Dato for udgivelse
25 mar 2014 11:58
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 jan 2014 14:38
SKM-nummer
SKM2014.209.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Herning, BS 3-352/2012
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat + Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Rettigheder og pligter i forbindelse med kontrol og revision + Kontrolbestemmelser
Emneord
Bank, pengeinstitut, andelsboligforening, hjemmel, kontoudtog, sigtet
Resumé

Efter at SKAT forgæves havde rettet henvendelse til skatteyderen selv med anmodning om kontooplysninger m.v., havde man tilvejebragt de pågældende oplysninger ved anmodning herom direkte til banken og skatteyderens forretningsforbindelse. Dette var lovligt, idet der var tale om oplysninger af væsentlig betydning for skatteligningen, jf. skattekontrollovens § 8 D. Og da oplysningerne ikke var tilvejebragt med henblik på en straffesag, var tilvejebringelsen af oplysningerne fra tredjemand ikke i strid med reglerne i retssikkerhedslovens § 10.

Reference(r)

Skattekontrolloven § 8 D

Henvisning

Den juridiske vejledning 2014-1 A.C.2.1.1.5

Parter

A
(Søn CA)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)

Afsagt af byretsdommer

Charlotte Schrøder

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag er anlagt den 16. marts 2012.

Sagsøgeren, A, har efter sin endelige påstand, nedlagt følgende påstande:

Påstand 1:

Sagsøgte skal anerkende at dennes indhentelse af oplysninger fra sagsøgers bank er uberettiget.

Påstand 2:

Sagsøgte skal anerkende, at dennes indhentelse af oplysninger fra sagsøgers samarbejdspartner G1 Andelsboligforening er uberettiget.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt følgende påstande:

For så vidt angår

sagsøgers påstand nr. 1:  

Frifindelse

sagsøgers påstand nr. 2:

Principalt:

afvisning.

Subsidiært:  

frifindelse

Sagsøgers påstand 1 drejer sig om, hvorvidt SKAT har haft lovhjemmel i skattekontrollovens § 8 D til at anmode F1 Bank A/S om udlevering af oplysninger om forhold vedrørende sagsøgeren, A.

Sagsøgerens påstand 2 er fremsat i påstandsdokumentet, og sagsøgte har protesteret mod påstanden, men sagsøgeren har fastholdt påstand 2. Sagsøgte har på den baggrund principalt påstået afvisning. Subsidiært frifindelse.

Sagsøgers påstand 2 drejer sig om, hvorvidt SKAT har haft grundlag for at anmode sagsøgerens kunde, G1 Andelsboligforening om omsætningsoplysninger vedrørende samarbejdet med sagsøgeren.

Oplysningerne i sagen

Ifølge registrering om virksomhedsoplysninger i Det centrale virksomhedsregister er A registreret med enkeltmandsvirksomheden H1 v/A, der er registreret med start den 1. november 2008. Virksomheden er registreret indenfor branchen "Anden rengøring af bygninger og rengøring af erhvervslokaler".

As ægtefælle BA indgav selvangivelse af 12. november 2010 for indkomståret 2009, og der blev for BA indgivet skatteregnskab den 17. januar 2011.

Ved brev af 18. januar 2011 til BA meddelte SKAT, at SKAT efter gennemgang af regnskabet og det øvrige materiale, SKAT havde adgang til, havde beregnet BAs privatforbrug til minus 25.631 kr. Det blev samtidig meddelt, at ægtefællens (As) privatforbrug kunne opgøres til et beløb, der var lidt mindre negativt end BAs, og at SKAT på den baggrund ikke kunne godkende den indsendte selvangivelse. SKAT bad i brevet BA om at indsende dokumentation for indtægter (skattepligtige/ skattefrie), modtagne gaver/ gevinster, øvrige gældsposter eller andet, der kunne dokumentere, at ægtefællernes indkomster og formueforskydninger gav plads til et positivt privatforbrug. SKAT anmodede om, at materialet blev indleveret senest den 10. februar 2011.

Da SKAT ikke havde modtaget materialet inden fristen, rykkede SKAT ved brev af 28. februar 2011 BA for oplysningerne og anmodede om, at materialet blev fremsendt, så SKAT havde det senest den 18. marts 2011.

