelse på [x] kr. (solidarisk med de øvrige indstævnte) efter erstatningsansvarslovens § 26.

4. Betaling af erstatning på [x] kr. (nedjusteret fra [x] kr. påstået ved byretssagen, jf. dommen side 2 øverst) (solidarisk med de øvrige indstævnte) efter markedsføringslovens §§ 1 og 3, jf. §§ 20, stk. 2, og 27.

Selv om det hverken fremgår af påstandene eller dommens præmisser falder de omstridte handlinger inden for medieansvarslovens anvendelsesområde og dens særlige regulering af straf- og erstatningsansvaret, jf. som nærmere omtalt nedenfor i afsnittet om begrundelsen for det ønskede svar, og Skatterådet kan lægge dette til grund ved besvarelsen af anmodningen.

Ved dommen blev A idømt følgende, jf. dommen side [...]:

" [A m.fl.] straffes hver især med [...] dagbøder á [x.xxx] kr., i alt [xx.xxx] kr. Forvandlingsstraffen er i hvert enkelt tilfælde fængsel i [xx] dage.

De beskyldninger, der er indeholdt i M's indslag C på M den [dato. måned 200[x] kl. [xx.xx]] mod E A/S og O for at have "[...],[...],[...], [...], [...] og [...for at have oppebåret et [x]-gebyr på x mio. kr. fra R]", kendes ubeføjede.

[A m.fl.] skal in solidum til E A/S og O betale [x] kr. til dækning af omkostningerne ved offentliggørelse af denne doms konklusion.

[A m.fl.] skal endvidere in solidum betale E A/S og O en samlet godtgørelse på [xxx.xxx] kr. med procesrente fra den dato. måned 200[x].

[A m.fl.] frifindes for E A/S og Os påstand [x] om erstatning efter markedsføringsloven.

I sagsomkostninger for byretten og for landsretten skal [A m.fl.] in solidum betale henholdsvis [xxx.xxx] kr. til E A/S og [xxx.xxx] kr. til O."

Det fremgår af dommen side [...], at A blev frifundet for den principale påstand om dom for bagvaskelse efter straffelovens § 268. Den pådømte straf på [xx] dagbøder á [x] kr. idømmes således for en overtrædelse af straffelovens § 267 (injurier).

Som det videre fremgår af dommen, blev A tilpligtet at betale en mortifikationserstatning på [xx]% af det for landsretten påstævnte beløb samt en godtgørelse på [xx]% af det for landsretten påstævnte beløb. Vedrørende påstanden om erstatning efter markedsføringsloven blev hun frifundet.

I dommerflertallets præmisser, jf. dommen side [...], anføres blandt andet (mine understregninger):

"Udsagnene om, at E A/S og O har [...], [...], [...] og [...], er alle udtalelser, som direkte efter deres eget indhold er egnet til at nedsætte E A/S og O i medborgere agtelse, jf. straffelovens § 267.

Udsagnene om at have "benyttet [...]" "og for at have oppebåret et [x]-gebyr på [x] mio. kr. fra R" [...]

En sådan beskyldning om uretmæssig berigelse må opfattes som en sigtelse om bedrageri efter straffelovens § 279 [...]. Derfor er også disse udsagn egnet til at nedsætte E A/S og O i medborgeres agtelse, jf. straffelovens § 267.

Det må have stået [A og de medtiltalte] - som henholdsvis tilrettelægger og vært, journalister og redaktionschef - klart, at de gennem deres fremstilling i programmet, som var forberedt over nogen tid og ifølge dem selv grundigt researchet, og som blev klippet, redigeret og speaket, fremsatte sigtelser mod E A/S og O, herunder mest alvorligt beskyldning om et strafbart forhold. Alle de anførte ærefornærmende sigtelser er derfor fremsat med det fornødne forsæt.

Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til det af E A/S og O anførte om ringeagtsytringer.

Spørgsmålet er videre, om fremsættelsen af æresfornærmende sigtelser var berettiget.

Ved vurderingen heraf skal straffelovens § 267 og § 269, stk. 1, fortolkes i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og der skal derfor foretages en afvejning af på den ene side de pågældende M-medarbejderes ret til ytringsfrihed i deres journalistiske virke og offentlighedens ret til at modtage information, og på den anden side hensynet til E A/S' og Os omdømme.

Der er under sagen enighed om, at der knyttede sig en betydelig offentlig interesse til journalistisk omtale af [...] ved stiftelse af [x]-foreninger og rådgiveres rolle i forbindelse hermed. Hensynet til ytringsfriheden indgår som en overordentligt tungvejende grund ved afvejningen af hensynet til beskyttelsen af personers og firmaers gode navn og rygte. Dette indebærer en anerkendelse af en ganske vidtgående ytringsfrihed for pressen, og der må derfor indrømmes pressen adgang til som offentlighedens kontrol- og informationsorgan ("public watchdog") i en vis grad at overdrive og provokere i forbindelse med omtale af disse spørgsmål, når der faktuelt er grundlag for kritisk omtale. Domstolene er således overladt en begrænset skønsmargin ved vurderingen af, om det er nødvendigt at foretage indgreb i M-journalisternes ytringsfrihed som beskyttet af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. "

Efter en konkret afvejning af hensynene i straffelovens § 267 og § 269, stk. 1, i forhold til Menneskerettighedskonventionen artikel 10, stk. 2, nåede dommerflertallet frem til, at de fremsatte udtalelser ikke var berettigede.

Som det ses af de i citatet understregede tekstpassager, lægger dommerflertallet indledningsvis til grund, at det fornødne forsæt for overtrædelse af straffelovens § 267 foreligger i kraft af selve udtalelserne, der blev fremsat i programmet, og dommerflertallet foretager derefter en vurdering af, om udtalelserne kunne anses for berettigede. Flertallet når i den forbindelse frem til, jf. dommen side [...], at udtalelserne i den konkrete situation ikke var berettigede, idet det faktuelle grundlag for udtalelserne ikke var som antaget af A og de øvrige M-medarbejdere, og idet det korrekte faktuelle grundlag kunne være søgt bedre oplyst. Det anførte krævede forsæt til en overtrædelse af straffelovens § 267 går kun på, om selve udtalelsen er blevet fremført forsætligt.

Den konkrete overtrædelse er en arbejdsrisiko

A har ikke haft nogen intention om at overtræde straffelovens § 267, men rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan ("public watchdog") indebærer til tider en journalistisk stil, der kan medføre en risiko herfor. En vurdering af, om en konkret udtalelse er berettiget, beror på et konkret skøn, og det kan ikke altid med sikkerhed forudses, om man er indenfor eller uden for dette skøn. Frifindelsen i byretten og dissensen i landsretten i den konkrete sag illustrerer netop, at denne skønsmæssige afvejning - selv for de dommere, der skal afgøre sagerne - er vanskelig. I den konkrete sag og i øvrige offentliggjorte domme på området fremhæver domstolene således ofte, at der må foretages en afvejning af hensynet til privatlivets fred over for hensynet til pressens informations- og ytringsfrihed. Begge hensyn er beskyttede menneskerettigheder og rettighedssammenstødet er genstand for principielle diskussioner blandt jurister, jf. UfR 2014B.359 og en konference om skjult kamera den 30. september 2014 på Københavns Universitet, hvor forskellige aktører debatterede udfordringerne. 

