Spørgsmål:

1. Er spørgers tidligere medarbejder, skattepligtig af den godtgørelse, som spørger blev tilpligtet at betale i henhold til ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, for afskedigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9? 
2. Kan det bekræftes, at spørger har ret til at fratrække den omhandlede godtgørelse som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a?

Svar:

1. Ja
2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgers tidligere medarbejder blev ansat af spørger som lærling den 2. januar 2001, og fortsatte efter endt uddannelse hos spørger. Den 12. april 2012 oplyste den tidligere medarbejder sin overordnede hos spørger om, at hans kone var gravid. Den 17. april 2012 blev den tidligere medarbejder og en anden medarbejder hos spørger opsagt, begrundet i manglende arbejde. Den tidligere medarbejder fratrådte stillingen den 25. maj 2012.

Den tidligere medarbejders forbund indgav herefter den 11. december 2012 en klage til Ligebehandlingsnævnet, idet forbundet gjorde gældende, at afskedigelsen var en følge af, at den afskedigede havde meddelt, at hans kone var gravid. Forbundet gjorde dermed gældende, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingslovens § 9.

Ligebehandlingsnævnet traf den 8. januar 2014 afgørelse i sagen. Nævnet fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at det ikke havde haft betydning for afskedigelsen af den pågældende, at hans kone var gravid. Den tidligere medarbejder blev derfor tilkendt en godtgørelse, der skønsmæssigt blev fastsat til 360.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn. Det fremgår af afgørelsen, at godtgørelsen er tilkendt efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, på baggrund af afskedigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9 om forbud mod afskedigelse begrundet i graviditet eller orlov.

Spørger udbetalte herefter godtgørelsesbeløbet til den tidligere medarbejder, men efter et forsigtighedsprincip med fradrag af A-skat og AM-bidrag for den del af beløbet, der oversteg bagatelgrænsen på 8.000 kr. i ligningslovens § 7 U, idet spørger ikke anså det for ganske klart, at beløbet kunne anses som en skattefri godtgørelse.

Baggrunden for anmodningen om bindende svar på spørgsmålene ovenfor er, at den tidligere medarbejders fagforbund efterfølgende har anmodet spørger om udbetaling af den indeholdte skat og AM-bidrag, idet godtgørelsen efter forbundets opfattelse ikke er skattepligtig for den tidligere medarbejder. Spørger ønsker dog forud for en eventuel udbetaling af den indeholdte skat, at få afklaret, hvorvidt beløbet er skattepligtig indkomst for den tidligere medarbejder.

Spørger ønsker samtidig en bekræftelse på, at spørger har fradragsret for den udbetalte godtgørelse.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Skattepligten af den udbetalte godtgørelse:

For så vidt angår det første spørgsmål om skattepligten for den tidligere medarbejder af den udbetalte godtgørelse, er det rådgivers vurdering, at der hersker en sådan usikkerhed om beskatningen af godtgørelser udbetalt i forbindelse med eller i forlængelse af afskedigelse af en medarbejder, at der er grundlag for denne anmodning om at afklare spørgsmålet for den konkrete godtgørelse, før spørger evt. udbetaler den indeholdte skat til den tidligere medarbejder.

Imod beskatning af det omhandlede godtgørelsesbeløb taler, at beløbet ikke udgør en egentlig fratrædelsesgodtgørelse, og derfor ikke umiddelbart er omfattet af ligningslovens § 7 U. Der er yderligere ikke tale om lønkompensation, eller om en løbende udbetalt kompensation for afskedigelsen. Imod beskatning taler også, at Skatterådet ved to nyere afgørelser, SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, fandt at godtgørelse for afskedigelse i strid med forskelsbehandlingsloven var skattefri indkomst for modtagerne.

Modsat har Landsskatteretten i afgørelser af henholdsvis 29. marts 2011, og af 20. december 2012, anset erstatninger i forbindelse med afskedigelse under barsel for skattepligtig indkomst omfattet af ligningslovens § 7 U. Disse landsskatteretsafgørelser taler efter rådgivers opfattelse for også at anse godtgørelsesbeløbet til medarbejderen for skattepligtig indkomst, idet godtgørelserne i de to Landsskatteretsafgørelser på samme måde som i nærværende sag blev udmålt med hjemmel i ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, for afskedigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9.

Arbejdsgivers fradragsret for den udbetalte godtgørelse:

Som rådgiver for spørger indstilles det, at spørgsmål 2 besvares bekræftende, uanset SKATs svar på spørgsmål 1.