Da SKAT heller ikke indenfor denne frist havde modtaget materialet, rykkede SKAT ved brev af 22. marts 2011 igen BA for materialet og anmodede hende desuden om, at kontoudtog for blandt andet to nærmere oplyste kontonumre i F1 Bank A/S blev udleveret. SKAT anmodede om at få materialet senest den 25. april 2011.

Ligeledes ved brev af den 22. marts 2011 meddelte SKAT til A, at SKAT på baggrund af hans selvangivne oplysninger havde beregnet, at han havde et negativt privatforbrug på 34.069 kr. SKAT havde endvidere konstateret, at A ikke havde selvangivet resultatet for sin personligt drevne virksomhed. SKAT anmodede i brevet af den 22. marts 2011 derfor A om at indsende regnskaber for virksomheden for 2009, kopi af virksomhedens bogføring, samtlige bilag vedrørende 2009 og kontoudtog for blandt andet tre nærmere angivne kontonumre. SKAT anmodede om at få materialet senest den 25. april 2011.

Da SKAT ikke havde modtaget materialet indenfor fristen, rykkede SKAT ved brev af 29. april 2011 A for materialet. SKAT anmodede om at få materialet senest den 17. maj 2011.

Da SKAT fortsat ikke havde modtaget materiale hverken fra BA eller A, rykkede SKAT ved breve af 26. maj 2011 henholdsvis BA og A for oplysningerne. SKAT anmodede om at få materialet senest den 14. juni 2011. Af rykkerskrivelsen til A fremgår følgende:

"...

Hvis vi ikke modtager materiale fra dig skal du forvente at resultat af virksomhed bliver ansat skønsmæssig ud fra jeres privatforbrug.

Vi vil forinden indkalde kontoudtog fra dine pengeinstitutter. Gebyrer, som pengeinstitutterne eventuelt opkræver, skal du betale.

..."

Ifølge telefonnotat af 31. maj 2011 fra SKAT kontaktede A denne dag SKAT telefonisk og oplyste, at han ikke kendte de konti, SKAT havde nævnt i brevene til ham og ægtefællen. Ifølge telefonnotatet oplyste han endvidere følgende:

"...

Han oplyser, at de i dag gør rent indenfor byggebranchen, hvor de pt. rengør skurvogne.

Han oplyser også at de ikke har familielån ligesom de ikke har haft lottogevinster o. lign. i 2009.

..."

Ved brev af 1. juni 2011 til A og BA fremsendte SKAT kopi af "Kontrol- og udsøgningsblanket" som dokumentation for, at de pågældende konti tilhørte BA og A. Af brevet fremgår endvidere følgende:

"...

Som I også kan se, så betyder jeres oplyste indkomster og formuer ved begyndelse og slutningen af 2009, at der i dette år kun er plads til et negativt privatforbrug.

Da man ikke kan have et negativt privatforbrug, betyder det, at der mangler oplysninger.

Det kan f. eks skyldes at

- der er gældsposter ved begyndelse og slutningen af 2009, der ikke er blevet oplyst til os. (dvs de ikke fremgår af de medsendte papirer)

- I har haft skattefri indtægter i 2009, såsom gaver fra familie, tips- og lottogevinster.

- der er solgt privat indbo, herunder private biler og motorcykler osv.

Det kan også skyldes, at der er indtægter som ikke er selvangivet. Dette er baggrunden for at vi beder om kopi af jeres kontoudtog, så vi kan se hvilke penge der er gået ind på disse og hvor meget der er brugt privat.

...

I opfordres derfor til at besvare de tidligere udsendte breve.

..."

SKAT modtog fortsat ingen oplysninger.

SKAT anmodede med henvisning til skattekontrollovens § 8 D, ved breve af 27. juni 2011 F1 Bank A/S om kopi af kontobevægelserne på de omhandlede konti for både BA og A. Af brevet til banken vedrørende A fremgår følgende:

"...

Oplysningerne har været indkaldt hos jeres kunde, og han er orienteret om, at vi vil indkalde oplysningerne hos jer, hvis han ikke sendte dem til os. Han er også orienteret om, at evt. gebyr skal betales af ham.

De nævnte oplysninger bedes sendt hertil inden 1. august 2011.

..."

Af email-korrespondance mellem F1 Bank A/S og SKAT fremgår, at F1 Bank A/S den 4. juli 2011 meddelte til SKAT, at A havde oplyst overfor banken, at hans revisor havde fremsendt det ønskede materiale til SKAT. Den 11. juli 2011 meddelte SKAT, at man stadig ikke havde modtaget det ønskede materiale, hvorfor SKAT fastholdt, at man ønskede materialet udleveret af F1 Bank A/S.