Som det fremgår, er der tale om vurderinger med resultater, der i vid udstrækning er konkret begrundede. I grænseområdet mellem de konfliktende rettigheder er der derfor en betydelig grad af retsusikkerhed. På den baggrund er det en relevant arbejdsrisiko for kritiske journalister at kunne komme til at overtræde blandt andet straffelovens § 267 (og i øvrigt også andre af bestemmelserne i straffelovens kapitel 27 om freds- og æreskrænkelser). Dette ses da også af det faktum, at der er ganske mange domme på området, der netop involverer journalister. Samtidig indeholder medieansvarsloven, jf. nedenfor, en intensiv regulering af spørgsmålet om ansvarssubjekter i relation til sager om straf inden for flere af bestemmelserne i straffelovens kapitel 27 og erstatning i tilknytning hertil. Dette indikerer tillige, at der er en praktisk forekommende mulighed for, at en journalist kan blive involveret i sådanne søgsmål som led i sit arbejde.

Som journalist på C arbejder A inden for en veldefineret journalistisk ramme, nemlig den programaftale, som indgås mellem den programansvarlige redaktionschef i den programproducerende afdeling - i 200[x] hørte C under M [nyhedskategori] - og den redaktør i M [mediekategori], som bestiller programmerne. Programaftalen rummer dels en økonomisk ramme for [x] år ad gangen, en bestilling på et vist antal programmer - og det koncept, som programmerne skal holde sig inden for. I konceptet fastlægges den journalistiske genre for programmet, og det beskrives meget detaljeret, hvordan programmet skal udformes m.h.t. opbygning, journalistisk indhold og emnevalg, journalistisk tilgang og stil samt visuel form. Rammekonceptet skrives af redaktøren i M [mediekategori] (altså bestilleren), og er bindende for den redaktionschef, som indgår aftale på den programproducerende afdelings vegne. De enkelte medarbejdere på en given redaktion er ikke involveret i fastlæggelsen af konceptet og den nærmere udformning af programaftalen, men arbejder loyalt inden for rammen. For C's vedkommende beskrives programmet med ord som "pågående, kritisk, dagsordensættende" og som "forbrugernes vagthund", jf. programkonceptet, [...]

M har ikke fundet anledning til at sanktionere A ansættelsesretligt i anledning af retssagen, men har tværtimod bakket op om M-medarbejderne ved at afholde sagsomkostninger m.v. M har på ingen måde anset A's ageren i sagen for at være en "abnorm" handlemåde, forstået som en stærkt kritisabel overtrædelse af den ansættelsesretlige handlenorm, der generelt kræves af journalister.

M's væsentlige interesse i sagen

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fremhæver i sine domme på området, at pressen er berettiget og forpligtet til at opfylde en særlig samfundsopgave som offentlighedens kontrol- og informationsorgan ("public watchdog"). Dette ansvar indebærer, at journalister nødvendigvis må gives en betydelig frihed i deres arbejde og herunder må indrømmes et større råderum for straffrie, arbejdsrelaterede ytringer og handlinger i forhold til personer, der ikke er journalister.

En domfældende dom over journalister for en overskridelse af deres arbejdsmæssige informations- og ytringsfrihed, og deres arbejdsmetoder i den forbindelse, vil i sagens natur altid indsnævre grænserne for den journalistiske arbejdsmetode - og dermed hele grundlaget for pressens virke og ageren som "public watchdog". Enhver sag ved domstolene, der bidrager til fastlæggelse af grænserne mellem privatlivets fred og mediernes ytringsfrihed, har således stor betydning for Ms kernevirksomhed.

M har endvidere som arbejdsgiver fundet det naturligt at bistå medarbejderne (inklusive A) i en retssag, der er opstået som en direkte følge af medarbejdernes journalistiske arbejde inden for det koncept, der er udstukket og godkendt af M, og idet M-medarbejdernes adfærd som nævnt ikke har været stærkt kritisabel.

M har tillige en legitim erhvervsmæssig interesse i, at en journalist ansat hos M ikke dømmes for strafbare overtrædelser. I den forbindelse bemærkes, at A blev frifundet for overtrædelse af den mere alvorlige bestemmelse i straffelovens § 268, der omhandler bagvaskelse. Endvidere blev de rejste erstatningskrav nedsat væsentligt.

Af de ovennævnte grunde og efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder M-medarbejdernes ageren og de påstande som blev fremsat i sagen, valgte M at støtte A og de øvrige M-medarbejdere ved førelsen af sagen. M indgik derfor aftale med advokat P om at bistå M-medarbejderne. Advokatens honorar for advokatbistanden under retssagerne (byretten og landsretten) udgør i alt [x] kr., inklusiv moms [...], hvoraf en del af den ydede bistand er rådgivning alene til M.

M har betalt de beløb, som A ved [x] Landsrets dom blev dømt til at betale (in solidum med de øvrige dømte M-medarbejdere). M har tillige betalt omkostningerne til advokat P.

M har undladt at søge regres over for M-medarbejderne for de betalte beløb, og M ønsker af de ovenfor omtalte grunde ikke at gøre en eventuel regresadgang gældende over for M-medarbejderne. Spørgsmålet om regres er uddybet nedenfor.

SKM2014.506.SR

Skatterådet har i en nylig afgørelse i SKM 2014.506 fastslået en generel og ubetinget skattepligt for en journalist, der - uanset de nærmere konkrete omstændigheder - måtte blive friholdt af sin arbejdsgiver for udgifter svarende til udgifterne i denne sag. Forud for offentliggørelsen af afgørelsen er den sendt af en advokat til Skatteministeriet og benyttet som grundlag for en anmeldelse af navngivne journalister for mulig strafbar skattesvig [...].

SKM 2014.506 fastslår en generel skattepligt på et grundlag, der er for bredt og unuanceret. A ønsker sammen med M, at Skatterådet i forlængelse af SKM 2014.506 genovervejer spørgsmålet om skattepligt for en arbejdsgivers friholdelse af en journalist for de omtalte udgifter.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Med de stillede spørgsmål ønsker A at få bekræftet, at hun ikke skal lønbeskattes som følge af, at M har betalt de erstatnings-, godtgørelses- og sagsomkostningsbeløb, som A ved [x] Landsrets dom af [dato. måned 201[x]] er dømt (in solidum med øvrige M-medarbejdere) til at betale til E A/S og O, og omkostningerne til advokat P, og at det i den forbindelse er uden betydning, at M har undladt at søge regres for nogen del af de nævnte beløb hos A.

