Parter
H1
(Advokatfuldmægtig Lars Johannesen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ adv. fm. Esben Lyshøj Jensen)
Afsagt af byretsdommer
Eva Hammerum
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag, der er anlagt den 12. marts 2013, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren for vurderingsårene 2002-2006 er berettiget til yderligere fradrag efter den dagældende vurderingslovs § 17, for udgifter til etablering af vejanlæg.
Sagsøgeren, H1, har nedlagt påstand om, at sagsøgte skal anerkende, at sagsøger ved vurderingerne 2002-2006 af ejendommen beliggende ...1, i henhold til vurderingslovens dagældende § 17 er berettiget til fradrag i grundværdien for udgifter til etablering også af det på bilag 1 [ikke gengivet.red.SKAT] med blå markerede vejareal, og at sagen hjemvises til vurderingsmyndighederne til den beløbsmæssige opgørelse.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Ejendommen, som sagen vedrører, har et samlet grundareal på 7.681 m². Sagsøgeren har opført 8 bygninger på ejendommen med i alt 20 lejligheder.
Sagsøgeren er indrømmet fradrag for udgifter til anlæg af den del af vejanlægget, der på bilag A [ikke gengivet.red.SKAT], der er vedhæftet dommen som bilag, er indtegnet med rød, stiplet linje.
Sagsøgeren ønsker tillige fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af det vejareal, der på bilag 1, der tillige er vedhæftet dommen som bilag, er markeret med blå farve.
Af Landsskatterettens afgørelse af 12. december 2012 fremgår blandt andet:
"...
Landsskatterettens afgørelse
|
Fradrag for forbedringer
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Fradragspost
|
Vurderingsankenævnets afgørelse
|
Repræsentantens påstand
|
Landsskatterettens afgørelse
|
|
|
|
|
|
|
Vejanlæg og
|
150.000 kr.
|
152.404 kr.
|
Vurderingsankenævnets afgørelse stadfæstes
|
|
|
|
|
|
|
stianlæg
|
|
71.432 kr. |
Vurderingsankenævnets afgørelse stadfæstes
|
Internt vejanlæg
Retten bemærker, at dokumenterede udgifter til anlæggelse af intern vej på en storparcel, der naturligt kan betragtes som et hovedanlæg til betjening af dele af ejendommen i tilfælde af udstykning, kan være fradragsberettigede, såfremt vejanlægget kan antages at bevirke en værdistigning af grundværdien i ubebygget stand, jf. vurderingslovens §§ 13, 17 og 18.
Retten har lagt til grund, at der er etableret et vejanlæg inde på grunden, som antages at bidrage til værdiforøgelse af grunden, og at der således er grundlag for at indrømme et fradrag for de afholdte udgifter i forbindelse hermed. Den del af vejanlægget, som retten finder at bidrage til værdiforøgelse af grunden, løber fra matrikelgrænsen og ind på ejendommen indtil vejanlægget forgrenes ud på klagerens grundareal.
Ved bedømmelsen heraf har retten lagt vægt på placeringen af det interne vejanlæg, herunder at vejanlægget leder færdsel udefra ind på udstykningen. Retten bemærker i øvrigt at det fradragsberettigede vejanlæg tillige betjener ejendommen med adressen ...2.
Efter de fremlagte oplysninger lægges det til grund, at klageren har bekostet udgiften til etablering af det interne vejanlæg. Det er imidlertid Landsskatterettens opfattelse, at den egentlige afholdte udgift til den fradragsberettigede del af vejanlægget ikke anses for at være tilstrækkeligt dokumenteret i de fremlagte oplysninger, idet der alene er henvist til posterne i byggeregnskaberne benævnt "Gård-, haveanlæg, hegn, interne veje og parkeringspladser", "Gård-, haveanlæg + hegn inkl. Parkbelysning", "Interne veje" og "Parkeringspladser" uden specifikation af, hvad de enkelte poster dækker over.
Ansættelsen må derfor i overensstemmelse med afgørelsen SKM2004.162.HR bero på et skøn.
