Afsnittet indeholder

  • Generelt
  • Bevillingens gyldighed
  • Flere bevillinger til samme bevillingshaver
  • Vilkår for bevillingen
  • Offentliggørelse af bevillingshavere
  • Bevillingens udløb
  • Afmelding
  • Ændringer i bevillingen

Generelt

Afvikling af offentlige pokerturneringer må kun ske i henhold til forudgående bevilling udstedt af Spillemyndigheden.

Godkendes din ansøgning, får du udstedt en bevilling. Denne bevilling skal opbevares i hele gyldighedsperioden og skal kunne fremvises til Spillemyndigheden på anmodning herom.

Det bemærkes, at ansøger selv er ansvarlig for at indhente tilladelse fra ejeren af det lokale, hvori pokerturneringen skal afholdes. Udstedelse af en bevilling berører ikke en ejers beføjelser til at forbyde pokerspil på sin ejendom eller offentlige institutioners adgang til at forbyde, at en pokerturnering finder sted på institutionens område.

Bevillingens gyldighed

En meddelt bevilling til at afvikle offentlige pokerturneringer gælder for et nærmere angivet sted, og den eller de offentlige pokerturneringer må kun afvikles på den adresse, der er nævnt i bevillingen.

Det fremgår af bevillingen, hvor mange ugentlige turneringer der må afholdes på stedet, hvortil bevillingen er knyttet. Der kan maksimalt opnås bevilling til at afholde to turneringer om dagen.

Bevillingen gælder for et tidsrum på maksimalt 2 år. Når denne periode er udløbet, ophører bevillingen, og der skal søges på ny.

Flere bevillinger til samme bevillingshaver

En bevillingshaver kan opnå bevilling til at afvikle offentlige pokerturneringer mere end ét sted, men der skal foreligge en bevilling for hver lokalitet, hvorpå der afvikles offentlige pokerturneringer. Hvis bevillingshaver ønsker bevilling til at afvikle turneringer på flere lokaliteter, skal der ansøges om en bevilling til hvert sted.

Vilkår for bevilling

Spillemyndigheden kan stille vilkår for bevillingen.

Bevillingen er betinget af, at den ansvarlige bevillingshaver overholder disse vilkår. Hvis vilkårene ikke overholdes, kan Spillemyndigheden tilbagekalde bevillingen og/eller tage skridt til strafforfølgning af den ansvarlige bevillingshaver.

Offentliggørelse af bevillingshavere

Spillemyndigheden vil løbende offentliggøre en oversigt over de bevillingshavere, som har bevilling til at afvikle offentlige pokerturneringer. Oversigten kan ses på Spillemyndighedens hjemmeside www.spillemyndigheden.dk/poker#liste-over-bevillingshavere.

Bevillingens udløb

Spillemyndigheden udsteder bevilling til at afvikle offentlige pokerturneringer med en gyldighedsperiode på indtil 2 år. Når perioden er udløbet, ophører bevillingen, og der skal søges på ny. Der skal betales almindeligt gebyr for en ansøgning.

Det anbefales, at bevillingshaver søger i god tid.

Se afsnit J.A.14.7 om gebyr

Afmelding

Hvis en bevillingshaver ikke længere vil benytte sin bevilling til at afvikle offentlige pokerturneringer, skal den ansvarlige bevillingshaver hurtigst muligt sørge for at afmelde bevillingen hos Spillemyndigheden.

Ændringer i bevillingen

Hvis bevillingshaver ønsker at ændre på en gældende bevilling, fx en forhøjelse af antallet af ugentlige turneringer, en ændring af turneringsstedet osv., skal bevillingshaver indsende en ansøgning om dette til Spillemyndigheden. En ændring må først gennemføres efter Spillemyndighedens godkendelse.

Ændringer, der medfører udstedelse af en ny bevilling, vil udløse nyt gebyr.

Se afsnit J.A.14.7 om gebyr.