Spørgsmålene kan efter vores opfattelse alle besvares med "ja", da der ikke foreligger et skattepligtigt løngode for A.

De særlige juridiske rammer for strafansvar og erstatningsansvar for journalister

Det er lovgivningens almindelige regler, der afgør om selve indholdet i et medieforetagende er ansvarspådragende i straf- og/eller erstatningsmæssig henseende. For så vidt angår et strafansvar vil en sag typisk omhandle en vurdering af, om der er sket en overtrædelse af straffelovens kapitel 27 om freds- og æreskrænkelser. For så vidt angår et erstatningsansvar vil en sag typisk omhandle spørgsmålet om erstatning efter erstatningsansvarslovens § 26.

Valget af ansvarssubjekt i en retssag omfattet af medieansvarslovens anvendelsesområde er reguleret særskilt i medieansvarsloven.

Ansvarssubjektet i en retssag omfattet af medieansvarsloven

Medieansvarsloven indeholder særlige regler for, hvem der kan pådrage sig et strafansvar og/eller et erstatningsansvar for et indhold, der bringes i medier omfattet af loven. I praksis er næsten alle kendte danske medier omfattet af loven.

Medieansvarslovens ansvarsfordeling er udtømmende. Personer, der ikke positivt er nævnt som ansvarlige efter medieansvarsloven, kan ikke gøres ansvarlige for det indhold, der bringes i medierne, hverken i strafferetlig eller erstatningsretlig henseende. Dette gælder, uanset i hvilken grad den pågældende person måtte have medvirket til den strafbare eller erstatningspådragende handling.

Den strafferetligt ansvarlige personkreds er angivet generelt i lovens § 16, mens de nærmere betingelser for strafansvar i forskellige situationer er angivet i §§ 17-25 og § 27. Det er den samme personkreds, der kan gøres erstatningsretligt ansvarlig, jf. medieansvarslovens § 31. Det følgende gælder således både det strafferetlige og det erstatningsretlige ansvar, og "ansvar" dækker i det følgende over begge forhold.

Af medieansvarslovens § 16 følger, at ansvaret for indhold, der vises i [program], kun kan pålægges 1) ophavsmanden til tekst, film, billeder og lignende, 2) den, der udtaler sig, 3) redaktøren (for M's vedkommende M's [...]-direktør) og 4) medieforetagendet.

Bestemmelserne i medieansvarslovens §§ 17-25 og § 27 angiver, hvornår de fire grupper af personer konkret kan gøres ansvarlige.

En journalist, der i en forskudt [program] fremsætter en udtalelse, der viser sig at være injurierende, er ansvarlig herfor, jf. medieansvarslovens § 18, stk. 1. Redaktøren er samtidig medansvarlig, hvis udtalelsen er fremsat med hans vidende, jf. medieansvarslovens § 21, stk. 1, nr. 1.

Medieforetagendet - i den konkrete sag M - er kun ansvarlig i de særlige tilfælde, hvor et ansvar ikke kan gøres gældende mod redaktøren som følge af manglende eller ukorrekt angivelse af denne eller på grund af redaktørens manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed. Dette følger af medieansvarslovens § 23.

Formålet og den historiske baggrund for medieansvarslovens ansvarsfordelingsregler findes i hensynet til at sikre den størst mulige ytringsfrihed og informationsfrihed, jf. pkt. 4.4.1 i den almindelige del i lovbemærkningerne til medieansvarsloven (lov nr. 348 af 1991). Dette formål sikres fortsat på den måde, at ansvaret som udgangspunkt er koncentreret hos den, der fremsætter en given udtalelse (dvs. hos udtaleren, fx en journalist eller en person, der interviewes til et medie), og eventuelt hos redaktøren som medansvarlig. Man sikrer herved, at personer, der efter de almindelige regler ellers ville kunne ifalde et (med)ansvar ikke har et særligt incitament til at blande sig. Herved styrkes den redaktionelle frihed, ligesom folk alt andet lige får lettere ved at komme til orde i medierne. Reglerne giver samtidig klarhed over ansvarsplaceringen.

M's hæftelse og udvidede regresadgang over for journalister

Selv om der er foretaget en klar ansvarsplacering i medieansvarsloven, og M som "medieforetagendet" herefter kun i sjældne tilfælde kan gøres ansvarlig, er det alligevel bestemt i medieansvarslovens §§ 26 og 32, at medieforetagendet hæfter for betaling af bøder, erstatninger og sagsomkostninger, som den ansvarlige personkreds idømmes.

Medieansvarsloven tager ikke stilling til, om M efter en sådan betaling til skadelidte af de pådømte beløb har regres herfor over for de dømte journalister.

M ville ikke have regresadgang over for A (og de øvrige M-medarbejdere) for de betalte erstatnings- og sagsomkostningsbeløb, hvis dette spørgsmål blev bedømt efter erstatningsansvarslovens § 23.

Erstatningsansvarslovens § 23 er dog sat ud af kraft, da retssagen som nævnt er omfattet af medieansvarsloven. En regresadgang skal i stedet vurderes under hensyn til de i medieansvarslovens §§ 26 og 32 anførte bestemmelser om hæftelse. Det er efter M's opfattelse uklart, om M efter medieansvarslovens særlige regulering har mulighed for i det konkrete tilfælde at gøre en regres gældende over for A (og de øvrige M-medarbejdere).

Om en regresadgang i forhold til bøder (og sagsomkostninger i relation hertil), jf. medieansvarslovens § 26, anfører Frøbert og Paulsen i Mediansvarsloven, 2. udg., side 146:

"Det kan hævdes, at det ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at medieforetagendet har regres over for den direkte ansvarlige person. Det forhold, at foretagendet kun hæfter for bøder mv., taler imidlertid for, at der er regresadgang, hvorimod dette næppe ville være tilfældet, hvis medieforetagendet var selvstændigt strafsubjekt. Imod en ubetinget regresret taler for så vidt det forhold, at bøden efter stk. 2 er udmålt i relation til medieforetagendets og ikke den ansvarliges økonomiske forhold. "

Det er altså den særlige opbygning af medieansvarsloven, der i givet fald giver M en regresadgang. Frøbert og Paulsen udtaler sig imidlertid ikke klart for en regresadgang. Hvis M var et selvstændigt strafsubjekt, ville der i øvrigt "næppe" være regresadgang. Dette understøtter vores klare opfattelse om, at M ikke ville have nogen regresadgang over for A vurderet efter erstatningsansvarslovens § 23 (i en situation hvor medieansvarsloven ikke fandt anvendelse).