På baggrund af ovenstående og sagens oplysninger, herunder den af repræsentanten fremlagte V&S beregning og det forhold, at udgiften ikke er tilstrækkelig dokumenteret i de fremlagte byggeregnskaber, godkender retten efter et skøn et mindre fradrag for de afholdte udgifter end det af vurderingsankenævnet fastsatte fradrag for internt sti- og vejanlæg på 150.000 kr.
Efter en konkret vurdering er Landsskatteretten imidlertid af den opfattelse, at det af vurderingsankenævnet udøvede skøn ikke skal tilsidesættes. Landsskatteretten lægger derfor til grund, at udgifterne til etablering af det interne vejanlæg kan indeholdes i de 150.000 kr., og at udgiften er afholdt af klageren
..."
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 2.
Parternes synspunkter
Sagsøger har i påstandsdokument af 19. marts 2014 anført følgende:
"...
Overordnet sagsfremstilling
Ved nærværende sag er Landsskatterettens kendelse af 12. december 2012 omhandlende ejendommen beliggende ...1, (Bilag 2) indbragt for Byretten.
Sagen vedrører ansættelsen af fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter efter vurderingslovens dagældende §§ 17 og 18, der ved lov nr. 925 af 18. september 2012 er ophævet med virkning fra 1. januar 2013. Der er enighed om, at ophævelsen af vurderingslovens §§ 17 og 18 ikke har betydning for nærværende sag.
Anbringender
Uenigheden i nærværende sag går på, om vejanlægget markeret på sagens bilag 1 har medført en stigning i grundens værdi i ubebygget stand.
Der er enighed om, at vejanlægget har medført en stigning i grundens værdi i ubebygget stand, såfremt dette har karakter af et "hovedanlæg".
Det er sagsøgers opfattelse, at hele vejanlægget markeret på sagens bilag 1 har karakter af et hovedanlæg.
Overordnet gøres det således gældende, at Landsskatterettens skøn er udøvet på et forkert grundlag og fører til et urimeligt resultat, idet der er flere fradragsberettigende anlæg på grunden, end Landsskatteretten har lagt til grund for sin afgørelse.
Såfremt Retten måtte tiltræde, at en eller flere af vejstrækningerne på bilag 1 har karakter af hovedanlæg, skal sagen hjemvises til vurderingsmyndighederne til fornyet behandling af fradragsansættelsen.
Vurderingslovens § 17 havde følgende ordlyd:
"...
Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringen består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.
..."
Det overordnede formål med § 17 var, at der skulle ske friholdelse af grundforbedringer for beskatning. Dette havde været formålet med loven siden indførelsen i 1922. Formålet var således at fremme, at der gennemførtes sådanne grundforbedringer.
I Den Juridiske Vejledning 2014-1 (afsnit H.A.3.3.2) er hovedanlægsbetragtningen beskrevet således:
"...
Hvornår og hvilke grundforbedringsudgifter gives der fradrag for
Hvornår gives der fradrag
Efter SKATs praksis gives fradrag for vej- og forsyningsanlæg mv. i fx et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter som hovedregel kun for udgifter til anlæg uden for grunden. Udgifter til anlæg samt til pladsbelægning mv. på selve grunden anses derimod for at være en del af byggeomkostningerne. Der gives fx fradragsret for kloak frem til skel, men ikke fra skel til hus.
Efter praksis gælder der en undtagelse fra denne hovedregel for større ejendomme, der er udlagt til fx tæt, lav bebyggelse med andelsboliger. For sådanne ejendomme kan der gives fradrag for udgifter til hovedanlæg, der betjener en større del af ejendommen. Baggrunden for dette er, at der alternativt ved en udstykning til fx traditionel række husbebyggelse ville være fradragsret for udgifter til fællesanlæg, som befinder sig uden for de enkelte udstykkede ejendommes skel. Der kan efter praksis gives fradrag for hovedanlæg på linje med den adgang til at give fradrag for foranstaltninger uden for grunden, som øger værdien af grunde i traditionelle parcel- eller rækkehuskvarterer.
Det betyder, at der kan gives fradrag for et hovedanlæg bestående af fx en hovedforsyningsledning, der betjener eller fremover vil betjene en større del af ejendommen, mens stikledninger fra hovedledningen og til de enkelte bygninger eller boliger ikke udgør et hovedanlæg. Udgifter vedrørende fx veje eller hovedstier, der tjener adgangen til grunden, kan også være fradragsberettigede, mens stikveje eller stier, der betjener de enkelte bygninger eller boliger, ikke kan føre til fradrag.
