Dato for udgivelse
12 jun 2014 10:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
11 nov 2013 10:24
SKM-nummer
SKM2014.413.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
13. afdeling, S-0358-13
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Momsunddragelse, skatteunddragelse, ansvarsgennembrud, uagtsomhed, revisor, sagsbehandlingstid
Resumé

T var tiltalt for som direktør, daglig leder og reel ejer af selskabet H1 ApS ved grov uagtsomhed at have angivet momstilsvaret for lavt for perioden 1. januar 2006 til 31. december 2006 med 66.375 kr.

T var tillige tiltalt for, ved grov uagtsomhed, ikke at have reageret på en for lav skatteansættelse for 2005 og 2006, idet værdi af fri båd ikke var medregnet med 42.120 kr. pr. år hvorved den samlede skatteunddragelse blev opgjort til 37.656 kr.

T forklarede, at han havde tastet momsangivelserne forkert, momsafstemningerne i bogholderiet var rigtige og derfor opdagede han ikke fejlen.

Vedrørende skatteværdien af fri båd forklarede T, at han havde solgt sin private båd over i selskabet og båden var ikke købt i selskabet til eget brug. Han havde ikke forestillet sig at en jolle til en værdi af omkring 28.000 kr. var omfattet af begrebet "lystbåd".

Byretten udtalte indledningsvist, at hvis en overtrædelse ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, kan SKAT ved sigtelse afbryde forældelse efter straffelovens § 94, stk. 5.

T fandtes skyldig i anklageskriftet og bøden blev fastsat til 45.000 kr.

Landsretten fandt vedrørende værdi af fri båd at T havde gjort gældende at han befandt sig i en uegentlig retsvildfarelse og at det efter indtrykket af billederne af båden ikke var T nærliggende at betegne den som lystbåd. Landsretten fandt det herefter ikke bevist, at T havde handlet groft uagtsomt ved ikke at reagere på de for lave skatteansættelser.

Landsretten fandt, vedrørende momsunddragelsen, at T burde have sammenholdt tallene som han indberettede med de tal, der fremgik af bogføringsmaterialet hvorfor landsretten stadfæstede byrettens afgørelse af skyldspørgsmålet vedrørende dette forhold.

En takstbøde vedrørende dette forhold udgør 35.000 kr. men efter en samlet vurdering af den tid, herunder at der var forløbet ca. 2½ år fra SKATs afgørelse og indtil T fik tilsendt et bødeforlæg fra SKAT blev bøden nedsat til 20.000 kr.

Reference(r)

Momsloven § 81
Skattekontrolloven § 16

Henvisning

-

Vestre Landsret dom af 11. november 2013, 13. afdeling, nr. S-0358-13

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Lars Henriksen)

Afsagt af landsdommerne

Kristian Petersen, Dorte Jensen og Tine Børsen Smedegaard (kst.)

..........................................................

Byrettens dom af 23. januar 2013, nr. 5-3043/2012

Anklageskrift er modtaget den 18. juni 2012 og korrigeret anklageskrift er modtaget den 18. december 2012.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

momslovens § 81, stk. 1. nr. 1,

ved som direktør, daglig leder og reel ejer af H1 ApS, cvr ... , groft uagtsomt at have angivet momsen 66.375 kr. for lavt for perioden 1. januar 2006 - 31. december 2006, hvorved statskassen blev unddraget kr. 66.375 i moms.

subsidiært

momslovens § 81, stk. 1,

ved som direktør, daglig leder og reel ejer af H1 ApS, cvr. ... , i foråret eller sommeren 2007 groft uagtsomt at have undladt at efterangive moms på 66.375 kr. efter, at det i forbindelse med udarbejdelse af selskabets årsregnskab kunne konstateres, at der for perioden 1. januar 2006 - 31. december 2006 var angivet 66.375 kr. for lidt i moms, hvorved statskassen blev unddraget 66.375 kr. i moms.

2.

skattekontrollovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1,

ved for indkomstårene 2005 og 2006 groft uagtsomt at have undladt inden 4 uger efter modtagelse af skatteansættelserne udskrevet henholdsvis den 29. maj 2006 og 29. maj 2007 at give skattemyndighederne underretning om, at skatteansættelserne var for lave med 42.120 kr. for 2005, fordi værdi af fri båd ikke var medtaget, og for lav med 42.120 kr. for 2006. fordi værdi af fri båd ikke var medtaget, hvorved det offentlige blev unddraget i alt 37.656 kr. i skatter.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og har herudover gjort gældende, at et eventuelt strafferetligt ansvar er forældet.