Sten Schaumburg-Müller behandler også spørgsmålet om et mediefortagendes regresadgang for betaling af medarbejdernes bøder efter medieansvarsloven. I Presseret, 1. udg., 2003, side 264-265, tillægges det vægt, at en bøde kan beregnes i forhold til mediet, jf. medieansvarslovens § 26, stk. 2. På side 265 anfører Sten Schaumburg-Müller følgende:

"Hvis en navngiven forfatter, fx en læserbrevsskribent, idømmes en bøde, udmålt efter et almindeligt dagbødeprincip med udgangspunkt i den pågældendes indtjening efter strfl § 51, er der umiddelbart ikke nogen grund til at begrænse udgiverens regres. Hvis derimod redaktøren straffes (på objektivt grundlag) og straffen klart beregnes efter medieansvarsloven § 26, herunder specielt den (mulige) fortjeneste for mediet, er det rimeligt at begrænse regresadgangen. "

I spørgsmålet om en regresadgang for erstatning (og sagsomkostninger i relation hertil) betalt i kraft af hæftelsen efter medieansvarslovens § 32 er følgende anført under pkt. 4.4 i den almindelige del i lovbemærkningerne til medieansvarsloven (lov nr. 348 af 1991):

"Udgiveren, radio- eller tv-foretagendet vil i overensstemmelse med de almindelige formueretlige principper have fuld regres over for den dømte skadevolder, og flertallet finder ikke grundlag for at foreslå nogen lempelse heri. "

Frøbert og Paulsen anfører i tilknytning hertil i Mediansvarsloven, 2. udg., 1997, side 160, at "institutionen [har] regres mod den dømte efter dansk rets almindelige regler, jf. kommentaren til § 30". I kommentaren til § 30 (bogens side 159 - 160) er det supplerende anført, at reglen i erstatningsansvarslovens § 23 ikke kan lempe regresadgangen.

Sten Schaumburg-Müller, Presseret, 1. udg., 2003, side 263-264, nævner i tilknytning til det sidste, at den manglende anvendelsesmulighed for erstatningsansvarslovens § 23 skyldes, at den er beregnet på tilfælde, hvor ansvaret placeres efter Danske Lov 3-19-2, hvilken medieansvarslovens ansvarsfordelingsregler forhindrer. Sten Schaumburg-Müller nævner i forlængelse heraf, at begrænsninger i regresadgangen derimod eventuelt kan begrundes i erstatningsansvarslovens §§ 24 (generel lempelsesregel), 25 (fordelingen mellem flere) eller andre betragtninger.

I relation til en regres efter de almindelige formueretlige principper, der er henvist til i lovforarbejderne, kan henvises til Højesterets afgørelse i UfR 1994.633, hvor en kautionist rent faktisk blev nægtet regresadgang. De almindelige regler for kautionisters regresret indeholder således ikke en fuldstændig og ubetinget regresadgang.

Sten Schaumburg-Müller, Presseret, 1. udg., 2003, side 264, anfører i øvrigt:

"Man må formentlig sondre imellem forskellige situationer. En læserbrevsskribent eller andre uden tilknytning til mediet må som udgangspunkt selv i sidste ende bære de fulde erstatningsomkostninger, medmindre der er tale om helt usædvanlige situationer hvor mediet åbenbart har opnået en gevinst via det pågældende retsstridige indslag. Hvis derimod en journalist eller redaktør anses for ansvarlig, er det mere oplagt ikke at forlange (fuld) regres, særligt i tilfælde hvor der er en sammenhæng mellem erstatningsbeløbet til den forurettede og et tilsvarende til mediet. Hvis en avis fx uretmæssigt bringer et billede, og der gives kr. 15.000 i erstatning (ud fra en vederlagsbetragtning ad modem ohl § 83), er det ikke særlig rimeligt at bladet kræver regres hos den pågældende journalist eller redaktør. "

Som det fremgår, har et medieforetagende som M således formentligt ikke en generel og ubetinget regresadgang over for sine journalister efter medieansvarsloven. En eventuel regresadgang må i stedet vurderes konkret for hver enkelt sag. På dette punkt synes SKM 2014.506 SR at være baseret på en urigtig forudsætning om en ubetinget regresadgang.

De almindelige juridiske rammer for et erstatningsansvar i et arbejdsforhold

Efter Danske Lov 3-19-2 hæfter en arbejdsgiver over for skadelidte for det erstatningsansvar, som de ansatte pådrager sig ved uforsvarlige skadegørende handlinger, der er foretaget under arbejdets udførelse for arbejdsgiveren.

I det interne forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager vil arbejdsgiveren dog sædvanligvis være den, der skal bære det endelige ansvar. Dette følger af erstatningsansvarslovens § 23, stk. 1, hvorefter udgangspunktet er, at arbejdsgiveren ikke har regres mod arbejdstageren i tilfælde, hvor arbejdsgiveren har betalt erstatning til skadelidte. Reglen suppleres af erstatningsansvarslovens § 23, stk. 2, 2. pkt., der tillægger arbejdstageren en vid regresret over for arbejdsgiveren i tilfælde, hvor arbejdstageren undtagelsesvis har udredt erstatning. Erstatningsansvarslovens § 23 er i øvrigt præceptiv, jf. erstatningsansvarslovens § 27, stk. 2, og giver således arbejdstageren en betydelig beskyttelse.

Efter erstatningsansvarslovens § 23 kan arbejdsgiveren kun gøre regres gældende over for en ansat, hvis det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt. Arbejdsgiverens regresadgang bestemmes altså af flere forhold og ikke alene på grundlag af grovheden af den ansattes udviste skyld.

Som eksempel nævner Gomard og Wad i Erstatning og godtgørelse, 1986, side 141-142, at den ansattes ansvar kan lempes efter erstatningsansvarslovens § 23, stk. 1, selv om den ansatte har handlet forsætligt, fx hvor den ansatte har handlet ud fra en misforstået tro på, at han tjente virksomhedens tarv. Den omstændighed, at arbejdstageren har handlet "særligt groft" medfører således ikke i sig selv, at arbejdsgiveren har et regreskrav mod arbejdstageren.

Som det videre fremgår af erstatningsansvarslovens § 24 kan et erstatningsansvar for arbejdstageren begrænses, hvis ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den ansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. I den forbindelse skal der ses på skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikring samt omstændighederne i øvrigt. Også i denne bedømmelse er karakteren af den skadegørende handling ikke eneafgørende.

De sjældne tilfælde, hvor arbejdstageren bærer det endelige ansvar både i forholdet til skadelidte og i det indbyrdes forhold med arbejdsgiveren, omfatter navnlig de situationer, hvor arbejdstageren har handlet særligt kritisabelt i forhold til sin ansættelse.

