Dato for udgivelse
13 nov 2014 11:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
05 nov 2014 14:20
SKM-nummer
SKM2014.777.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
1. afdeling, 66/2013
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning + Fradrag og afskrivninger
Emneord
Fradragsret, kontingentbetalende, medlemmer, vedtægter, selvsupplerende, bestyrelse
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt H1.1 har ret til at opnå godkendelse efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3. Efter disse bestemmelser fradrages gaver, henholdsvis løbende ydelser, som den skattepligtige har ydet til foreninger, stiftelser, institutioner mv., hvis midler anvendes i almenvelgørende eller almennyttigt øjemed. Fradragsretten er betinget af, at SKAT har godkendt den pågældende forening mv. i henhold til bestemmelserne.

H1.1 havde fået afslag på godkendelse efter ligningsloven med den begrundelse, at H1.1 ikke havde 300 kontingentbetalende medlemmer.

Højesteret fastslog, at der i ligningsloven var hjemmel til ved en bekendtgørelse at fastsætte bestemmelse om, at en forening for at blive godkendt skal have et antal kontingentbetalende medlemmer, der overstiger 300. Endvidere fastslog Højesteret, at H1.1 skulle behandles efter de regler i bekendtgørelsen, der gælder for foreninger, og at H1.1 ikke opfyldte minimumskravet om antal kontingentbetalende medlemmer.

Reference(r)

Ligningsloven § 8 A
Ligningsloven § 12

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-2 C.A.4.3.5.8

Appelliste

Parter

H1.1
(advokat Christian Harlang)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Bodil Søes Petersen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Søgaard, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Jon Stokholm, Vibeke Rønne, Michael Rekling og Kurt Rasmussen.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 9. afdeling den 22. marts 2013.

Påstande

Appellanten, H1.1, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

H1.1 har fået afslag på godkendelse efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3, med den begrundelse, at H1.1 ikke har 300 kontingentbetalende medlemmer. Afslaget medfører, at skattepligtige ikke kan foretage fradrag for gaver og løbende ydelser til H1.1.

Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret,

at   

der i ligningslovens § 8 A, stk. 3, og § 12, stk. 4, er hjemmel til som sket ved bekendtgørelse nr. 837 af 6. august 2008 at fastsætte bestemmelse om, at en forening for at blive godkendt skal have et antal kontingentbetalende medlemmer, der overstiger 300,

at

H1.1 skal behandles efter de regler i bekendtgørelsen, der gælder for foreninger, og

at

H1.1 ikke opfylder minimumskravet om antal kontingentbetalende medlemmer.

Højesteret stadfæster derfor dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1.1 betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.