Ved brev af 15. juli 2011, modtaget hos SKAT den 20. juli 2011, modtog SKAT kopi af kontoudtog for 2009 for henholdsvis A og BAs konti i F1 Bank A/S.

SKAT har anført, at man ved gennemgang af kontoudtogene konstaterede en række uafklarede og ikke selvangivne indsætninger på en af kontiene i F1 Bank A/S, tilhørende A. En oversigt over indsætningerne er fremlagt i sagen.

Ifølge stamoplysninger fra SKAT ophørte den enkeltmandsvirksomhed, som A var registreret med i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens CVR-register under navnet "H1 v/A", den 31. juli 2011.

Ifølge selskabsrapport fra BiQ databasen har A stiftet selskabet H2 ApS den 16. august 2011, og A er direktør i selskabet.

Ved brev af 17. august 2011 meddelte SKAT A, at SKAT havde gennemgået kontoudskrifterne, og at de viste, at der var indsat væsentlige beløb på kontiene i 2009, som ikke kunne henføres til de selvangivne indtægter. SKAT indkaldte på den baggrund A til et møde om hans skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010 samt momsangivelserne for 2009 - 1. halvår 2011.

As søn, CA svarede SKAT ved mail af 5. september 2011. Af mailen fremgår blandt andet følgende:

"...

For at et evt. møde kan tjene til et godt formål, vil jeg oplyse, at jeg er uenig i SKATS skønsmæssige ansættelse af skatterne for 2009. I den forbindelse vil jeg have en nærmere forklaring på, hvordan/hvorfor SKAT ikke godkender skatteregnskabet 2009 og i stedet selv forsøger at skønne.

...

Skattemyndighederne skal i alle tilfælde kunne begrunde, at en skønsmæssig ansættelse, der afviger fra det selvangivne, er sandsynlig.

...

Fsva. As sag, der afventer vi SKATs reaktion på ovenstående, da han bliver indblandet i forbindelse med BAs sag og da det ikke på forhånd kan udelukkes, at SKATs indgreb i BAs skatteforhold er ulovhjemlet, dermed ugyldigt, hvorfor de slet ikke burde være aktuelt med at inddrage A.

..."

Ved brev af 6. september 2011 til A besvarede SKAT meddelelsen. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

"...

I december 2010 modtog vi din hustrus selvangivelse, som resulterede i, at SKAT har indkaldt jeres bankkonti, da jeres selvangivne indkomster og formueforskydninger ikke giver plads til et positivt privatforbrug.

Disse bankkonti viser, at der i 2009 er indsat 665.063 kr. på konti, hvor beløbene ikke kan henføres til jeres selvangivne indtægter. Beløbene er indsat på konti, der er registreret i dit navn.

Det er SKATs opfattelse at disse indsætninger er indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed. Men vi er også klar over, at der er udgifter forbundet med erhvervsmæssig virksomhed.

Vi kan samtidig se, at du ikke har selvangivet overskud af virksomhed i 2009 og 2010 og at du ikke er forskudsregistreret med virksomhedsoverskud i 2011.

Derfor indkaldte vi dig til et møde, hvor vi har bedt dig om at medbringe:

-

Virksomhedens fakturaer fra 1. januar 2009 til dags dato

-  

Dokumentation for virksomhedens udgifter i samme periode

-

Kontoudskrifter for konto i F1 Bank i perioden 01.01.2010 til dags dato.

I indkaldelse glemte vi desværre at bede dig om, at medbringe virksomhedens bogføring, hvilket vi hermed gør. Lovhjemlen til at indkalde ovennævnte er Skattekontrolloven § 6, stk. 1.

Vi kan godt indhente bankoplysninger for perioden 01.01.2010 til dags dato, og derudfra skaffe et grundlag for at ansætte virksomhedens indtægter.

Derudover kan vi bede banken om at sende os oplysninger om hvor indsætningerne kommer fra. Dette er der lovhjemmel til i Skattekontrolloven § 8D. Vi ved dog at bankerne i visse tilfælde kræver gebyr for at fremskaffe oplysningerne og disse gebyrer skal betales af dig.

Når vi ved hvor indsætningerne kommer fra, kan vi skrive til dine kunder og anmode dem om at indsende kopi af fakturaerne. Dette er der lovhjemmel til i Skattekontrolloven § 8C.

