Dato for udgivelse
08 maj 2015 08:36
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 jan 2015 08:29
SKM-nummer
SKM2015.304.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, S-0528-14
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, hjem, arbejde, weekend
Resumé

T havde for indkomstårene 2009 og 2010 afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med sine selvangivelser, idet han havde selvangivet befordringsfradrag med henholdsvis 137.507 kr. (2009) og 145.356 kr. (2010), selvom fradraget højst udgjorde 35.674 kr. for hvert af årene. T havde selvangivet fradrag for befordring 5 x om ugen, selvom han kun kørte frem og tilbage mellem hjem og arbejde en gang om ugen. Han havde derved unddraget for 73.975 kr. i skat.

T forklarede at han boede i ...1 og arbejdede i ...2. Han kørte til ...2 om søndagen og hjem igen om fredagen. I 2007 da han flyttede til ...1 henvendte han sig på Borgerservice og oplyste, at han kørte frem og tilbage en gang ugentligt og Borgerservice lavede hans skat for ham, herunder hans befordringsfradrag. Han havde blot gjort det SKAT havde sagt, at han skulle. Han havde dokumenterbare kørselsudgifter for 4.500 kr. - 5.000 kr. om måneden, og hvis han kun kan fradrage 1.500 kr. månedligt, har han ikke råd til at gå på arbejde. Det havde han oplyst til SKAT som havde rådgivet ham til at gemme dokumentation og sende det ind ved årets udgang. Han havde talt med flere skattemedarbejdere.

Byretten fandt det bevist, at T havde handlet groft uagtsomt. T burde have været bekendt med, at han ikke var berettiget til et dagligt befordringsfradrag, når han alene kørte tur retur mellem sit hjem og sin arbejdsplads én gang ugentligt. At befordringsfradraget også havde været for højt i 2007 og 2008 gjorde ikke, at T kunne støtte ret herpå vedrørende de efterfølgende indkomstår. T idømtes en bøde på 40.000 kr.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 13

Henvisning

-

Vestre Landsrets dom af 19. januar 2015, 4. afdeling nr. S-0528-14

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Henning Philip Jensen)

Afsagt af landsdommerne

Eva Staal, Mogens Heinsen og Anette Fogh (kst.)

..........................................................

Byrettens dom af 20. februar 2014, nr. K01-4756/2013

Anklageskrift er modtaget den 3. december 2013.

T er tiltalt for overtrædelse af:

Skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1,

ved i sin selvangivelse for indkomstårene 2009 og 2010, groft uagtsomt, at have angivet sit fradrag for befordring for højt, idet han for 2009 den 29. februar 2010 har foranlediget selvangivelse af befordringsfradraget med 137.507 kr. og for 2010 den 10. marts 2011 med 145.356 kr., selv om fradraget for hvert af årene højst udgjorde 35.674 kr., hvorved der blev unddraget skat med 34.012 kr. for 2009 og med 36.634 kr. for 2010, hvorved det offentlige i alt blev unddraget 70.646 kr. i skat.

Påstande 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer 

T har forklaret, at han arbejder hos G1 i ...2, og at han bor i ...1. Han kører derfor til ...2 om søndagen og hjem igen om fredagen. Da han i 2007 flyttede til ...1, tog han på Borgerservice for at få hjælp til at få lavet sin skat. Han oplyste over for V.1 på Borgerservice, at han kørte frem og tilbage mellem ...1 og ...2 een gang ugentligt, og hun lavede hans skat for ham, herunder hans befordringsfradrag. Herefter skete der ikke mere, før han i 2009 selv henvendte sig hos SKAT i x-by i forbindelse med, at han skulle have ændret noget vedrørende sin pension. Den mand, han talte med hos SKAT, sagde til ham, at der var noget galt med hans befordringsfradrag, og at SKAT derfor gerne ville tale med ham.

