Dato for udgivelse
16 Dec 2014 08:01
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Nov 2014 13:39
SKM-nummer
SKM2014.848.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
12. afdeling, B-1252-14
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Virksomheder
Emneord
Syn, skøn, afvisning, begæring
Resumé

Sagen drejer sig om at der ønskes afholdt syn og skøn vedrørende værdiansættelse af en vindmøllepark bestående af 6 vindmøller i Tyskland i forbindelse med, at disse blev erhvervet af 3 danske kommanditselskaber, der senere er samlet i K/S G2. De danske kommanditselskaber ejer vindmøllerne via 3 tyske kommanditselskaber, der tilsvarende senere er samlet i et tysk kommanditselskab. Vindmøllerne er beliggende i ...1, ...2, ...3 og ...4. Vindmøllerne er overdraget og sat i drift i 2009. K/S G2 har opgjort det samlede afskrivningsgrundlag til kr. 145.340.413. A har foretaget afskrivninger i sin skattepligtige indkomst i overensstemmelse med sin ejerandel. 

SKAT er ikke enig med A i opgørelsen af afskrivningsgrundlaget, og har derfor reduceret afskrivningsgrundlaget med henholdsvis kr. 8.584.142 (Udbyderhonorar), kr. 39.640.181 (Infrastrukturanlæg) og kr. 904.142 (Køreveje), eller i alt med kr. 49.128.465. 

A gør gældende, at reduktionen af afskrivningsgrundlaget med udgifterne på henholdsvis kr. 8.584.142 og kr. 39.640.181 ikke bør foretages da udgifterne er indeholdt i prisen som blev forlangt af K/S G2 da anpartsprojektet udbydes, og således udgjorde en del af afskrivningsgrundlaget i K/S G2 som A erhvervede sin anpart i. 

SKAT har her over for den opfattelse, at udgifterne på kr. 8.584.142 og kr. 39.640.181 udgør ikke afskrivningsberettigede udgifter til dels udbyderhonorar og udgifter til infrastrukturanlæg jfr. afskrivningslovens § 5, § 5C og § 45. SKAT er således af den opfattelse, at udgifterne allerede efter afskrivningsloven ikke kan indgå i afskrivningsgrundlaget. 

SKAT har ved opgørelsen af udgifterne på kr. 8.584.142, kr. 39.640.181 samt kr. 904.142 lagt K/S G2s egne oplysninger til grund. 

I sagen har A´s advokat Poul Bostrup anmodet om syn og skøn. Der ønskes mere konkret afholdt syn og skøn til fastlæggelse af værdien af anlægsarbejder mv. i forbindelse med opførelse af vindmølleparkerne i Tyskland. 

SKAT har anvendt anpartsprojektets egne oplysning for så vidt de talmæssige oplysninger. Derfor er det SKATs opfattelse, at da der ikke ses at være nogen uenighed om værdiansættelserne og da sagen vil blive afgjort ud fra rene juridisk regler kan der ikke afholdes syn og skøn. 

Landsskatteretten har givet A afslag på tilsagn om omkostningsdækning med begrundelse om at sagen vil blive afgjort ud fra udelukkende juridisk regelfortolkning. 

Byretten tillod afholdelse af syn og skøn med, at det ikke på det foreliggende grundlag kunne afvises, at et syn og skøn kunne få betydning for Landsskatterettens afgørelse. 

Vestre Landsret omgjorde byrettens kendelse og afviste begæringen om afholdelse af syn og skøn da det skønnedes uden betydning hvad vindmøllernes handelsværdi ved ibrugtagning måtte være og at SKAT havde foretaget en fordeling på baggrund af parternes aftale om en totalentreprise og investorernes øvrige økonomiske oplysninger. 

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 47

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2, A.A.11.1.3

Vestre Landsrets kendelse af 27. november 2014, 12. afdeling, nr. B-1252-14 

Parter 

SKAT
(Kammeradvokaten ved advokat Sune Riisgaard 

mod 

A
(Advokat Poul Bostrup) 

Afsagt af landsdommerne 

Dorte Jensen, Torben Geneser og Lone Kudahl (kst.) 

......................................................................... 

Byrettens kendelse af 21. maj 2014, BS 3-116/2014 

Ingen indkaldt eller mødt. 

Der blev fremlagt mail af 6. maj fra SKAT. 

A har anmodet om, at der afholdes syn og skøn. 

SKAT har protesteret herimod. 

Retten har under telefonmøde den 10. april 2014 tilkendegivet, at syn og skøn tillades. 

SKAT har i mail af 6. maj 2014 bedt om, at retten afsiger kendelse herom. 