Derudover kan vi ikke se virksomhedens udgifter af kontiene. Dem er du nødsaget til at dokumentere, idet der som udgangspunkt kun er fradrag for udgifter der kan dokumenteres ved bilag og pengeoverførsel til modtagere, der kan identificeres.

Da det må være i både din og vores interesse at virksomhedens resultat opgøres så korrekt som muligt, opfordres du til at deltage i mødet og komme med de ønskede oplysninger.

..."

CA svarede på vegne af A SKAT ved mail af 19. september 2011. Af mailen fremgår, at man først ønskede at forholde sig til sagen, når SKAT havde taget stilling til sagen vedrørende BA.

SKAT svarede A ved brev af 23. september 2011. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

"...

SKAT må derfor opfordre dig til - inden 14 dage - at indsende:

-  

Virksomhedens fakturaer for 2009

-

Dokumentation for virksomhedens udgifter i 2009

Derudover opfordres du til at indsende

-  

selvangivelse for 2010 (hvis det ikke allerede er sket)

-

momsangivelser for perioden 01.01.2010 til 30.06.2011.

Hvis SKAT ikke modtager materialet, vil vi henvende os i pengeinstitutterne for at få oplyst hvor indsætningerne er overført fra, jf. skattekontrolloven § 8D.

Når vi har fået fastlagt dette, vil vi, i det omfang det er muligt, kontakte indehaverne af de konti, hvor pengene er overfart fra og bede om de bagvedliggende fakturaer, jf. Skattekontrolloven § 8C.

..."

CA svarede på vegne af A sagsbehandleren ved SKAT ved mail af 10. oktober 2011. Af mailen fremgår blandt andet følgende:

"...

Du opfordres hermed på det kraftigste at følge de gældende danske love. Du har på ingen måder ret til at gøre alvor af dine trusler, som du har skrevet i dit sidste brev for så vidt angår anvendelse af Skattekontrollovens § 8 C og D.

...

Jeg opfordrer dig endnu en gang at stoppe med at kontakte banken og andre. Det vil i sidste ende medføre uoprettelige tab for H1, som nu er blevet til H2 ApS.

1.  

det er uberettiget at du har indblandet A i denne sag

2.

efterfølgende har du overtrådt samtlige garantiforskrifter, som FVL tilskriver A

3.

dine vanvittige handlinger vil i sidste ende medføre uoprettelige tab for selskabet, som du og SKAT i sidste ende kommer til at erstatte.

..."

Ved brev af 11. oktober 2011 klagede CA på vegne af A over SKATs sagsbehandling til koncerncentrets direktør.

Ved mail af 4. november 2011 meddelte SKAT til CA, at sagerne for 2009 og 2010 for BA var afsluttet, og at afgørelsen byggede på oplysninger fra A og BA. Vedrørende A meddelte SKAT videre følgende:

"...

Så mangler vi at få afsluttet den igangværende kontrolsag for A. Jeg vil derfor opfordre dig til at kontakte mig inden den 11.11.2011 for at aftale et møde, hvor vi kan drøfte det videre forløb eller indsende det materiale, vi har anmodet om den 23.09.2011. Ellers fortsætter vi sagsbehandlingen på det foreliggende grundlag.

..."

CA svarede på vegne af A ved mail af 8. november 2011 blandt andet følgende:

"...

Fsva. sagen om A og den uberettigede måde at inddrage denne i BAs sag på og hvorvidt de uberettiget indhentede oplysninger kan lægges til grund har været kritiseret fra min side, og der er klaget over jeres håndtering af sagen. Jeg har tidligere bedt om dit syn på mine skrivelser omkring dette, men du har blot ignoreret mine henvendelser og har alene skrevet, at al din fokus er at få sagen omkring BA afsluttet. Jeg har tidligere skrevet, at man ikke kan isolere A fra BAs sag, fordi A er inddraget på en uberettiget måde ind i denne sag. Hvis det lægges til grund at sagen om BA er afsluttet, bør det medføre, at sagen om A også skal være afsluttet.

