Dato for udgivelse
03 Jun 2014 10:21
SKM-nummer
SKM2014.393.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-5774586
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Udenlandsk indkomst
Emneord
Dobbeltbeskatning - lønindkomst - lempelse
Resumé

Skatterådet har på baggrund af indstilling fra SKAT, afgivet et forkert svar i spørgsmål 3, i et bindende svar offentliggjort den 8. maj 2014 som SKM2014.326.SR. Skatterådet har svaret, at der kan opnås exemptionlempelse vedrørende løn optjent i Schweiz. Det korrekte svar er, at der kan opnås creditlempelse efter artikel 23, stk. 1, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz.

Hjemmel

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz, artikel 15 og 23

Reference(r)

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz, artikel 15 og 23

Henvisning

SKATs Juridiske vejledning 2014-1, afsnit C.F.9.2.17.3.2. Schweiz

Skatterådet har afgivet et bindende svar offentliggjort som SKM2014.326.SR.

I spørgsmål 3 bliver der spurgt til, om spørger kan opnå lempelse efter exemptionmetoden af sin lønindkomst i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz, artikel 15 og 23. Spørger er hjemmehørende i Danmark og arbejder i Schweiz for en i Schweiz hjemmehørende arbejdsgiver.

Til dette spørgsmål havde SKAT indstillet, at Skatterådet svarede ja.

Skatterådet er efterfølgende blevet opmærksom på, at dette svar ikke er korrekt.

Af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz, artikel 15, stk. 1, fremgår følgende om personlige tjenesteydelser:

"Stk.1. Såfremt bestemmelserne i artiklerne 16, 18 og 19 ikke finder anvendelse, kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde, oppebåret af en person, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet udføres i den anden kontraherende stat. Udføres arbejdet der, kan det derfor opnåede vederlag beskattes i denne anden stat."

Der er således tale om en lønindkomst, der kan beskattes i Schweiz.

Af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz, artikel 23, stk. 1, fremgår følgende om metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning:

"Stk.1. I Danmark skal dobbeltbeskatning undgås således:

  1. Medmindre bestemmelserne i litra c) medfører andet, skal Danmark i tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Schweiz indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Schweiz;" 

Skatterådet skulle derfor have svaret nej til spørgsmål 3, eftersom der i situationen alene kan opnås lempelse efter creditmetoden.

Det skal bemærkes, at det konkrete bindende svars spørgsmål 3 ikke er ændret for spørger, men at andre borgere ikke vil kunne støtte ret på afgørelsen.