..."
Denne udlægning af hovedanlægsbetragtningen er tillige anerkendt i retspraksis, hvilket bl.a. fremgår af afgørelserne SKM2011.790.ØLR, SKM2013.369.HR samt SKM2013.879.HR.
For traditionelle parcel- og rækkehuskvarterer gælder det således, at der gives fradrag for anlæg uden for de enkelte ejendommes respektive skel, idet anlæg inden for skel anses for nært knyttet til den på enkeltparcellen opførte bebyggelse og følgelig betragtes som en del af byggeomkostningerne. Anlæg inden for skelgrænsen medregnes således ikke i den del af ejendomsvurderingen, der udgøres af grundværdien, men derimod til den del, der udgøres af forskelsværdien (bygningsværdien), jf. vurderingslovens § 5, stk. 2.
På storparceller, hvor der er opført flere rækkehuse eller boliger, vil der typisk være anlagt sådanne anlæg inde på grunden, som ville være fradragsberettigende efter vurderingslovens regler, såfremt der havde været tale om et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter, hvor hver enkelt bolig var udstykket som en selvstændig ejendom. I dette tilfælde ville anlæggene netop have ligget uden for de enkelte ejendommes skel.
Formålet med hovedanlægsbetragtningen er at sikre parallelitet mellem traditionelle parcel- og rækkehusudstykninger og storparceller, således at disse ligestilles i en skattemæssig henseende.
Indholdet af hovedanlægsbetragtningen er således, at der for storparceller skal foretages en vurdering af, om et anlæg ville være fradragsberettigende, såfremt der var tale om en traditionel parcel- eller rækkehusudstykning, dvs. om der i dette tilfælde ville være tale om et fællesanlæg uden for de enkelte ejendommes skel.
Såfremt der er tale om et anlæg inden for skel (en stikledning), vil anlægget udgøre en del af forskelsværdien, jf. vurderingslovens § 5, stk. 2, hvorfor anlægget ikke kan berettige til fradrag i grundværdien efter vurderingslovens §§ 17-18.
I forhold til anlæg uden for skel er tilknytningen til bygningerne ikke længere relevant, idet sådanne anlæg ikke kan udgøre en del af forskelsværdien, men alene kan relatere sig til grundværdien, jf. vurderingslovens §§ 5, stk. 2, 9 og 13.
Ved vurderingen af hvornår der er tale om en storparcel må der henses til, at formålet med hovedanlægsbetragtningen er at sikre skattemæssig lighed mellem beboere af traditionelle parcel- og rækkehuse og beboere af lejligheder, rækkehuse eller lignende opført på en storparcel, hvorfor en storparcel i relation til hovedanlægsbetragtningen nødvendigvis må defineres som en ejendom, som kan udstykkes til to eller flere selvstændige ejendomme. Følgelig vil hovedanlægsbetragtningen kunne finde anvendelse på ejendomme, som kan udstykkes til to eller flere selvstændige ejendomme.
Med henblik på at foretage en vurdering af, om et anlæg i tilfælde af storparcellens udstykning i mindre, selvstændige ejendomme, ville udgøre et hovedanlæg (dvs. et fællesanlæg uden for skel), skal der indledningsvist foretages en vurdering af, hvordan storparcellen kunne tænkes udstykket.
Som et eksempel herpå fremlægges som sagens bilag 5 et oversigtsfoto af en ejendom i ..., hvor en storparcel netop er udstykket til traditionel rækkehusbebyggelse. Det skal understreges, at ejendommen ikke har nogen tilknytning til nærværende sag, men at bilaget tjener til ren illustration.
Dernæst skal der foretages en vurdering af, om det konkrete anlæg udgør et fradragsberettigende fællesanlæg uden for skel (dvs. en vurdering af om anlægget betjener eller fremover vil betjene en større del af ejendommen, jf. SKM2013.369.HR samt SKM2013.879.HR).
