Dato for udgivelse
08 May 2014 13:49
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
08 May 2014 13:49
SKM-nummer
SKM2014.330.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
13-5284104
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Momsfritagelse og -godtgørelse
Emneord
Skibe, reparation, ombygning, underleverandør
Resumé

Det har hidtil været praksis ved skibsreparationer mv., at leverancer fra underleverandører har været omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7, når underleverandøren udfører arbejdet på selve skibet eller dets faste udstyr.

Ved SKM2011.732.LSR ændres praksis, således at underleverandører i alle tilfælde vil skulle betale moms efter de almindelige regler. Selvom et arbejde udføres på selve skibet eller dets faste udstyr, vil dette ikke være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7, når arbejdet udføres af en underleverandør.

Hjemmel

Momsloven

Reference(r)

Momsloven § 34, stk. 1, nr. 7

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit D.A.10.1.3.1.

Redaktionelle noter

Styresignalet ophæves den 8. november 2014.

Sammenfatning

Det har hidtil været praksis ved skibsreparationer mv., at leverancer fra underleverandører har været omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7, når underleverandøren udfører arbejdet på selve skibet eller dets faste udstyr.

Ved SKM2011.732.LSR ændres praksis, således at underleverandører i alle tilfælde vil skulle betale moms efter de almindelige regler. Selvom et arbejde udføres på selve skibet eller dets faste udstyr, vil dette ikke være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7, når arbejdet udføres af en underleverandør.

Baggrund og problemstilling

Momsloven

Følgende fremgår af momslovens § 34 stk. 1, nr. 7:

"§ 34. Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

7) Salg, ombygning, reparation, vedligeholdelse, befragtning og udlejning af skibe med en bruttotonnage på 5 t eller en bruttoregistertonnage på 5 t eller derover, bortset fra lystfartøjer, og levering, udlejning, reparation og vedligeholdelse af disses faste udstyr. (...)".

Den juridiske vejledning 2014 - 1

Følgende fremgår af Den juridiske vejledning 2014 - 1, afsnit D.A.10.1.3.1:

(...)

"Det er væsentligt for momsfritagelsen, at arbejdet udføres på selve skibet eller dets faste udstyr. Det er uden betydning, om faktureringen af arbejdet inkl. materialer sker til et skibsværft eller direkte til skibet/skibsejeren.

Underleverandører til virksomheder, der udfører de nævnte arbejder, skal derimod betale moms efter de almindelige regler. Der skal derfor betales moms af varer og ydelser, der leveres til de nævnte arbejder på skibe og disses faste udstyr (maling, stålvarer og lign., reservedele til motorer og diverse tekniske installationer (radar og andet navigationsudstyr) mv.). (...). "

SKM2011.732.LSR

Landsskatteretten finder for reparationsarbejder på skibe omfattet af fritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7, at de leverancer, som et selskab har modtaget fra underleverandører til brug for selskabets reparationer af skibe, ikke er omfattet af momsfritagelsen.

Selskabets underleverandører har således med rette opkrævet moms af reparationsydelser leveret til selskabet, jf. momslovens § 4, stk. 1, hvorfor selskabet er berettiget til fradrag for købsmomsen af disse leverancer i henhold til momslovens almindelige regler.

SKATs opfattelse

Efter hidtidig praksis har arbejde, der udføres på selve skibet eller dets faste udstyr været omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7, uanset om arbejdet udføres af en underleverandør. Det har som anført i Den juridiske vejledning i dette tilfælde været uden betydning, om faktureringen af arbejdet inkl. materialer er sket til et skibsværft eller direkte til skibet/skibsejeren.

Underleverandører til virksomheder, der udfører arbejdet på selve skibet eller dets faste udstyr, skal derimod betale moms efter de almindelige regler.

Ved SKM2011.732.LSR ændres praksis, således at underleverandører i alle tilfælde vil skulle betale moms efter de almindelige regler. Selvom et arbejde udføres på selve skibet eller dets faste udstyr, vil dette ikke være omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7, når arbejdet udføres af en underleverandør.

Virkningstidspunkt, frist for genoptagelse, reaktionsfrist og ophævelse

Virkningstidspunkt

Praksisændringen har virkning fra offentliggørelsen af styresignalet på SKATs hjemmeside.

Frist for genoptagelse

Der kan efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest 3 år efter angivelsesfristens udløb.

Hvis fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, er udløbet, kan der i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, efter anmodning ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis.

Den første afgiftsperiode, der var til prøvelse i SKM2011.732.LSR vedrørte juli 2008.

Adgang til genoptagelse

Der kan anmodes om genoptagelse af momstilsvaret, hvis hidtidig dansk praksis samlet set har været til ugunst for virksomheden. Hvis der anmodes om genoptagelse, skal anmodningen omfatte alle de afgiftsperioder, der kan ske genoptagelse for. Der kan ikke anmodes om genoptagelse alene for udvalgte perioder.

Reaktionsfrist

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter, at den afgiftspligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31.

Reaktionsfristen på 6 måneder regnes fra offentliggørelsen af styresignalet på SKATs hjemmeside.

Ophævelse

Styresignalet ophæves 6 måneder fra offentliggørelsen af styresignalet på SKATs hjemmeside.