Der blev afsagt 

K e n d e l s e 

Nærværende sag er en isoleret bevisoptagelse i form af syn og skøn, hvor rekvirenten har anmodet om, at der afholdes syn og skøn til brug for en verserende Landsskatteretssag, jf. skatteforvaltningslovens § 47, jf. retsplejelovens § 343. 

Retten finder, at det ikke på det foreliggende grundlag på forhånd kan afvises, at syn og skøn vil kunne få betydning for Landsskatterettens afgørelse.

Derfor 

b e s t e m m e s 

Isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn tillades. Sagen udsat. 

........................................................................... 

Vestre Landsrets kendelse af 27. november 2014, 12. afdeling, B-1252-14 

Fremlagte bilag: 

- brev af 5. september 2014 fra kammeradvokaten ved advokat Sune Riisgaard, hvori Skatteministeriet frafalder at afgive yderligere processkrift 

- brev af 23. oktober 2014 fra advokat Poul Bostrup. 

Sagens tidligere fremlagte bilag var til stede. 

Ved kendelse af 21. maj 2014 har byretten bestemt, at isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn tillades. 

Kendelsen er kæret af SKAT med påstand om, at As begæring om tilladelse til syn og skøn ikke tages til følge. 

Parternes påstande

Til støtte for påstanden har SKAT navnlig anført, at Landsskatteretten den 25. juni 2013 har udtalt, at afholdelse af syn og skøn er irrelevant, da det ikke vil kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, og da en besvarelse af spørgsmålene efter Landsskatterettens opfattelse beror på en retlig vurdering, som det tilkommer Landsskatteretten at foretage. Endvidere er der enighed mellem parterne om, hvilke beløb A og de øvrige investorer har betalt til de parter, der har været involveret i vindmølleprojektet. Opgørelsen af As afskrivningsgrundlag afhænger herefter af en skatteretlig kvalifikation af disse beløb (anskaffelsessummen), hvorfor en udmeldelse af syn og skøn om vindmølleparkernes handelsværdi vurderes grundløst. 

A har påstået kendelsen stadfæstet og har til støtte for påstanden navnlig anført, at syn- og skønssagens hovedspørgsmål angår en værdiansættelse af vindmølleparkens handelsværdi ved idriftsættelsen i september 2009. Skønsmanden skal således ikke tage stilling til retlige spørgsmål, men værdiansætte et aktiv, hvilket er kerneområdet for de sager, hvor der udmeldes syn og skøn efter skatteforvaltningslovens § 47. Afskrivningsgrundlaget på 145.340.413 kr. har SKAT nedsat til 96.211.946 kr., da 39.640.181 kr. er henført til infrastrukturanlæg og 904.142 kr. til kørevej.

Endelig har SKAT afvist afskrivning eller fradrag for 8.584.142 kr. i udbyderhonorar til G1 A/S. Da der er uenighed om afskrivningsgrundlaget, vil skønsmandens besvarelse være direkte anvendelig til at afgøre, om det er korrekt, at handelsværdien af vindmøllerne - og dermed afskrivningsgrundlaget - er et større beløb end beløbet på 96.211.946 kr., som efter SKATs opfattelse udgør afskrivningsgrundlaget. 

Landsretten afsagde 

K e n d e l s e 

Sagen vedrører afskrivningsgrundlaget i forbindelse med deltagelse i et K/S-projekt med investering i en vindmøllepark bestående af 6 vindmøller i Tyskland. 

SKAT har ved afgørelse af 12. december 2012 ændret afskrivningsgrundlaget for vindmøllerne, idet udbyderhonoraret til G1 A/S er blevet fratrukket, da honoraret efter SKATs opfattelse ikke er afskrivningsberettiget. Den regulerede anskaffelsessum er herefter blevet fordelt på udgift til vindmøller, infrastruktur og kørevej. Denne fordeling har SKAT opgjort skønsmæssigt på baggrund af totalentrepriseaftalen og investorernes øvrige økonomiske oplysninger, da der i overdragelsesaftalen af 15. januar 2009 ikke var foretaget en fordeling af anskaffelsessummen på henholdsvis vindmøller og infrastrukturanlæg. 

På denne baggrund skønnes et syn og skøn om vindmøllernes handelsværdi ved idriftsættelsen i september 2009 at være uden betydning for Landsskatterettens behandling af sagen. Begæringen om syn og skøn tages derfor ikke til følge. 

T h i   b e s t e m m e s 

As begæring om tilladelse til syn og skøn tages ikke til følge. 

Kæreafgiften skal betales tilbage. 

Sagen sluttet.