Ved en større del af ejendommen må forstås to eller flere af de "fiktive" udstykninger, idet et anlæg, der betjener mere end en ejendom i et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter netop vil være et fradragsberettigende anlæg uden for skel, jf. vurderingslovens § 17, jf. SKM2013.369 HR, SKM2013.879.HR, SKM2013.819.BR samt SKM2013.845.BR.
Når der ses på det vejanlæg, der er omtvistet under denne sag (bilag 1 og bilag A), så forekommer det på baggrund af ovenstående gennemgang af hovedanlægsbetragtningen åbenbart, at vejarealerne markeret på bilag 1 skal karakteriseres som et hovedanlæg.
Forestiller man sig, at de enkelte rækkehuse udstykkes til selvstændige ejendomme, så kan der næppe være tvivl om, at de omhandlede veje vil være beliggende uden for skel og betjene flere dele af ejendommen. Følgelig er der tale om fradragsberettigende hovedanlæg.
Til illustration heraf fremlægges som sagens bilag 6 et oversigtsfoto, hvorpå det er illustreret, hvordan ejendommen kunne tænkes udstykket, jf. også bilag 5.
Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at vejarealerne markeret på bilag 1 er anlagt således, at de nøje følger de på ejendommen opførte bygninger, og således alene tjener til at fordele færdslen internt på ejendommen, hvorfor udgifterne til disse vejarealer knytter sig til byggeomkostningerne.
For det første bemærkes det, at det efter vurderingslovens § 13 er grunden i ubebygget stand, der skal vurderes, hvorfor tilknytningen til den opførte bebyggelse allerede af denne grund er irrelevant.
Dernæst bemærkes det, at vejarealerne markeret på bilag 1 - som illustreret på bilag 6 - i tilfælde af ejendommens udstykning i mindre, selvstændige ejendomme ville være beliggende uden for de enkelte "nye" ejendommes skel, hvorfor tilknytningen til byggeriet ikke er relevant, idet forskelsværdien, jf. vurderingslovens §§ 5, stk. 2, 9 og 13 alene omfatter foranstaltninger inden for skelgrænsen.
Endeligt gælder det, at forsyningsledninger, veje, stier og øvrige foranstaltninger, som efter omstændighederne kan være fradragsberettigende, altid i et større eller mindre omfang - også i traditionelle parcel- og rækkehuskvarterer - vil være anlagt i forhold til den opførte bebyggelse, uden at dette dog er diskvalificerende i forhold til fradragsretten. På denne baggrund er dette heller ikke tilfældet i nærværende sag, idet det bærende hensyn bag hovedanlægsbetragtningen er, at traditionelle parcel- og rækkehusudstykninger og storparceller skal stilles lige i skattemæssig henseende.
Dernæst har sagsøgte henvist til, at den fradragsberettigende del af vejen tillige tjener ejendommen beliggende ...2. Sagsøger er enig i, at dette moment kan tillægges vægt ved vurderingen af, om vejanlægget er fradragsberettigende - på samme måde som det skal tillægges vægt, at den sydlige del af vejstrækningen, som sagsøgte ikke har anerkendt som fradragsberettigende, tillige tjener denne ejendom, og på samme måde som de øvrige dele af vejanlægget vil tjene en større del af ejendommen i tilfælde af udstykning.
Endeligt har sagsøgte anført, at Landsskatteretten har udøvet et lempeligt skøn. Dette er efter sagsøgers opfattelse ikke relevant for Rettens vurdering, idet det afgørende er, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag, og idet det ikke kan udelukkes, at det ville have ført til et andet resultat, såfremt grundlaget for skønnet havde været korrekt
..."
Sagsøgte har i påstandsdokument af 7. februar 2014 anført følgende:
"...
Denne sag omhandler, hvorvidt sagsøgeren for vurderingsårene 2002-2006 er berettiget til yderligere fradrag efter den dagældende vurderingslovs § 17 for udgifter til etablering af vejanlæg internt på den i sagen omhandlede ejendom.
Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte det af Landsskatteretten ved kendelse af 12. december 2012 (bilag 2) udøvede skøn og sagsøgeren derfor ikke er berettiget til yderligere fradrag i henhold til vurderingslovens dagældende § 17 for udgifter til etablering af det interne vejanlæg, der er markeret på det som bilag 1 fremlagte kort.