A kan som nævnt ikke antages at have handlet på en sådan særligt kritisabel måde i forhold til M, at hendes handlinger ville give M en regresadgang over for hende bedømt efter erstatningsansvarslovens § 23.

Det kan med andre ord konstateres, at medieansvarsloven medfører en væsentlig udvidet risiko for en journalist for dels at blive sagsøgt i en erstatningssag, og dels blive forpligtet til personligt at betale erstatning, i forhold til andre medarbejdergrupper.

I forhold til andre medarbejdergrupper end journalister vil det stort set altid være arbejdsgiveren, der vil være den sagsøgte i en retssag, og det vil være arbejdsgiveren, der vil stå med det endelige erstatningsansvar over for sagsøgeren.

Sagens skatteretlige problemstillinger

I SKM2014.506.SR har Skatterådet som en forudsætning for besvarelsen af spørgsmål 1 lagt til grund, at det pågældende massemedium har en regresadgang mod den pågældende journalist, men undlader at udnytte regresadgangen.

Der er samtidig i afgørelsen henvist til karakteren af den overtrædelse, der har ført til et straf- og erstatningsansvar, og det anføres, at der er tale om "grove tilfælde".

På grundlag af disse to præmisser er det i afgørelsen fastslået, at det udgør en skattepligtig løn for journalisten, hvis mediet som arbejdsgiver afholder udgifterne for journalisten og undlader at søge regres over for journalisten.

Af følgende grunde mener vi, at der ikke er grundlag for at lønbeskatte A:

En undladelse af at udnytte en regresadgang udgør ikke automatisk et løngode

Det er en grundlæggende forudsætning for at drøfte spørgsmålet om lønbeskatning, at arbejdsgiveren har en regresadgang over for journalisten, og kan afkræve journalistens betaling af de udgifter, som arbejdsgiveren måtte have betalt tredjemand. Hvis der ikke eksisterer en sådan regresadgang, kan spørgsmålet om lønbeskatning selvsagt ikke opstå.

Selv i tilfælde af en regresadgang, foreligger der ikke automatisk et skattepligtigt løngode, hvis en arbejdsgiver friholder en medarbejder for arbejdsrelaterede udgifter, og undlader at udnytte en regresadgang over for arbejdstageren.

Af ligningslovens § 16, stk. 1, fremgår, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Det er med andre ord en forudsætning for at beskatte en arbejdstager af et løngode, at der rent faktisk foreligger et "gode" for arbejdstageren i form af et "sparet privatforbrug".

Der er intet relevant element af et privatforbrug i friholdelsen af A for de erstatningsudgifter, som A ved [x] Landsret dom er tilpligtet at betale. Udgifterne er en direkte konsekvens af A arbejdsudøvelse for M og inden for de af M accepterede rammer for udførelse af sit hverv som journalist. A har ikke ønsket at afholde udgifterne, men disse er blot blevet pålagt hende personligt i henhold til de særlige regler herom i medieansvarsloven.

Det er det klare udgangspunkt, at udgifter, der utvivlsomt pådrages af en ansat under udførelsen af sine arbejdsopgaver inden for rammer opstillet, godkendt eller på anden måde accepteret af arbejdsgiveren, ikke kan repræsentere et løngode, hvis arbejdsgiveren vælger at friholde den ansatte for udgifterne.

Det kan med andre ord ikke medføre en udvidet lønbeskatning af journalister alene på grund af en muligt udvidet regresadgang efter medieansvarsloven.

Selv goder, som objektivt set repræsenterer en privat værdi for den ansatte, og som dermed ud fra journalistens synsvinkel kan siges at være et "vederlag", beskattes ikke hos den ansatte, når godet er tilstrækkelig tæt knyttet til arbejdets udførelse. Som offentliggjorte eksempler herpå kan nævnes:

SKM2009.694.SR: Ansatte, der som en del af deres arbejde på en ældreinstitution deltog i spisningen med de ældre, skulle ikke beskattes af værdien heraf.

SKM2011.564.SR: Et selskabs betaling af gebyr til Udlængeservice vedrørende arbejds- og opholdstilladelse efter udlændingeloven for indstationerede medarbejdere fandtes ikke at udgøre et skattepligtigt løngode. Skatterådet fandt, at betalingen af gebyret havde en så direkte og umiddelbar tilknytning til medarbejdernes udførelse af deres arbejde, at betalingen ikke ansås for at udgøre et sparet privatforbrug eller en etableringsudgift.

SKM2011.150.SR: En arbejdsgiver kunne uden skattemæssige konsekvenser for en indstationeret medarbejder afholde udgifter til blandt andet et lokalt orienteringsprogram, herunder rundtur i lokalområdet med visning af indkøbsmuligheder, læge mv. Der blev blandt andet lagt vægt på, at det var i arbejdsgiveren interesse, at medarbejderen på et absolut minimum kunne begå sig i sit lokalområde. Godet havde således både værdi for arbejdsgiveren og den ansatte, men var til trods herfor ikke skattepligtig for den ansatte.

SKM2011.256.BR er et nyligt eksempel på den relevante afvejning. Sagen omhandlede en salgsmedarbejder, som deltog i to fodboldrejser arrangeret af arbejdsgiveren for virksomhedens kunder. Byretten fastslog, at salgsmedarbejderen var skattepligtig af værdien af fodboldrejserne på grund af deres helt overvejende turistmæssige islæt for salgsmedarbejderen. Der kunne principielt have foreligget en skattefri forretningsrejse for salgsmedarbejderen, men dette afviste byretten dog med følgende konkrete begrundelse:

"Det bemærkes herved, at de forretningsmæssige drøftelser efter bevisførelsen kun er konkretiseret i begrænset omfang, ligesom det ikke nærmere er klarlagt, hvilke resultater der faktisk blev opnået for G2 A/S i tilknytning hertil. A's deltagelse i rejserne har således efter det foreliggende ikke haft en sådan direkte og konkret betydning for G2 A/S's omsætning, at turene kan betragtes som skattefrie forretningsrejser for hans vedkommende. " 

Hvis der havde foreligget den fornødne tilknytning til arbejdsgiverens forretning, kunne der have foreligget en skattefri forretningsrejse for salgsmedarbejderen.

Afslutningsvis vil jeg henvise til Landsskatterettens kendelse i LSRM 1968.111. Her foretog en ansat chauffør en strafbar overtrædelse af færdselsloven. Han kom til at betale 50% af en pålagt erstatning til skadelidte, og arbejdsgiveren betalte de øvrige 50% i erstatning. Chaufføren fik lønmodtagerfradrag for sin erstatningsbetaling, da "den ansvarspådragende handling efter de foreliggende oplysninger havde haft en sådan forbindelse med klagerens erhvervsmæssige arbejde, at fradrag i indkomstopgørelsen for den omhandlede erstatning måtte være berettiget". Kendelsen illustrerer relevansen af at inddrage spørgsmålet, om udgiften har den fornødne forbindelse til det erhvervsmæssige arbejde. Jeg henviser tillige til LSRM 1969.118.

