Indledning

To sager, der blev behandlet sammen i Højesteret den 4. april 2013 fastslog, at visse tyske underskudsudligningsbetalinger i koncernforhold ikke var et skattepligtigt tilskud efter dansk ret. Såvel de tyske selskabers skattepligtige indkomst som de danske moderselskabers sambeskatningsindkomst blev derfor nedsat.

Højesterets domme

Den ene sag (SKM2013.321.HR) angik opgørelsen af den skattepligtige indkomst for et tysk datterselskab, som i indkomståret 2003 var sambeskattet med (koncern)moderselskabet i Danmark efter danske regler. Sagen omhandlede den skattemæssige behandling efter dansk ret af det resultatudligningsbeløb, som selskabets tyske moderselskab havde betalt i henhold til den tyske resultatoverførselsaftale, hvorved der selskaberne imellem var stiftet et såkaldt Organschaft, hvilket indebar, at det tyske datterselskabs underskud blev henført til moderselskabet, således at selskaberne blev stillet som ved en sambeskatning.

SKAT havde anset et beløb, som det tyske moderselskab i henhold til den nævnte aftale havde overført til datterselskabet til udligning af dettes underskud som et skattepligtigt tilskud for datterselskabet, hvilket ikke var fradragsberettiget som en driftsomkostning for det tyske moderselskab.

Det fremgår af den tyske selskabsskattelov (Körperschaftsteuergesetz) at, hvis et aktieselskab ved en overskudsoverførselsaftale har forpligtet sig til at overføre hele sit overskud til en anden erhvervsvirksomhed, skal selskabets indkomst under visse forudsætninger henføres til denne anden virksomhed.

Den skattemæssige virkning af overskudsoverførselsaftalen og den betaling, der skete til datterselskabet til udligning af underskuddet, skulle bedømmes efter danske skatteregler ved opgørelse af sambeskatningsindkomsten, på grundlag af den retlige kvalifikation efter tysk aktieselskabsret, der således indgik i bedømmelsen som faktum.

Tilsvarende forhold gjorde sig gældende i den anden sag (SKM2013.320.HR), som angik et dansk moderselskab, der var sambeskattet med en tysk underkoncern bestående af 10 selskaber. Moderselskabet i den tyske underkoncern havde i medfør af reglerne om "Organschaft" indgået en beherskelses- og resultatoverførselsaftale med tre af de tyske datterselskaber, hvorved datterselskaberne forpligtede sig til at overføre deres overskud til det tyske moderselskab, mod at det tyske moderselskab forpligtede sig til at udligne datterselskabernes underskud.

Højesterets flertal mente i begge sager, at begrebet "overskudsoverførselsaftaler" efter tysk selskabsret omfatter både aftaler, der er formuleret således, at selskabet forpligter sig til at overføre sit overskud til den anden part, og aftaler, der er formuleret således, at selskabet påtager sig at drive sin virksomhed for regning af den anden part.

Efter tyske regler behandles de to typer af overskudsoverførselsaftaler ens i den forstand, at indkomsten ved begge typer af aftaler henføres til den anden part, og således at det selskab, der overfører sit overskud ved begge typer af aftaler, anses for fast driftssted af den anden part.

Som følge heraf fandt Højesteret, at betalinger til udligning af underskud efter tysk selskabsret blot indebærer, at underskuddet placeres hos den part, som skal bære det. Denne forståelse blev støttet af, at betalingerne efter tysk skatteret er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Flertallet af dommerne fandt herefter, at underskudsudligningsbetalingerne fra moderselskaberne til datterselskaberne under disse omstændigheder ikke var omfattet af statsskattelovens § 4, men var skattefrie for datterselskabet.

Tre dommere mente derimod, at der ikke var grundlag for at anse resultatudligningsbeløbene for ikke at være indtægt for datterselskabet efter statsskattelovens § 4 eller for at fastslå, at de tyske selskaber i praksis udgjorde og fremstod som en sådan enhed, at datterselskaberne efter danske skatteregler kunne sidestilles med en filial af eller et fast driftssted for de tyske moderselskaber.

Højesteret nedsatte herefter de tyske datterselskabers skattepligtige indkomst og de danske moderselskabers sambeskatningsindkomst med udligningsbeløbet og ændrede dermed Østre Landsrets domme fra 2009, hvor Skatteministeriet havde fået medhold.

Genoptagelse

Da Højesterets afgørelser er udtryk for en praksisændring og det samtidig vurderes, at et ukendt (om end begrænset) antal skatteydere vil blive berørt af dommene, udsendes dette styresignal om genoptagelse.

Det bemærkes, at koncerntilskud siden 1. januar 2007 har været skattefrie, jf. selskabsskattelovens § 31 D. Koncernbidrag er dog stadig skattepligtige i Danmark, hvis der gives fradrag for dem i udlandet.

En genoptagelse vil være relevant for danske koncerner med tyske datterselskaber i en dansk sambeskatning, hvor 1) der er indgået et Organschaft-forhold mellem tyske selskaber og der er foretaget underskudsudligningsbetalinger mellem selskaberne, samt 2) de danske skattemyndigheder har lavet en tilskudsbeskatning eller koncernen selv har ladet sig tilskudsbeskatte. Tilsvarende gælder, hvis der måtte være andre lande med regler svarende til de tyske Organschaft-regler, herunder at landets selskabsregler svarer til de tyske.

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen skal indgives til SKAT.

Frister for genoptagelse

Da praksisændringen er til gunst for skattepligtige, kan andre skatteydere med lignende sager få ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 7.

Genoptagelse kan ske fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse, jf. 27, stk. 1, nr. 7, dvs. 2003.

Der gælder en 10-års forældelse af de afledte krav, jf. skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4.

Den 10-årige forældelsesfrist for krav på tilbagebetaling af skat bliver "fastfrosset" på tidspunktet for de underkendende afgørelser fra Højesteret, således at der ikke indtræder forældelse, hvis anmodningen om genoptagelse i øvrigt fremsættes rettidigt.

Anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes under iagttagelse af fristbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, hvilket vil sige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om den underkendelse af praksis, der begrunder genoptagelsen.

Fristen på 6 måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKATs hjemmeside, www.skat.dk.

Ikrafttrædelses- og bortfaldelsestidspunkt

Styresignalet bortfalder 6 måneder efter offentliggørelsen på SKATs hjemmeside www.skat.dk. Praksisændringen indarbejdes i Den juridiske vejledning 2015-1, som offentliggøres til januar 2015.