Fradrag efter vurderingslovens dagældende § 17 er betinget af, at der foreligger en forbedring og at denne forbedring bevirker en stigning i grundværdien. Det er alene foranstaltninger, der påvirker værdien af den ubebyggede grund, som indgår i grundværdiansættelsen, jf. vurderingslovens § 13, stk. 1, og det er derfor også kun sådanne foranstaltninger, der er omfattet af vurderingslovens § 17. Udgifter til forbedringer, der har en sådan integreret sammenhæng med byggeriet på grunden, at det kun har værdi i forbindelse med dette, er ikke omfattet af vurderingslovens § 17, jf. bl.a. SKM2013.879.HR, SKM2013.369.HR og SKM2013.388.VLR.
Udgangspunktet er, at udgifter til anlæg på selve ejendommen ikke berettiger til fradrag efter vurderingslovens dagældende § 17. Arbejder på ejendommen henregnes således som udgangspunkt til byggeomkostningerne.
Praksis vedrørende vej- og forsyningsanlæg er i SKATs juridiske vejledning 2014-1, afsnit H.A.3.3.2. sammenfattet således:
"...
Hvornår og hvilke grundforbedringsudgifter gives der fradrag for
Hvornår gives der fradrag
Efter SKATs praksis gives fradrag for vej- og forsyningsanlæg mv. i fx et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter som hovedregel kun for udgifter til anlæg uden for grunden. Udgifter til anlæg samt til pladsbelægning mv. på selve grunden anses derimod for at være en del af byggeomkostningerne. Der gives fx fradragsret for kloak frem til skel, men ikke fra skel til hus.
Efter praksis gælder der en undtagelse fra denne hovedregel for større ejendomme, der er udlagt til fx tæt, lav bebyggelse med andelsboliger. For sådanne ejendomme kan der gives fradrag for udgifter til hovedanlæg, der betjener en større del af ejendommen. Baggrunden for dette er, at der alternativt ved en udstykning til fx traditionel rækkehusbebyggelse ville være fradragsret for udgifter til fællesanlæg, som befinder sig uden for de enkelte udstykkede ejendommes skel. Der kan efter praksis gives fradrag for hovedanlæg på linje med den adgang til at give fradrag for foranstaltninger udenfor grunden, som øger værdien af grunde i traditionelle parcel- eller rækkehuskvarterer.
Det betyder, at der kan gives fradrag for et hovedanlæg bestående af fx en hovedforsyningsledning, der betjener eller fremover vil betjene en større del af ejendommen, mens stikledninger fra hovedledningen og til de enkelte bygninger eller boliger ikke udgør et hovedanlæg. Udgifter vedrørende fx veje eller hovedstier, der tjener adgangen til grunden, kan også være fradragsberettigede, mens stikveje eller stier, der betjener de enkelte bygninger eller boliger, ikke kan føre til fradrag.
..."
Hovedanlægsbetragtningen er således en undtagelse til udgangspunktet om, at der kun gives fradrag for udgifter til anlæg uden for ejendommen. Højesteret har i SKM2013.369.HR anerkendt skattemyndighedernes praksis på området, som Landsskatterettens kendelse af 12. december 2012 også er udtryk for. Der er ikke med SKM2013.369.HR indført nye eller udvidede kriterier for bedømmelsen af, om der foreligger et fradragsberettiget hovedanlæg.
Det er således alene den del af et anlæg, der medfører en stigning i grundens værdi i ubebygget stand, der udgør et fradragsberettiget hovedanlæg. Det fremgår klart af Højesterets dom i SKM2013.879.HR, at der ikke foreligger et hovedanlæg, blot fordi anlægget i tilfælde af en fiktiv udstykning af grunden i mindre parceller vil betjene flere parceller eller husnumre.
Sagsøgte gør gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte det af Landsskatteretten skønsmæssigt fastsatte fradrag, og sagsøgeren er derfor ikke berettiget til yderligere fradrag for udgifter til etablering af internt vejanlæg.
Det påhviler efter fast retspraksis sagsøgeren at godtgøre, at Landsskatterettens skøn er udøvet på et forkert grundlag, eller at det er åbenbart urimeligt, jf. eksempelvis SKM2013.879.HR. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.
