åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Indhold

Dette afsnit handler om pligten til at indeholde A-skat og AM-bidrag.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel

  • Særligt om drikkepenge

  • Særligt om udenlandske virksomheder m.v.

  • Særligt om kildeskat til Grønland

Hovedregel

Ved enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde A-skat i det udbetalte beløb. Se KSL § 46, stk. 1.

Arbejdsgivere m.fl., der udbetaler arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, som nævnt i KSL § 49 A, stk. 1 og 2, som ændret ved § 1 i lov nr. 679 af 3. juni 2023, skal også indeholde AM-bidraget. Se KSL § 49 B, stk. 1KSL § 49 C og AMBL § 7.

Indeholdelsen går forud for andre krav mod den pågældende A-indkomst, herunder modkrav fra den indeholdelsespligtige. Se KSL § 46, stk. 3.

►Bemærk

Indeholdelsespligten gælder også, hvor udbetalingen m.v. sker til fx en repræsentant på vegne af en medarbejder m.v.
Se afsnit A.B.1.2.2.1 om indberetning af A-indkomst m.v.◄

Særligt om drikkepenge

Hvis der erhverves A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst i tjenesteforhold på den måde, at den skattepligtige beholder beløb, som han modtager fra tredjemand i medfør af tjenesten (f.eks. drikkepenge), skal A-indkomsten og AM-bidraget opgøres, hver gang der mellem den skattepligtige og arbejdsgiveren foretages opgørelse af de modtagne beløb. A-indkomsten og AM-bidraget skal dog opgøres mindst en gang månedlig.

Samtidig med opgørelsen af A-indkomsten og AM-bidraget skal den skattepligtige afgive den A-skat, som svarer til A-indkomsten, til arbejdsgiveren.

Den skattepligtige kan afskediges til øjeblikkelig fratræden, uanset opsigelsesvarsel, hvis han undlader at afgive A-skatten og AM-bidraget.

Se KSL § 49 og KSL § 49 B, stk. 1.

Særligt for udenlandske virksomheder m.v.

En indkomst skal udbetales gennem en befuldmægtiget, der har hjemting her i landet, hvis indkomsten udbetales af en person, et dødsbo, et selskab, en forening eller en institution m.v., som

  1. er skattepligtig efter reglerne i KSL § 2, stk. 1, nr. 4, eller SEL § 2, stk. 1, litra a, og

  2. har hjemting i et land uden for EU, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til opkrævning og inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU.

I så fald påhviler det den befuldmægtigede at foretage indeholdelse af A-skat.

Skatteforvaltningen kan fritage en udenlandsk arbejdsgiver for pligten til at have en befuldmægtiget med hjemting her i landet, når særlige forhold taler herfor.

Se KSL § 46, stk. 4.

Særligt om kildeskat til Grønland

Skatteministeren kan indgå aftale med Grønland om, at personer, dødsboer, selskaber, foreninger, institutioner m.v., der har hjemting i den ene del af riget, skal foretage indeholdelse af kildeskat til den anden del af riget, for så vidt angår indkomst, som er omfattet af skattepligt efter skattelovgivningen i den anden del af riget. Se KSL § 88, stk. 1.

Skatteministeren fastsætter også de nærmere regler om opkrævning og afregning af kildeskat i dette tilfælde. Se KSL § 88, stk. 3.

Disse regler findes i KSLBek §§ 38-40.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Landsretsdomme
 SKM2022.611.VLR

Der var mellem appellantens enkeltmandsvirksomhed og et selskab, som appellanten ejede og var direktør i, indgået en overdragelsesaftale om selskabets overtagelse af virksomheden. Overdragelsesaftalen blev grundet misligholdelse ophævet af enkeltmandsvirksomheden med virkning fra den 1. januar 2015. Selskabet havde udstedt en faktura til appellanten for bl.a. udlejning af personale i perioden 1. januar til 30. juni 2015, og sagen angik, om selskabet eller appellanten var rette omkostningsbærer af lønudgiften og dermed indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag, og om appellanten i så fald var ansvarlig for betaling af det manglende beløb.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at selskabet havde betalt A-skat og AM-bidrag for personalet, da beløbene var fratrukket selskabets skattekonto, og selvom fakturabeløbet fremgik af mellemregningskontoen mellem appellanten og selskabet, tiltrådte landsretten, af de grunde som byretten havde anført, at det ikke var dokumenteret, at fakturaen var betalt af appellanten. Landsretten fandt det godtgjort, at al drift i virksomheden i hvert fald efter den 1. januar 2015 foregik i appellantens enkeltmandsvirksomhed, og at appellanten derfor skulle anses som rette omkostningsbærer af lønudgiften og dermed også som indeholdelsespligtig efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.

 Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom SKM2022.115.BR