Sagens oplysninger  

Særligt ad forhold 1

Det er ubestridt, at forholdet mellem momsangivelserne og det faktiske momstilsvar for 2006 kan opgøres således:

1. halvår 2006 (1/1 - 30/6)

Angivet til skat

Bogført beløb

Ændring (bogført - angivelser)

  

Skyldig pr. 31/3

62.941

62.941

Salgsmoms

78.404

38.929

-39.475

Købsmoms

-43.170

-11.359

31.811

Tilsvar

35.234

90.511

55.277

    

 

 

 

2. halvår 2006 (1/7 - 31/12)

Angivet til skat

Bogført beløb

Ændring (bogført - angivelser)

  

Salgsmoms

81.932

89.933

8.001

Købsmoms

-27.837

-24.740

3.097

Tilsvar

54.095

65.193

11.098

                                             

Særligt ad forhold 2

Af en af tiltalte T udarbejdet "købs- og salgsnota" af 15. marts 2004 til selskabet H1 ApS fremgår:

"...

salg af Poca Jolle med motor og påhængsmotor.

Poca Jolle, mrk. 475 - lbnr. ...

Kr.

20.000

Marine mrk: ...

-

8.000

Marine

-

12.500

Trailer, Variant

-

5.000

     

Samlet pris

Kr.

45.500

..."

SKAT har ved brev af 24. juni 2009 med overskriften "Sigtelse og indkaldelse til møde" bl.a. anført:

"...

De har for indkomstårene 2005 og 2006 modtaget en indkomstansættelse (årsopgørelse), der var for lav, idet værdi af fri båd ydet af selskabet H1 ApS ikke var medregnet.

De underrettede ikke skattemyndighederne om, at indkomstansættelserne var for lave, inden 4 uger efter modtagelsen, hvilket De ifølge skattekontrolloven § 16 har pligt til.

De har ligeledes som direktør og daglig leder for H1 ApS for perioden 1. januar 2006 til 30. juni 2007 afgivet urigtige eller vildledende oplysninger om virksomhedens momstilsvar.

Der kan påhvile Dem strafansvar efter bestemmelserne i skattekontrollovens § 16 og momslovens § 81. De sigtes derfor for overtrædelse af disse bestemmelser.

..."

Ved brev af 12. april 2011 fremsendte SKAT et bødeforlæg til tiltalte i anledning heraf.

SKAT har ved brev af 12. juli 2011 anmodet Politiet om at rejse tiltale i sagen.

Af afhøringsrapporter af 24. oktober 2011 fremgår, at tiltalte af Politiet telefonisk er gjort bekendt med sigtelsen.

Forklaringer  

Tiltalte T har om forhold 1 forklaret, at han er uddannet revisor, og i den periode, anklageskriftet vedrører, var direktør, daglig leder og reel ejer af H1 ApS.

Selskabet arbejder i et specielt bogføringsprogram. Når han skal lave momsangivelser, er han nødt til at lave en arbejdskopi af programmets angivelser. I relation til de konkrete angivelser må han i arbejdskopien have fået trukket nogle forkerte tal over fra bogføringsprogrammet til arbejdskopien. Han kan ikke forklare konkret, hvad det er, han har gjort forkert, men han må have tastet forkert. Det er kun i arbejdskopien, der er genereret en forkert angivelse. I bogføringsprogrammet er angivelsen korrekt. Selvom det momsbeløb, han angav, var meget lavere end det faktiske tilsvar, var det ikke noget, "der fik en klokke til at ringe for ham".

Når han er færdig med årsregnskabet, sender han det til selskabets revisor. Det er revisor, der afstemmer kontiene, herunder momskontiene. Momsafstemningerne i bogholderiet var rigtige, men fordi han ikke sammenholdt dem med de faktiske angivelser, opdagede han ikke fejlen.

Han kan ikke forklare, hvorfor det går galt i to perioder og på både salgs- og købsmoms.

Foreholdt bilag 6, fane 10, side 2, 3. afsnit har han forklaret, at han ikke kan genkende referatet af hans forklaring. Bogføringen var ajourført, da han lavede arbejdskopien.

Ved årsafslutningen udskriver han det bogførte materiale og sender det til revisor, der gennemgår og reviderer årsrapporten. Hvis der havde været efterposteringer, ville revisor have bedt ham lave dem. Momsdifferencen vil først fremgå af regnskabet, ved næste årsrapport. Revisor vil sædvanligvis kontrollere, at indberettet og betalt moms stemmer. Der var ingen revisionsanmærkninger. Revisor har således ikke umiddelbart set fejlen.