Der foreligger den fornødne tilknytning til A's udførelse af sit arbejde

M's friholdelse af A for de omtalte udgifter - hvis Skatterådet mener, at M har en regresadgang - kan kun udgøre et skattepligtigt løngode for A, hvis udgifterne ikke har den fornødne tilknytning til udførelsen af hendes arbejde. 

I SKM2014.506.SR er der vedrørende dette yderligere krav henvist til, at "der er i nærværende sag tale om overtrædelser af straffelovens §§ 264 d og 267 samt erstatningsansvarslovens § 26, der alle forudsætter at der er tale om grove tilfælde. "

Udtrykket "grove tilfælde" ses at være inspireret af SKM 2011.359 SR, som der henvises til i SKM 2014.506 SR, og hvorom det fremhæves, at et bestyrelsesansvar alene pådrages i "særligt kvalificerede - grove - tilfælde". 

I SKM2011.359.SR nåede Skatterådet frem til, at en betaling modtaget af et bestyrelsesmedlem, der har pådraget sig et bestyrelsesansvar, og som har ret til betaling af selskabet i henhold til en friholdelseserklæring, vil skulle beskattes hos det pågældende bestyrelsesmedlem. Denne konstatering følger af en gennemgang af de selskabsretlige regler, der i afgørelsen blev sammenfattes således:

"Medlemmer af bestyrelse og direktion ifalder alene ansvar for uhæderlighed og grov forsømmelighed og for at negligere kontrollen med virksomhedens værdier og direktionens ledelse af virksomheden, jf. Bernhard Gomard: Aktieselskaber & anpartsselskaber, 5. udgave 2006 ("Aktieselskaber & anpartsselskaber"), side 474."

Den omstændighed, at et bestyrelses- eller direktionsmedlem som led i deres hvervs udførelse foretager en straf- og erstatningspådragende handling medfører ikke automatisk, at skadelidte kan rette sit erstatningskrav over bestyrelses- eller direktionsmedlemmet. Gengivelsen af retsstillingen indikerer, at det afgørende er, om bestyrelses- eller direktionsmedlemmet har handlet særligt groft i relation til sit hverv. 

Det er klart at gå for langt at overføre resultatet i SKM2011.359.SR på et almindeligt ansættelsesforhold, hvor en ansat agerer inden for sin almindelige erhvervsudøvelse og inden for de af arbejdsgiveren accepterede rammer, og hvor et ansvar - samt arbejdsgiverens udvidede regresret - er begrundet i et særegent regelsæt, der har til formål at beskytte den journalistiske frihed netop i forbindelse med udøvelsen af hvervet som journalist.

Hvis det ikke var for medieansvarsloven ville en person, der måtte have lidt et tab i anledning af udtalelser fremsat af en journalist sandsynligvis i stedet sagsøge M og ikke den pågældende journalist. I tilfælde af, at M herefter måtte blive dømt til at betale erstatning, ville SKAT næppe mene, at den ansatte journalist ville være skattepligtig af disse betalinger.

Det relevante spørgsmål er som nævnt, om udgiften har den fornødne tilknytning til journalistens udførelse af sit arbejde. I besvarelsen af dette spørgsmål har Skatterådet i SKM 2014.506 SR lagt vægt på, at der forelå "grove tilfælde" af straffelovsovertrædelser.

Efter min opfattelse er det relevante kriterium, om en arbejdsgiver vil - eller ville - have regresadgang over for den ansatte i medfør af erstatningsansvarslovens § 23. Dette gælder i forhold til alle medarbejdere, også i forhold til journalister.

Det relevante bliver fortsat en vurdering af medarbejderens dadelværdige adfærd, men denne vurdering skal ske i forhold til de konkrete omstændigheder og i forhold til arbejdssituationen, og ikke kun i forhold til den udviste skyld. Det er således foreskrevet i erstatningsansvarslovens § 23, at man foruden den udviste skyld ser på arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt, og ikke ved isoleret at vurdere, om der foreligger "grove tilfælde" af straffelovsovertrædelser. At der foreligger "grove tilfælde" af en straffelovsovertrædelse kan være en nødvendig, men i hvert fald ikke tilstrækkelig betingelse for at statuere lønbeskatning ved arbejdsgiverens friholdelse af den ansatte for udgifterne. Man kan med andre ord ikke slutte til lønbeskatning, allerede fordi der foreligger "grove tilfælde" af straffelovsovertrædelser, hvis de omtalte overtrædelser ikke samtidig ud fra situationen i øvrigt vil give arbejdsgiveren en regresadgang bedømt efter erstatningsansvarslovens § 23.

Det er M's klare opfattelse, at M i den konkrete sag ikke ville have regresadgang for de omtalte udgifter bedømt efter regresadgangen i erstatningsansvarslovens § 23.

Derfor er der grundlag for at svare "ja" til spørgsmål 1 og 2.

Betalingen af omkostningerne til advokat P

For så vidt angår besvarelsen af spørgsmål 3 har jeg følgende supplerende bemærkninger:

M har som nævnt på forhånd aftalt med M-medarbejderne, at de skulle benytte advokat P under retssagerne, og at M i det hele afholdte omkostningerne hertil.

Her er altså tale om, at M på forhånd - forud for udgiftens afholdelse - fraskrev sig en regresadgang over for M-journalisterne for så vidt angår denne udgift.

Af de i indledningen nævnte grunde har M en direkte og legitim egeninteresse i at udvælge den specifikke advokat, der skal føre sagen.

Skatterådet kan endvidere lægge til grund, at A ikke ville have afholdt egne advokatudgifter i samme omfang som de faktiske advokatudgifter til den af M valgte advokat.

M's betaling af denne udgift kan derfor ikke udgøre nogen relevant skattepligtig løn for A.

Spørgers [A og M] bemærkninger

[...]

Efterfølgende materiale fra M

I forbindelse med sagsbehandlingen af nærværende anmodning af bindende svar for Skatterådet, har SKAT Jura og spørgernes repræsentant været i løbende dialog om de faktuelle omstændigheder i sagen. På opfodring fra SKAT Jura har spørgers repræsentant efterfølgende fremsendt nedenstående tillægserklæring til SKAT.

Relevant uddrag:

"...

Tillægserklæring

I tillæg til de afgivne erklæringer skal M, [massemedie 2] A/S og Danske Medier på vegne af sine medlemmer hermed erklære/bekræfte følgende:

Det er vores opfattelse, at der i mediebranchen eksisterer en fast praksis i form af en branchekutyme for, at man som arbejdsgiver undlader at rejse et regreskrav over for en journalist efter arbejdsgiverens betaling af udgifter som omhandlet i den af [A] indleverede anmodning om bindende svar (erstatning, godtgørelse, tilkendte sagsomkostninger og egne advokatomkostninger), medmindre journalisten har handlet på en måde, der ville give afgang til regres efter erstatningsansvarslovens § 23.