Det er alene den del af vejanlægget, der er markeret med rød stiplet linje på bilag A, der udgør et fradragsberettiget hovedanlæg. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at de dele af vejanlægget, der ikke er markeret på bilag A, har selvstændig værdi for grunden i ubebygget stand.
Den del af vejanlægget, der er markeret på bilag A, tjener til at lede færdslen udefra ind på grunden. Denne del af vejanlægget skaber således adgang fra ejendommen til det offentlige vejnet. De øvrige dele af vejanlægget er anlagt således, at de nøje følger de på ejendommen opførte bygninger, og tjener således alene til at fordele færdslen internt på ejendommen.
Anlægsudgiften til disse øvrige dele af vejanlægget udgør derfor en integreret del af byggeomkostningerne. De pågældende veje har karakter af interne fordelingsveje og de er som sådan at sidestille med stikledninger, hvorfor de ikke berettiger til fradrag, jf. SKM2013.879.HR, SKM2013.369.HR og SKM2013.388.VLR.
Det bemærkes endvidere, at Landsskatteretten har udøvet et lempeligt skøn ved fastsættelsen af fradraget for interne vej- og stianlæg. Sagsøgeren har fået et fradrag på i alt kr. 150.000,- for denne post, mens udgifter til den del af vejanlægget, der kan karakteriseres som et hovedanlæg er beregnet til kr. 26.351,-, jf. bilag B.
Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at Landsskatterettens skøn over fradrag for internt vejanlæg er udøvet på et forkert grundlag, eller er åbenbart urimeligt
..."
Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tvisten angår, om sagsøgeren er berettiget til yderligere fradrag efter dagældende vurderingslovs § 17 for udgifter til etablering af vejanlæg.
Af Højesterets dom, gengivet i SKM2013.879.HR fremgår blandet andet:
"...
Højesteret har i dom af 8. maj 2013 (gengivet i SKM2013.369.HR) fastslået, at der i overensstemmelse med skattemyndighedernes praksis for større ejendomme udlagt til f.eks. tæt, lav bebyggelse med andelsboliger kan gives fradrag for hovedanlæg på linje med adgangen til at give fradrag for foranstaltninger uden for grunden, der øger værdien af grunde i traditionelle parcel- eller rækkehuskvarterer. Der kan således gives fradrag for et hovedanlæg bestående af f.eks. en hovedforsyningsledning, der betjener eller fremover vil betjene en større del af ejendommen, mens stikledninger fra hovedledningen og til de enkelte bygninger eller boliger ikke udgør et hovedanlæg. Udgifter vedrørende f.eks. veje eller hovedstier, der tjener adgangen til grunden, kan ligeledes være fradragsberettiget, mens stikveje eller stier, der betjener de enkelte bygninger eller boliger, ikke vil kunne føre til fradrag
..."
Landsskatteretten har i nærværende sag fundet, at alene den del af vejanlægget, der løber fra matrikelgrænsen og ind på ejendommen, indtil vejanlægget forgrenes ud på sagsøgerens grundareal, bidrager til værdiforøgelse af grunden.
Retten finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort omstændigheder, hvorefter Landsskatterettens skøn er udøvet på et forkert grundlag, eller er åbenbart urimeligt, hvorfor der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens vurdering. Det bemærkes i den forbindelse, at det på bilag 1 med blå markerede vejanlæg nøje følger bebyggelsen inde på grunden. Pågældende vejanlæg tjener ikke adgangen til grunden, men har karakter af interne fordelingsveje. Det på bilag 1 med blå markerede vejanlæg kan således ikke anses for en del af et hovedanlæg, der øger grundens værdi i ubebygget stand, jf. dagældende vurderingslovs § 17, sammenholdt med § 13.
Som følge heraf frifindes sagsøgte.
Efter sagens udfald finder retten, at sagsøger skal betale sagsomkostninger til sagsøgte. Sagsgenstanden er oplyst til at være 22.136,28 kr. Retten finder herefter, at sagsøger skal betale sagsomkostninger til sagsøgte med 18.000 kr., der udgør passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand inklusiv moms.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
I sagsomkostninger skal sagsøgeren, H1, inden 14 dage betale 18.000 kr. til sagsøgte.