Efter praksis har arbejdsgiver fradragsret for fratrædelsesgodtgørelser, der hos medarbejderen beskattes efter ligningslovens § 7 U, samt andre former for økonomisk kompensation, der anse for udslag af almindelig driftsrisiko for arbejdsgiveren.

Hvis SKAT anser den omhandlede godtgørelse for omfattet af ligningslovens § 7 U, er der efter rådgivers vurdering allerede af denne grund tale om en fradragsberettiget personaleudgift for spørger.

Hvis SKAT ikke anser godtgørelsen for omfattet af ligningslovens § 7 U, er udgiften, efter rådgivers opfattelse, også fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a for spørger, idet arbejdsgiver pådragelse af erstatningspligt for afskedigelse i en situation som denne må anses som udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelse af virksomhed.

Som spørger også gjorde gældende under sagen for Ligebehandlingsnævnet, var afskedigelsen af medarbejderen fra spørgers side begrundet i manglende arbejde, hvilket i høj grad er en driftsrelateret begrundelse. Selve det forhold, at spørger ikke under sagen for Ligebehandlingsnævnet blev anset at have løftet sin bevisbyrde for, at afskedigelsen ikke var begrundet i graviditeten, må anses som en almindelig driftsrisiko for en arbejdsgiver.

Det fremgår videre af et ikke offentliggjort bindende svar fra SKAT, at spørgeren, efter SKATs opfattelse havde fradragsret for kompensation for overtrædelse af arbejdstidsdirektivet, i det kompensationen blev anset for udslag af normal driftsrisiko for arbejdsgivervirksomheden. Som det fremgik af det bindende svar, havde det ikke betydning ved vurderingen af arbejdsgivers fradragsret, at kompensationen var skattefri indkomst for den ansatte. Den vurdering, der foretoges idet bindende svar støtter, efter rådgivers opfattelse, at spørger har fradragsret for den omhandlede godtgørelse til medarbejderen, uanset SKATs besvarelse af spørgsmål 1.

Det skal for god ordens skyld bemærkes, at Skatterådets afgørelser SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, efter rådgivers opfattelse, ikke kan anvendes analogt på spørgsmålet om spørgers fradragsret for godtgørelsen til medarbejderen. Det fremgår af de to afgørelser, at Skatterådet karakteriserede krænkelserne af forskelsbehandlingsloven i de konkrete sager, som krænkelser af betydelig grovhed, idet der var tale om direkte aldersdiskrimination. Under disse omstændigheder blev udgifterne ikke anset som udslag af en normal driftsrisiko, og var derfor ikke fradragsberettigede som driftsudgifter for spørgerne. I nærværende sag er der ikke tale om en direkte diskrimination af en ansat, men derimod om en økonomisk kompensation for afskedigelse i en situation, hvor spørger som arbejdsgiver ikke har kunnet løfte bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i hustruens graviditet.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, om spørgers tidligere medarbejder, er skattepligtig af den godtgørelse, som spørger blev tilpligtet at betale i henhold til ligebehandlingslovens § 16, stk. 2, for afskedigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9.

Lovgrundlag

Efter statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, herunder arbejdsindkomst, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

Efter statsskattelovens § 5, litra a betragtes:

..."Formueforøgelse, der fremkommer ved, at de Formuegenstande, en skattepligtig ejer, stiger i Værdi - medens der paa den anden Side ikke gives Fradrag i Indkomsten for deres Synken i Værdi -, eller Indtægter, som hidrører fra Salg af den skattepligtiges Ejendele (herunder indbefattet Værdipapirer), for saa vidt disse Salg ikke henhører til vedkommendes Næringsvej, for Eksempel Handelsvirksomhed med faste Ejendomme, eller er foretaget i Spekulationsøjemed, i hvilke Tilfælde den derved indvundne Handelsfortjeneste henregnes til Indkomsten, ligesom ogsaa eventuelt Tab kan fradrages i denne. Ved Salg af fast Ejendom samt Aktier og lignende offentlige Værdipapirer, der er indkøbt efter 1. januar 1922, anses Spekulationshensigt at have foreligget, naar Salget sker inden 2 Aar efter Erhvervelsen, medmindre det modsatte godtgøres at være Tilfældet;

I SKATs juridiske vejledning, 2014-1, afsnit C.A.3.7 fremgår bl.a. følgende om erstatninger:

"... Der er ikke specifikke skatteretlige regler, der generelt regulerer beskatning af erstatninger eller kompensationer. Udgangspunktet for, hvordan erstatninger er beskattet, følger derfor af de grundlæggende principper i statsskatteloven.