Skattemedarbejderen tilkaldte sin overordnede, og SKAT nedsatte herefter hans befordringsfradrag til det, som SKAT mente var det rigtige. Han orienterede skattemedarbejderne om, at med dette lavere befordringsfradrag kunne det ikke betale sig for ham at gå på arbejde. Skattemedarbejderne sagde herefter til ham, at når året var omme, skulle han sende det befordringsfradrag ind, som han hele tiden havde fået, og som svarede til hans transportudgifter, og så ville SKAT se på det. Hvis han ikke hørte noget, var hans skat og dermed befordringsfradrag godkendt. Han sendte derfor både i begyndelsen af 2010 og i begyndelsen af 2011 det befordringsfradrag, som han mente sig berettiget til, ind til SKAT, uden at høre noget fra SKAT. Han fik endda skattepenge tilbage. Først i 2011 henvendte en dame fra SKAT i y-by sig, fordi hun mente, at hans befordringsfradrag var for højt.

Det er rigtigt, at han den 11. februar 2010 selv har indberettet et befordringsfradrag på 137.507 kr. Dette blev indberettet efter aftale med de to skattemedarbejdere fra SKAT i x-by og svarer til hans dokumenterede kørselsudgifter for 2009. Han har dokumenterbare kørselsudgifter på 4.500 kr. - 5.000 kr. om måneden, og hvis han kun kan fradrage 1.500 kr. månedligt, har han ikke råd til at gå på arbejde. Det var derfor den overordnede skattemedarbejder sagde til ham, at han eventuelt kunne bevillige ham et højere fradrag, og at han skulle sende det hele ind ved årets udgang.

Efter at damen ved SKAT i y-by nedsatte hans befordringsfradrag i 2011, tog han fri fra arbejde i en uge for at få styr på sin skat og søgte gentagne gange hjælp hos SKAT i x-by. Men dem, han talte med hos SKAT i x-by, kunne ikke hjælpe ham, og de sendte ham blot hjem igen. Han har selv kun selvangivet een gang i 2009 og een gang i 2010, og det efter aftale med de to skattemedarbejdere ved SKAT i x-by. Grunden til at han ændrede på befordringsfradraget i 2010 var, at selvangivelsen ikke havde fortrykt befordringsfradraget for 2009, og derfor var han nødt til at gå ind selv og indtaste det. Efter at SKAT den 5. april 2011 nedsatte befordringsfradraget, afleverede han alle sine bilag til SKAT og spurgte, hvad han så kunne få i befordringsfradrag. Det befordringsfradrag, SKAT beregnede, resulterede i en kæmpe efterskat. Han har forklaret det hele flere gange til politiet, herunder at det var V.1 i Borgerservice, der havde rådgivet ham tilbage i 2007.

Grunden til at han ikke tidligere over for politiet har nævnt de to skattemedarbejdere fra SKAT i x-by er, at han først var anklaget for at have oplyst om en ikke eksisterende person, idet politiet ikke mente, at V.1 eksisterede. Da han selv fandt frem til V.1, blev anklagen ændret til, at han havde afgivet urigtige oplysninger. Han kender ikke navnene på de to skattemedarbejdere ved SKAT i x-by. At befordringsfradraget var 137.000 kr. i 2009 og 145.000 kr. i 2010 har sikkert noget med satserne at gøre. Han fik en kammerat til at regne det ud, da han ikke selv er en ørn til det. Han har ikke fundet det usandsynligt, at een kørsel tur retur kunne give et dagligt befordringsfradrag, da fradraget netop svarede til hans faktiske og dokumenterbare udgifter til kørslen. Hans månedlige transportudgifter på 4.500 kr. -5.000 kr. svarer til et fradrag på 137.000 kr - 145.000 kr. ifølge SKAT i x-by. Han har ikke læst reglerne for befordringsfradrag. Han har ikke gjort noget forkert. Han har blot gjort det, som SKAT har sagt, at han skulle.

V.1 har som vidne forklaret, at hun er pensionist. Hun har tidligere blandt andet været ansat ved Borgerservice i ... Kommune og efter kommunesammenlægningen ved Borgerservice i ... Kommune. Hun husker ikke den konkrete sag. Borgerservice indberetter ikke borgernes skat, det skal borgeren selv. Tidligere kunne Borgerservice foretage indberetning for borgeren. Hun husker ikke, hvornår dette ikke længere var muligt.