I konsekvens af ovenstående branchekutyme kan [M] tillige bekræfte, at det er [M]'s vurdering, at [M]'s betaling af de konkrete udgifter i anmodningen om bindende svar ikke giver M en regresadgang; heller ikke vurderet efter erstatningsansvarslovens § 23.

..."]

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at det ikke medfører lønbeskatning af A, at M har betalt den erstatning og godtgørelse på i alt [x] kr. til E A/S og O, som [x] Landsret ved dom af [dato. måned 201[x]] har pålagt A at betale (in solidum med en række medindstævnte), og at M i den forbindelse har undladt at søge regres for nogen del af beløbet hos A.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at det ikke medfører lønbeskatning af A, at M har betalt de sagsomkostninger på i alt [x] kr., som A i medfør af [x] Landsrets dom er blevet pålagt at betale til sagsøgerne (in solidum med en række medindstævnte), og at M i den forbindelse har undladt at søge regres for nogen del af beløbet hos A?

Eftersom sagsomkostningerne er undergivet de samme regler og principper som selve erstatningen til skadeslidte, jf. MAL §§ 31 og 32, er spørgsmål 2 tillige besvaret under spørgsmål 1. I denne sagsfremstilling og besvarelse dækker "erstatning" således også "sagsomkostning".

Lovgrundlag

Lov nr. 149 af 10/04/1922 (Statsskatteloven) § 4, stk. 1:

"Som skattepligtig Indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte Undtagelser og Begrænsninger den skattepligtiges samlede Aarsindtægter, hvad enten de hidrører her fra Landet eller ikke, bestaaende i Penge eller Formuegoder af Pengeværdi, saaledes f.Eks.:

(...)

c. af et Embede eller en Bestilling, saasom fast Lønning..."

Lbkg. nr. 1041 af 15/09/2014 (Ligningsloven) § 16:

(Bestemmelsen vedrører bl.a. den skattemæssige behandling af tildeling af personalegoder i et ansættelses- eller honorarlignende forhold)

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes [...] vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6 når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

(...)

Stk.3. Den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder skal ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af stk. 4-16, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel. [...]. Goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau). [...]."

Lbkg. nr. 914 af 2014-08-11 (Medieansvarsloven) §§ 31 og 32:

(Bestemmelsen vedrører erstatningsansvar for indholdet i fjernsynsudsendelser ved ikke-direkte transmission)

§ 31:              "Erstatningsansvar for indholdet af radio- og fjernsynsudsendelser som nævnt i § 1, nr. 2, påhviler dem, der efter reglerne i §§ 16-25 og 27 kan ifalde strafansvar. "

§ 32:              "DR, TV 2/DANMARK A/S, de regionale TV 2-virksomheder og foretagender, der har tilladelse til eller er registrerede til at udøve radio- eller fjernsynsvirksomhed, hæfter umiddelbart for erstatninger og sagsomkostninger, der idømmes efter § 31.

Stk. 2. Hæftelsen omfatter dog ikke erstatning for skade forvoldt ved direkte transmission af offentlige møder eller af aktuelle begivenheder, medmindre skaden er forvoldt i tjenesten af en ansat i den pågældende institution eller virksomhed. "

Forarbejder

Forslag til L348 af 1991 (medieansvarsloven), fremsat den 6. februar 1991 (LFF 1990-1991, 2. samling, L132):

4.4. Erstatningsansvar for massemediernes indhold, side 21:

"Et flertal i udvalget (12 medlemmer) forslår en umiddelbar hæftelsesregel for udgiveren og radio- og fjernsynsforetagendet frem for indførelse af et direkte institutionsansvar. Denne holdning er en konsekvens af det samlede udvalgs afvisning af et generelt udgiverbødeansvar.

[...]

Herved gives der den krænkede den maksimale mulighed for genopretning. Det er flertallets opfattelse, at denne hæftelse bør svare til, hvad der gælder for en selvskyldnerkautionist.

Udgiveren, radio- eller tv-foretagendet vil i overensstemmelse med de almindelige formueretlige principper have fuld regres over for den dømte skadevolder, og flertallet finder ikke grundlag for at foreslå nogen lempelse heri.

[...]

Efter Justitsministeriets opfattelse vil gennemførelse af et egentligt institutionsansvar indebære den samme risiko for en udgivers indblanding i den redaktionelle frihed, som et udgiveransvar vil gøre. Her er risikoen endda mere reel, idet et erstatningsansvar må antages at kunne komme på tale i langt flere tilfælde end det meget begrænsede udgiverbødeansvar, som udvalgets flertal har foreslået.

Sammenfattende er det herefter Justitsministeriets opfattelse, at der bør gennemføres ensartede hæftelsesregler for alle medieforetagender, jf. §§ 29-33 i lovforslaget, der svarer til flertallets forslag.

[...]

Til kapital 4 Erstatningsansvar for mediernes indhold, side 41-42

Indenlandske periodiske skrifter

Til § 29

[...]

"Et erstatningsansvar efter presseloven kan derfor ved den her i riget trykte presse som altovervejende hovedregel kun pålægges redaktøren og forfatteren. Navnlig vil udgiveren ikke ifalde et arbejdsgiveransvar efter DL 3-19-2, men udgiveren hæfter dog for erstatningsbeløb idømt redaktøren.  

Til § 30

[...]

Justitsministeriet forslår denne hæftelsespligt for udgiveren opretholdt og udvidet til også at omfatte erstatninger og sagsomkostninger idømt forfatteren [...]

Bestemmelsen fastslår, at udgiveren hæfter umiddelbart, hvilket indebærer, at udgiverens hæftelse fortsat svarer til, hvad der gælder for en selvskyldnerkautionist.

Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at udgiveren har regresadgang mod den, der efter lovforslagets § 29 er erstatningsansvarlig.

Radio- og fjernsynsudsendelser

Til § 31

Bestemmelsen er parallel med § 29 og fastslår, at også for radio- og fjernsynsudsendelser påhviler erstatningsansvaret dem, der kan ifalde strafansvar for udsendelsernes indhold. Kredsen af ansvarssubjekter og de nærmere betingelser for at pålægge et eller flere af disse erstatningsansvar er således i overensstemmelse med lovforslagets bestemmelser om strafansvaret for radio- og fjernsynsudsendelser, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 29.

Det hidtidige erstatningssystem for radio- og fjernsynsudsendelser, som bygger på dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar med tillæg af de særlige regler i radiolovens §§ 23 og 23 a forlades hermed.

Til § 32

[...]