Om forhold 2 har han forklaret, at han oprindeligt ejede båden privat. Han havde ejet den i 8-9 år inden, den blev solgt til selskabet. Han solgte den til selskabet, fordi han har en kunde, V.1, der arbejder med udlejningsbåde. De talte om at starte en virksomhed sammen med udlejning af både. Virksomheden skulle køre i selskabet. Båden med motor blev overført til H1 ApS, idet det var for omfattende at oprette et nyt selskab alene til udlejningen. Han talte ikke med V.1 om, at det selskab, bådene blev lagt over i, var ejet af en af tiltaltes kolleger. Han stod som direktør og var reelt ejer af selskabet. På det tidspunkt, hvor båden blev solgt til selskabet, havde selskabet ikke andre aktiviteter end bogføring. Aftalen med V.1 var kun en mundtlig aftale.

Før båden kunne udlejes, skulle den ombygges for ca. 50.000 kr. Der er ikke afholdt omkostninger til annoncer eller anden markedsføring af udlejningen.

Han kunne gøre med båden, som han ville med respekt af aftalen med V.1. Der er ikke lavet skriftlige aftaler om, at han ikke måtte bruge båden privat.

Den lille motor, der blev overdraget, hørte til jollen. Den anden motor blev også overdraget, fordi det var meningen, at de på sigt skulle have flere både til udlejning. Det er således kun de 28.000 kr. på fakturaen, der vedrører selve båden med tilhørende motor. Der skete ikke rigtig noget i relation til opstart af udlejningen, fordi det var dyrt at få det op at stå. Det var desuden ikke så nemt at leje både ud, som de havde troet. De var ikke i banken for at forsøge at få lån til ombygning af båden. Båden, trailer mv. er nu solgt til V.1.

Han har ikke i sin selvangivelse medtaget værdi af fri lystbåd, fordi båden ikke er købt ind til eget brug og fordi han ikke havde forestillet sig, at en jolle til en værdi uf omkring 28.000 kr. var omfattet af begrebet "lystbåd".

V.1 har forklaret, at han kender tiltalte. Han renoverer og sælger både, men det er ikke det, han lever af. Han drøftede på et tidspunkt med tiltalte, om de skulle starte en aktivitet med udlejning af fiskerbåde o.l. Det skulle være en fælles virksomhed. Det er 7-8 år siden, at de talte om det. De satsede på at få 4-5 både i alt, som skulle lejes ud til lystfiskere. Han skulle få bådene gjort klar og godkendt. Tiltalte skulle stå for at leje dem ud. Tiltalte kom med jollen, og han skulle selv komme med to andre både. Finanskrisen og den træge udlejning i ... området gjorde, at de ikke rigtig kom i gang. På et tidspunkt, købte han "stumperne" og solgte det videre. Han ved ikke, hvorfor båden blev solgt over i et selskab, som ingen af dem ejede. De var slet ikke nået så langt som til at lave en nærmere aftale.

Rettens begrundelse og afgørelse  

Det følger af straffelovens § 93, stk. 2, nr. 2, at forældelsesfristen i intet tilfælde er mindre end 5 år for overtrædelse af bl.a. skatte- og momslovgivningen. Det følger videre af straffelovens § 94, stk. 5, at forældelsesfristen afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen.

Hvis en overtrædelse ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan SKAT efter skattekontrollovens § 20 og momslovens § 81, stk. 7, jf opkrævningslovens § 18, tilkendegive, at sagen kan afgøres ved et bødeforelæg. Tiltalte er ved SKATs brev af 24. juni 2009 gjort bekendt med, at han sigtes for overtrædelse af skattekontrollovens § 16 og momslovens § 81. En sådan administrativ sigtelse er tilstrækkelig til at afbryde forældelse jf. SKM 2012.151.ØLR. Strafansvaret er således ikke forældet, jf. straffelovens § 93.

Ad forhold 1

Det er ubestridt, at der for perioden 1. januar 2006 til 31. december 2006 er indgivet 2 momsangivelser med et tilsvar der samlet var angivet 66.375 kr. for lavt. Det unddragne momsbeløb har en betydelig størrelse i sammenligning med det faktisk betalte momsbeløb. Tiltalte, der er uddannet revisor, har ikke kunnet redegøre nærmere for, hvordan fejlen er opstået. De urigtige angivelser er genereret ved urigtig opgørelse af såvel købsmoms som salgsmoms. Tiltalte har forklaret, at han ikke hverken i forbindelse med angivelserne eller ved udarbejdelse af årsrapporten for 2006 sammenholdt angivelserne med den faktiske bogføring på trods af, at angivelserne efter forklaringen blev lavet på grundlag af manuelle arbejdskopier. Under disse omstændigheder finder retten, at de urigtige angivelser kan tilregnes tiltalte som groft uagtsomme, hvorfor han er skyldig i forhold 1.