En borger har ikke ret til et dagligt befordringsfradrag, hvis borgeren kun kører een gang ugentligt. Det modsatte har hun aldrig sagt. Hvis hun har beregnet et dagligt befordringsfradrag, er det ud fra borgerens oplysninger om, at den pågældende kører dagligt. Hvis borgeren kører hver dag, skal det dokumenteres i form af kvitteringer fra brobizz, diesel m.v. Tidligere var befordringsfradraget fortrykt på selvangivelsen, men det er det ikke længere. Nu skal borgeren selv aktivt ind og registrere og indberette befordringsfradraget. Hun husker ikke, hvornår det blev lavet om. Da hun gik på pension i oktober 2012, skulle borgerne selv registrere deres eventuelle befordringsfradrag.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det fremgår af udskrift af logbog i skattemappen for kalenderåret 2010 vedrørende årsopgørelsen for 2009, at tiltalte selv den 11. februar 2010 har indberettet befordringsfradrag vedrørende indkomståret 2009. Det fremgår af udskrift af logbog i skattemappen for kalenderåret 2011 vedrørende årsopgørelsen for 2010, at tiltalte selv den 10. marts 2011 har indberettet befordringsfradrag vedrørende indkomståret 2010.

På baggrund af vidnet, V.1´s forklaring, lægger retten til grund, at tiltalte ikke har fået oplyst, at en ugentligt kørsel tur retur mellem hjemmet i ...1 og arbejdspladsen i ...2 gjorde tiltalte berettiget til et dagligt befordringsfradrag, og at tiltaltes skat, herunder befordringsfradrag, i 2007 er indberettet på baggrund af oplysninger fra tiltalte. Retten lægger på baggrund af tiltaltes egen forklaring endvidere til grund, at tiltalte var bekendt med, at der var regler for befordring, herunder for befordringsfradrag.

Retten finder herefter, at tiltalte burde have været bekendt med, at han ikke var berettiget til et dagligt befordringsfradrag, når han alene kørte tur retur mellem sit hjem i ...1 og sin arbejdsplads i ...2 een gang ugentligt. Det er derfor bevist, at tiltalte har handlet groft uagtsomt ved for indkomstårene 2009 og 2010 at have indberettet et væsentligt større befordringsfradrag end det, som han var berettiget til. At befordringsfradraget også har været for højt i 2007 og 2008 gør ikke, at tiltalte kan støtte ret herpå vedrørende de efterfølgende indkomstår.

Straffen findes passende at kunne fastsættes til en bøde på 40.000 kr., jf. Skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

T skal betale en bøde på 40.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 20 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

................................................

Vestre Landsrets dom af 19. januar 2015, 4. afdeling nr. S-0528-14

Byretten har den 20. februar 2014 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. K01-4756/2013).

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Supplerende oplysninger

Anklagemyndigheden har for landsretten oplyst, at den unddragne skat efter anklagemyndighedens opfattelse rettelig kan opgøres til 73.975 kr., uden at dette dog har ført til en ændring af tiltalen.

Forklaringer 

Tiltalte og vidnet V.1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han ikke selv satte sig nærmere ind i reglerne for befordringsfradrag, da han flyttede til ...1 i 2007. I stedet fik han hjælp af V.1 på Borgerservice, da han ikke kunne finde ud af det. Han har selv lavet indberetningerne for 2009 og 2010. Han fik en til at beregne tallene og har ikke selv regnet tallene efter. I 2007 og 2008 fik han fradrag svarende til det, han indberettede i 2009 og 2010. Indberetningerne i 2009 og 2010 var, som han fik besked på af de to herrer hos SKAT, han talte med i 2009.

V.1 har supplerende forklaret, at hun aldrig har oplyst, at man kunne fradrage for flere kørsler, end man faktisk foretog. Hun husker ikke den konkrete henvendelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.