For at afgøre beskatningen af en erstatning, skal man skelne mellem, om erstatningen er

a) En løbende ydelse eller
b) Et engangsbeløb.

Hvis erstatningen bliver udbetalt som en løbende ydelse, er det et løbende afkast, der har karakter af indkomsterhvervelse, hvilket er skattepligtigt efter SL § 4.

Hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes på samme måde, som det, den træder i stedet for.

Hvis erstatningen er en kompensation for en del af indkomstgrundlaget, er den skattefri.

Hvis erstatningen derimod er en kompensation for et tab i det løbende afkast/indkomsterhvervelse, er den skattepligtig.

Erstatning for tab af erhvervsevne ydet som engangsbeløb er skattefri, fordi den træder i stedet for en del af indkomstgrundlaget. Tilsvarende gælder for erstatninger udbetalt som engangsbeløb, der kompenserer for retsstridige krænkelser af mere immateriel karakter, som fx svie og smerte, varigt mén og tort. Honorar til personer, der frivilligt udsætter sig for svie og smerte, som fx forsøgspersoner eller professionelle boksere, er derimod skattepligtige. En sådan betaling har ikke karakter af en erstatning for en retsstridig krænkelse.

Hvis en arbejdsgiver ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til arbejdstidsdirektivet, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, har den ansatte ret til en godtgørelse.

Godtgørelsen beskattes som udgangspunkt efter de samme principper som nævnt ovenfor, dvs. ud fra en konkret vurdering af hvilken type ydelse, der er tale om, herunder hvad godtgørelsen træder i stedet for.

Hvis der er tale om en samlet udbetaling bestående af både godtgørelse for overtrædelse af arbejdstidsreglerne samt efterbetaling af løn for overarbejde, skal beløbet splittes op, så løndelen beskattes som A-indkomst, mens godtgørelsen er skattefri, jf. SL § 5 a. En eventuel godtgørelse for afskedigelse, foranlediget af, at man har påberåbt sig arbejdstidsdirektivets regler, beskattes efter reglerne i LL § 7 U om fratrædelsesgodtgørelse

Godtgørelse i forbindelse med afbrydelse af arbejdsforholdet - det vil især være fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a - bliver beskattet efter reglerne i LL § 7 U..."

Af ligningslovens § 7 U fremgår det om fratrædelsesgodtgørelser bl.a. at:

..."Gaver, godtgørelser og gratialer fra den skattepligtiges arbejdsgiver, der ydes i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling eller i forbindelse med arbejdsgiverens eller medarbejderens jubilæum, medregnes til den skattepligtige indkomst med det beløb, hvormed de samlede erhvervelser i løbet af indkomståret overstiger 8.000 kr., jf. dog stk. 2-4 og § 31. Det er en forudsætning for skattefriheden, at den skattepligtige person, der modtager gaven, godtgørelsen eller gratialet, er ansat som lønmodtager i den virksomhed, der foretager udbetalingen. Reglen i 1. pkt. gælder ikke, i det omfang beløbet træder i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, til hvilket modtageren kunne være opsagt i henhold til sin kontrakt eller lovgivningens almindelige regler.

Stk. 2. For fratrædelsesgodtgørelser er det en betingelse for skattefriheden efter stk. 1, at

1) den skattepligtige person, der modtager godtgørelsen, fuldstændig ophører med at være ansat i den udbetalende virksomhed, og at

2) godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen.

Af ligebehandlingslovens § 9 fremgår følgende:

"§ 9. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende efter barsellovens §§6-14 eller i øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Stk. 2. Afskediges en lønmodtager i strid med § 9, uden at afskedigelsen underkendes, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse."

Af ligebehandlingslovens § 16 fremgår:

"§ 16. Afskediges en lønmodtager i strid med § 9, skal afskedigelsen underkendes, såfremt der nedlægges påstand herom, medmindre det i særlige tilfælde efter en afvejning af parternes interesse findes åbenbart urimeligt at kræve ansættelsesforholdet opretholdt eller genoprettet. 