Ad forhold 2

Efter ligningslovens § 16 skal værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, herunder lystbåd jf. stk. 6 medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når godet modtages som led i et ansættelsesforhold.

Tiltalte har ejet den pågældende båd med motor i en årrække inden, han solgte den til selskabet. Efter forklaringen fra tiltalte og V.1 kan det lægges til grund, at drøftelserne omkring etablering af en bådeudlejningsvirksomhed var på det helt indledende stadie, da tiltalte solgte båden til selskabet og at der ikke var påbegyndt nogen form for markedsføringsmæssige tiltag. Det kan efter tiltaltes egen forklaring lægges til grund, at tiltalte kunne anvende båden i privat regi, hvilket støttes af, at tiltalte ikke ved salget af båden til selskabet udarbejdede en erklæring om, at han ikke agtede at bruge båden privat. Der er herefter ikke grundlag for at fravige formodningsreglen om, at båden er stillet til rådighed for privat brug.

I bl.a. bemærkningerne til Lov nr. 459 af 31. maj 2000 samt ligningsvejledningerne herunder for 2005 og 2006 punkt A.B.1.9.7 fremgår, at der ved udtrykket "lystbåd" forstås enhver form for båd, der kan anvendes i fritidsøjemed. Af landsskatteretspraksis jf. bl.a. LSR 2010.10.00033 [afsagt af Landsskatteretten den 14. december 2010, kan ses i afgørelsesdatabasen 10-00033.red.SKAT] fremgår forudsætningsvist, at selv meget små både er anset for omfattet af begrebet lystbåd i ligningslovens § 16, stk. 6.

Under disse omstændigheder finder retten, at den konkrete båd er omfattet af begrebet "lystbåd" i ligningslovens § 16 og at den undladte meddelelse om, at skatteansættelserne var for lave, kan tilregnes tiltalte som groft uagtsom, hvorfor han er skyldig i forhold 2.

Straffen fastsættes til en bøde på 45.000 kr. jf. momslovens § 81, stk. 1, nr. 1, og skattekontrollovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte, T, skal betale en bøde på 45.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 20 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger. herunder salær til egen forsvarer, dog således at statskassen betaler 3.300 kr. med tillæg af moms af forsvarersalæret.

...........................................................

Vestre Landsret dom af 11. november 2013, 13. afdeling, nr. S-0358-13

Byretten har den 23. januar 2013 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 5-3043/2012).

Påstande mv  

Tiltalte, T, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Tiltalte har for landsretten ikke gentaget sit anbringende om, at forholdene er forældede.

Der har for landsretten været enighed om opgørelsen af den unddragne moms.

Forklaringer  

Tiltalte og vidnet, V.1, har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han ikke søgte bindende forhåndsbesked, da han var af den opfattelse, at jollen ikke var en lystbåd. De afgørelser, der forelå, vedrørte både til en værdi af mere end ca. 1,2 mio. kr. I øvrigt havde jollen karakter af varelager. Han fandt det ikke mærkeligt at skulle drive virksomhed med udlejning af både i samme selskab som hans revisionsvirksomhed. Salget af båden til selskabet var starten på udlejningsvirksomheden. Det var planen, at der skulle indkøbes flere både.

Han foretog selv bogføring for H1 ApS, og det var også ham, der foretog momsindberetningerne. Virksomheden anvendte bogføringsprogrammet IT Focus, som anvendes af mange revisorer. Da han foretog momsindberetningerne, var bogføringen ajour og korrekt. Bogføringen blev foretaget løbende. Årsregnskaberne var også korrekte. I det eksterne årsregnskab som afsluttet 31. marts var der i regnskabet for 2005-06 et skyldigt momsbeløb på 62.941 kr. I bogføringsprogrammet skal der for at foretage momsindberetning laves en arbejdskopi. Det gøres ved at trykke på en facilitet i programmet. Herved trækkes momstallene ud for det pågældende halvår. Han kan ikke genskabe arbejdskopien, og han ved ikke, hvordan de forkerte tal er opstået. Den 31. marts 2007 var der i bogholderiet en skyldig post udvisende den korrekte momsdifference. Dette årsregnskab var færdigt i august og er indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 15. august 2007. Han har ikke foretaget efterangivelse, da der ikke gik mere end nogle måneder fra den 15. august 2007, og indtil SKAT begyndte arbejdet med at ligne.