Bestemmelsen stk. 1, 1. pkt., er identisk med hæftelsesreglen i § 30, idet dog ordet udgiveren er erstattet af Danmarks Radio [...]"

Praksis

SKM2014.506.SR

Skatterådet bekræftede, at det havde skattemæssige konsekvenser for en journalist, hvis det massemedie journalisten arbejdede for som ansat eller freelancer, i forbindelse med en straffesag-/erstatningssag anlagt mod journalisten, på baggrund af en generel friholdelsesaftale betalte bøder mv. der påhvilede journalisten personligt og undlod at effektuere det regreskrav massemediet havde.

Den juridiske vejledning

Ad Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.C.2.2.2.17 fremgår:

"Udgifter til bøder for ansatte m.fl.

...

I forhold til de ansatte anses beløbet som løn(tillæg) og A-indkomst, som den erhvervsdrivende skal indeholdes A-skat i, inden lønnen bliver udbetalt. Se KSL § 43. Den lønansatte kan i øvrigt ikke trække udgiften til bøden fra i sin lønindkomst, fordi udgiften, på grund af sin pønale karakter, savner den naturlige og nødvendige forbindelse til indkomsterhvervelsen, dvs. lønindkomsten.

..."

Begrundelse

Udgangspunktet er, at såfremt en medieudgiver har afholdt udgifter til erstatningskrav og sagsomkostninger som en journalist er dømt til at betale skadelidte, som følge af en strafbar æreskrænkelse, og har medieudgiveren efter almindelige formueretlige principper regres over for journalisten, vil journalisten være skattepligtig heraf, jf. LL § 16, jf. SL § 4 stk. 1 og SKM2014.506.SR.

Af bemærkningerne til medieansvarslovens § 30 følger det, at regresadgangen reguleres efter de almindelige retsgrundsætninger;

"... Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at udgiveren har en regresadgang mod den, der efter lovforslagets § 29 er erstatningsansvarlig [journalisten]... "

I de tilfælde hvor medieudgiverens regresadgang er afskåret eller ikke-eksisterende efter dansk rets almindelige regler og retsgrundsætninger fx. fordi medieudgiveren har accepteret den journalistiske form og vinkel mv. og har en væsentlig egeninteresse i [programmet], vil det forhold at medieudgiveren afholder udgifter til erstatning og sagsomkostninger ikke medføre beskatning af journalisten.

I den forbindelse, bemærkes dog, at bøder og advokatomkostninger, i forbindelse med bødesagen, ikke kan afholdes af medieudgiveren, uden at journalisten vil blive beskattet af det tilsvarende beløb, hvilket følger af LL § 16, jf. SL § 4 stk. 1 og Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.C.2.2.2.17.

I den eftersendte tillægserklæring fra M, [massemedie 2] A/S og Danske Medier, som er brancheorganisation for hovedparten af medieudgiverne i Danmark, fremgår, at der eksisterer en fast praksis i form af en branchekutyme for, at man som medieudgiver (arbejdsgiver) undlader at rejse et regreskrav over for en journalist efter medieudgiverens betaling af udgifter som omhandlet i nærværende sag (erstatningskrav og sagsomkostninger). Det fremgår videre at denne branchekutyme dog fraviges i de tilfælde, hvor journalisten vurderes at have handlet på en måde, der ville have givet adgang til regres efter erstatningsansvarslovens § 23, såfremt forholdet skulle bedømmes efter dette regelsæt.

M oplyser endvidere at M´s i den konkrete sag ikke har regresadgang i forhold til de konkrete udgifter, heller ikke vurderet efter erstatningsansvarslovens § 23.

Det lægges således ved besvarelsen til grund, at M som oplyst ikke har regresadgang overfor spørger [A] i forhold til de udgifter til erstatning og godtgørelse samt sagsomkostninger M har afholdt.

Det er i den forbindelse SKATs opfattelse, at M ud fra en konkret vurdering må anses at have accepteret den journalistiske form og vinkel C-programmerne generelt har samt accepteret det konkrete C-program, som udløste retssagen og efterfølgende erstatningskrav og tilhørende sagsomkostninger. Hertil kommer at M må anses at have en væsentlig egeninteresse i form øgede seertal, markedspositionering og generel omtale. Derudover har M indirekte medvirket i den researchfase, som senere viste sig at være mangelfuld og æreskrænkende. M har som ansættende myndighed givet redaktionschefen beføjelse til at bistå i og godkende det journalistiske indhold. M har endvidere igennem redaktionschefen deltaget og godkendt det indhold, der efterfølgende har vist sig at være æreskrænkende.

Det er SKATs opfattelse af den eksisterende branchekutyme på medieområdet, som angivet i tillægserklæringen, kan lægges til grund i denne anmodning. Derfor må det konkluderes, at eftersom M ifølge det oplyste ikke har regresadgang overfor spørger [A] i forhold til de udgifter, der er omfattet af spørgsmål 1 og 2, som M har afholdt, er spørger [A] ikke skattepligtig heraf.

 Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 og 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at det ikke medfører hel eller delvis lønbeskatning af A, at M har betalt omkostningerne til den advokat [P], som førte retssagen for A (og de øvrige indstævnte personer), og at M i den forbindelse har undladt at søge regres for nogen del af beløbet hos A?

Lovgrundlag

Der henvises i det hele til besvarelsen under spørgsmål 1 og 2.

Forarbejder

Der henvises i det hele til besvarelsen under spørgsmål 1. og 2

Praksis

Der henvises i det hele til besvarelsen under spørgsmål 1. og 2

Begrundelse

Der henvises til besvarelsen under spørgsmål 1. og 2, idet det dog bemærkes, at en andel af de i spørgsmål 3 nævnte advokatudgifter må anses at vedrøre bødesagen.

Af Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.C.2.2.2.17 fremgår, at en medarbejder, i det omfang en arbejdsgiver betaler en bøde der er pålagt medarbejderen, skal lønbeskattes heraf. Det er SKATs opfattelse, at en medarbejder tilsvarende vil skulle beskattes af de sagsomkostninger en medarbejder måtte blive pålagt i forbindelse med en bødesag, i det omfang arbejdsgiveren afholder disse.

Det fremgår ikke af anmodningen, om der i det af M betalte advokathonorar på ca. [x] kr. er indeholdt udgifter til den del af sagen der vedrører bøder. Er dette tilfældet vil der efter SKATs opfattelse skulle ske beskatning af spørger [A] af den del af advokathonoraret der vedrører hendes [A] bødesag.

Ved en eventuel skønsudøvelse ved fastlæggelsen af størrelsen af det advokathonorar der vedrører bødesagen, er det SKATs opfattelse, at der vil kunne henses til de "vejledende takster for salærer til forsvarere i straffesager" i det omfang der ikke foreligger vejledende takster eller praksis, der er direkte anvendelige.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.