Praksis

I SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR

finder Skatterådet, at den tidligere arbejdsgiver har udsat omhandlede ansatte for en krænkelse af betydelig grovhed ved at udøve direkte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1. De udgifter til betaling af godtgørelser, jf. forskelsbehandlingslovens § 7, som arbejdsgiver herved har pådraget sig, kan efter Skatterådets opfattelse ikke anses for et udslag af en normal driftsrisiko og er derfor ikke fradragsberettigede som driftsudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de modtagne godtgørelser er skattepligtige for de tidligere ansatte, lægger Skatterådet tilsvarende vægt på, at begrundelsen for udbetalingen af godtgørelserne er at kompensere for den retsstridige krænkelse, som de tidligere ansatte har lidt ved at blive forskelsbehandlet efter den nævnte bestemmelse i forskelsbehandlingsloven. Skatterådet finder derfor, at de udbetalte godtgørelser til de tidligere ansatte er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a.

SKM2007.443.LSR

. En lønmodtager, der havde skiftet fagforening, blev af arbejdsgiveren overflyttet til andet arbejde. I henhold til en landsretsdom fik lønmodtageren godtgørelse efter § 4 i lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet og funktionærlovens § 2 b, idet arbejdsgiverens overflytning af lønmodtageren til andet arbejde var at sidestille med en opsigelse af lønmodtageren, der ikke var begrundet i saglige hensyn. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren i forbindelse med den opnåede godtgørelse ophørte med sin stilling samt at godtgørelsen blev udbetalt i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Godtgørelsen blev anset for en fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 U og skulle således medregnes til den skattepligtige indkomst. Retten fandt således, at godtgørelsen ikke havde karakter af en tort lignende godtgørelse.

Begrundelse

Det fremgår af SKATs juridiske vejledning, 2014-1, afsnit C.A.3.5.2.2, at:

"En lønmodtager, der bliver afskediget, fordi lønmodtageren har fremsat krav om ligebehandling, kan tilkendes en godtgørelse, jf. ligebehandlingslovens § 15, jf. §§ 2-4. Godtgørelsen skal beskattes efter ligningslovens § 7 U. Det samme gælder for godtgørelser efter ligebehandlingslovens § 16, jf. § 9. Begge godtgørelser skal udbetales af arbejdsgiveren".

Af Redegørelse fra Skatteretsrådet (Skatteministeriet juni 1999) vedrørende beskatning af fratrædelsesgodtgørelser, der er en del af baggrunden for lovforslag L 88, der blev fremsat den 4. november 1999, fremgår, at godtgørelser efter funktionærlovens § 2a og nu også 2b og ligestillingsloven beskattes efter dagældende ligningslovs § 7 O.

Af de almindelige bemærkninger til nr. 11 i lovforslag L88 fremsat den 4. november 1999 om skattefrihed for uddannelsesydelser betalt af arbejdsgiver mv., ændret beskatning af fratrædelsesgodtgørelser og jubilæumsgratiale mv., fremgår:

"... Gaver og godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver skal efter forslaget beskattes som skattepligtig personlig indkomst. Det betyder, at fratrædelsesgodtgørelser og lignende udbetalinger i fremtiden vil blive beskattet på samme måde som lønindkomst. Der kan således ikke længere spekuleres i at få ydelser fra arbejdsgiveren kategoriseret som fratrædelsesgodtgørelse i stedet for lønindkomst. Uddannelsesydelser, der gives i forbindelse med afskedigelsen, skal til gengæld være skattefrie.

Forslaget betyder således, at der ikke længere er forskel på den skattemæssige behandling af løn og fratrædelsesgodtgørelser.

Det betyder også, at andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratrædelse af stilling, vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for at være fratrædelsesgodtgørelser..."

(SKATs understregning)

Af svaret til Skatteudvalget i bilag 27 til L 88, fremsat 4. november 1999 fremgår, at godtgørelser udbetalt efter ligebehandlingslovens § 9, anses for fratrædelsesgodtgørelser, og at lovforslaget ikke ændrer herpå.

Videre bemærkes at godtgørelser efter ligebehandlingslovens § 9 inden de blev omfattet af ligningsloven var omfattet af dagældende lov om særlig indkomstskat § 2, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, jf. Skattedepartementets afgørelse af 1. januar 1981 i SKDM 1981, 111.

I afgørelse fra Landsskatteretten, gengivet som SKM2007.443, jf. ovenfor, fandt Landsskatteretten, at den godtgørelse, som klageren havde fået tilkendt i medfør af Vestre Landsrets dom af 21. december 2006, hvor retten har henvist til såvel § 4 i lov om foreningsfrihed som funktionærlovens § 2 b, må anses for en fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 U. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren i forbindelse med den opnåede godtgørelse ophørte med sin stilling hos B A/S samt at godtgørelsesbeløbet blev udbetalt i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Godtgørelsen havde endvidere ikke karakter af en tort lignende godtgørelse.