Han blev ringet op af SKAT før jul 2007 og anmodet om at indsende materiale. På et møde med SKAT på hans bopæl blev momsdifferencen drøftet, og han havde ikke bemærkninger hertil. Han fik af SKATs medarbejder at vide, at han ikke skulle efterangive, da hans forhold var under ligning.

Det foto, der er i sagen, viser Poca Jollen med motor af mærket Marine, model 15 C. I handlen indgik også en motor på 25 hestekræfter med en defekt vandpumpe. Den var for stor til at kunne anvendes til jollen. Jollen var 10-15 år. Skroget af glasfiber var intakt, og derfor kunne det godt betale sig at ofre 50.000 kr. på en ombygning.

V.1 er i mindre omfang bådeforhandler. Han har faglig viden til at foretage ombygning af både og havde stumper hertil. Han havde erfaring med udlejning.

Når det af SKATs opgørelse over det korrekte momstilsvar for 1. halvår 2006 fremgår, at der pr. 31. marts 2006 var et skyldigt beløb på 62.941 kr., er dette tal udtryk for det korrekte momstilsvar for 1. kvartal 2006. Salgsmomsen på 38.929 kr. og købsmomsen på - 11.359 kr. er de korrekte tal for 2. kvartal 2006.

V.1 har supplerende forklaret, at jollen kan sejle med en motor på mellem 15 og 20 hestekræfter. Den må ikke udlejes med en motor på 25 hestekræfter.

Han har arbejdet på en glasfiberfabrik og havde en motorbåd ? en Saga 27, der er en familiebåd ? som han udlejede fra ... .

De stumper, som han købte på et tidspunkt, var jollen og begge motorer. Motoren på 25 hestekræfter købte han udelukkende for at bruge reservedelene herfra.

Landsrettens begrundelse og resultat  

Skyldspørgsmålet

Forhold 1

Landsretten er enig i byrettens resultat. Efter den forklaring, som tiltalte har afgivet, lægger landsretten til grund, at den arbejdskopi, som tiltalte har anvendt ved indberetning af momsangivelserne kan være genereret af det it-system, som selskabet anvendte. Tiltalte burde imidlertid under alle omstændigheder have sammenholdt de tal, som han indberettede med de tal, der fremgik af bogføringsmaterialet. Med denne bemærkning tiltræder landsretten byrettens begrundelse. Landsretten stadfæster derfor afgørelsen af skyldspørgsmålet i dette forhold.

Forhold 2

Landsretten kan tiltræde byrettens beskrivelse af de faktuelle forhold omkring tiltaltes afhændelse af jollen af mærket Poca og muligheden for at bruge den efter afhændelsen.

Som også anført af byretten, fremgår det af ligningsvejledningen, at der ved udtrykket "lystbåd" i § 16 i ligningsloven forstås enhver form for båd, der kan anvendes i fritidsøjemed.

Tiltalte har under proceduren anført, at han efterfølgende valgte ikke at påklage afgørelsen om skattepligt af værdi af fri båd.

Tiltalte har gjort gældende, at han, da han i 2006 og 2007 modtog skatteansættelserne for 2005 og 2006, befandt sig i en uegentlig retsvildfarelse. Efter det indtryk, som fotoet af den pågældende jolle har efterladt, er det ikke nærliggende at betegne den som en lystbåd. Uanset om ordet "lystbåd" i ligningslovens § 16 skal fortolkes som anført i ligningsvejledningen, finder landsretten herefter, at det ikke er bevist, at tiltalte har handlet groft uagtsomt ved ikke at reagere på skatteansættelserne.

Landsretten frifinder derfor tiltalte i dette forhold.

Straffastsættelsen

Den takstmæssige bøde for forhold 1 er 35.000 kr.

Efter en samlet vurdering af den tid, der er gået fra indberetningerne af momstilsvar blev afgivet, herunder at der er forløbet ca. 2½ år fra SKAT traf afgørelse om ændringerne i opgørelserne af momstilsvaret, og indtil tiltalte den 12. april 2011 fik tilsendt et bødeforelæg fra SKAT, nedsættes den taksmæssige bøde til 20.000 kr. med forvandlingsstraf som anført nedenfor.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t  

Byrettens dom ændres, således at bøden nedsættes til 20.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage.

Byrettens afgørelse om sagsomkostninger stadfæstes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.