Endvidere bemærkes, at afgørelserne fra Skatterådet, gengivet som henholdsvis SKM2014.85 SR og SKM2014.86.SR ikke finder anvendelse i nærværende sag, da der i disse afgørelser ikke var tale om godtgørelser i medfør af ligebehandlingsloven, men derimod godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven.

Endelig bemærkes, at Landsskatteretten, i de ikke offentliggjorte landsskatteretskendelser som rådgiver henviser til, ligeledes har afgjort, at godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 16 skal behandles efter reglerne i ligningslovens § 7 U.

Af Landsskatterettens afgørelse af 20. december 2012 fremgår bl.a.:

"Det fremgår af Redegørelse fra Skatteretsrådet (Skatteministeriet juni 1999) vedrørende beskatning af fratrædelsesgodtgørelser, at godtgørelse efter funktionærlovens § 2a (nu § 2 b) og ligestillingsloven beskattes efter ligningslovens § 7 O, nu § 7 U. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 955 af 20. december 1999 (199/1 LF 88, Tillæg A 2394), at formålet med ændringsloven er, at alle godtgørelser som følge af usaglig afskedigelse fremover skal beskattes efter ligningslovens § 7 O. Det gælder uanset om godtgørelserne ydes i henhold til lov eller overenskomst, og at det er uden betydning, om betalingen sker frivilligt."

Det er derfor SKATs opfattelse, at den omhandlede godtgørelse, der er udbetalt i medfør af ligebehandlingslovens § 16 for afskedigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9, skattemæssigt skal behandles som en fratrædelsesgodtgørelse og dermed beskattes i medfør af ligningslovens § 7 U.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med ja.

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at spørger har ret til at fratrække den omhandlede godtgørelse som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Lovgrundlag

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Ved Beregningen af den skattepligtige Indkomst bliver at fradrage:

a. Driftsomkostninger, d.v.s. de Udgifter, som i Aarets Løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde Indkomsten, derunder ordinære Afskrivninger;

Praksis

Der henvises i det hele til besvarelsen af spørgsmål 1, hvor SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR er omtalt.

Endvidere henvises til:

TfS 2000, 819 LSR. En travtræner var pålagt diverse løbsbøder i overensstemmelse med det almindelige regelsæt herfor, som var udviklet for travløb. Bøderne var her kategoriseret på en skala fra A-E. Bøder i kategorierne D og E blev anset for bøder af egentlig pønal karakter og derfor ikke fradragsberettigede, hvorimod bøder i kategorierne A-C blev anset for udsprunget af en normal driftsrisiko for klagerens virksomhed og dermed fradragsberettigede.

Begrundelse

Ved vurderingen af, om udgiften til betaling af godtgørelse for krænkelse af ligebehandlingsloven kan fradrages som et driftstab efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er det efter SKATs opfattelse afgørende, om det kan anses for udslag af en naturlig og sædvanlig driftsrisiko, at spørgeren har pådraget sig den omhandlede forpligtelse til at betale godtgørelse for brud på ligebehandlingsloven ved at afskedige en medarbejder.

Ved vurderingen af om pådragelse af en forpligtelse til at betale en godtgørelse eller en erstatning, kan anses for naturlig og sædvanlig driftsrisiko, må der efter SKATs opfattelse lægges vægt på graden af, hvor dadelværdigt der er handlet. Dette princip illustreres af den ovenfor nævnte Landsskatteretskendelse, TfS 2000,819.LSR.

Hvis en person, der anser sig for krænket efter ligebehandlingsloven, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

I nærværende sag afskedigede spørger 2 medarbejdere med henvisning til at der var arbejdsmangel. Forud for sin afskedigelse havde den ene af de to medarbejdere over for arbejdsgiveren oplyst, at hans hustru var gravid. Da spørgeren som arbejdsgiver ikke over for Ligebehandlingsnævnet kunne bevise, at medarbejderens hustrus graviditet ikke havde haft betydning for, at lige netop denne medarbejder var blevet afskediget, blev medarbejderen tilkendt en godtgørelse på 360.000 kr., svarende til 9 måneders løn.

Under disse omstændigheder finder SKAT, at det må anses for et udslag af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko, at spørger pådrager sig en forpligtigelse til at betale godtgørelsen for at have overtrådt ligebehandlingsloven

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med Ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.