Det vil være formålsløst for mig at kontakte dig inden jeg ved, hvordan du forholder dig til det, jeg har skrevet indtil videre omkring den uberettigede måde, A er inddraget i sagen på, og den uberettigede måde, oplysningerne er indhentet på, og at disse oplysninger ikke bør lægges til grund for den viderebehandling af sagen, og at adskillige grundrettigheder er overtrådt overfor begge ægtefæller og at sagen faktisk skal afsluttes nu. Jeg bliver simpelthen nød til at have nogle holdepunkter inden jeg kontakter dig. Og du har jo allerede truffet en afgørelse, da du anfører, at hvis tingene ikke foregår på jeres præmisser, så fortsætter i sagsbehandlingen på det foreliggende grundlag. Så ender vi igen det samme sted. Jeg troede jeg kunne fange jeres opmærksomhed på jeres ulovlige handlinger og stoppe dem omgående og få jer til at følge loven, men det ser umiddelbart ud til at være et forgæves mislykket forsøg.

..."

Den 10. november 2011 traf SKAT afgørelse i klagesagen vedrørende SKATs sagsbehandling. SKATs direktør fandt ikke grundlag for at rette kritik af sagsbehandlingen.

Ved brev af 24. november 2011 klagede CA over SKAT til Skatteministeriets Borgerambassadør. Samtidig skrev CA ved mail af 24. november 2011 til sagsbehandleren hos SKAT og oplyste om, at han havde klaget, og anførte endvidere følgende:

"...

Samtidig opfordrer jeg dig til at afvente svaret på min nyeste klage og evt. senere sagsanlæg, da SKAT ikke skal gå videre med noget som helst, før der ryddes op på det af SKAT indtil nu ødelagte. I den forbindelse vil jeg nævne, at en beslutning om, hvorvidt en klage skal have opsættende virkning er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, jf. FOB 83.173. Vælger du ikke at efterkomme mit ønske, så klager jeg naturligvis også over det.

..."

Ved brev af 13. december 2011 skrev SKAT til A, at man stadig ikke havde modtaget det materiale for 2009, 2010 og 2011, som man havde anmodet om i brev af 23. september 2011, og at man fortsatte sagsbehandlingen på det foreliggende grundlag. SKAT anførte i brevet endvidere følgende:

"...

Det betyder, at vi nu vil henvende os til dine pengeinstitutter for at få supplerende oplysninger om indbetalingerne på dine bankkonti. Det fremgår af skattekontrollovens § 8D, at vi kan bede pengeinstitutterne om oplysningerne.

På nuværende tidspunkt vil vi bede pengeinstitutterne om oplysningerne for indkomståret 2009.

Vedrørende 2010 og 2011 vil vi igen bede dig om at indsende det materiale, som fremgår af vores brev fra den 23. september 2011. Hvis du ikke indsender materialet inden 15. januar 2012, vil vi også for disse år henvende os til dine pengeinstitutter for at få oplysninger om bevægelser på dine bankkonti.

CA har skrevet til mig, at han har klaget over sagsbehandlingen til Skatteministeriets Borgerambassadør. Borgerambassadøren behandler spørgsmål, som ikke er afgørelser, og som ikke har betydning for en afgørelses gyldighed. Borgerambassadøren har ikke kompetence til at ændre den materielle afgørelse. Klagen over sagsbehandlingen har ikke opsættende virkning.

..."

Ved mail af 16. december 2011 skrev CA følgende til sagsbehandleren hos SKAT:

"...

Som jeg understregede adskillige gange før, hvilket blot er blevet ignoreret, så er A inddraget i det her chikane på et uberettiget grundlag. Mens ham den anden rodede uberettiget rundt med BAs skatteforhold, inddragede han også As i det her. Allerede fordi behandlingen af BAs forhold var sket ulovligt idet flere af forvaltningsretlige retsgarantier blev overtrådt, burde i vente på at klagebehandlingen af denne sag afsluttes.

Og endvidere har I på ingen måder grundlag for selvstændigt at granske As forhold. Især nu, hvor der forgæves er spildt utallige timer i forvejen.

SKAT må og skal ikke forsøge at opfatte ægtefællernes sager som to selvstændige idet ham den anden i sin tid inddrog As forhold netop fordi han lugtede mistanke hos BAs skatteforhold. For i øvrigt nøjedes han alene med at spilde rigtig meget af vores tid. Det ville være ønskeligt at I brugte jeres tid og vores skattekroner på sager, hvor I får noget ud af det. Et inderligt råd herfra.

Når du nu siger, at BAs sager er afsluttede, så allerede derfor burde As sag også lukkes omgående. Det er en opfordring til dig. Du har hverken det rigtige eller det retlige grundlag for nu at chikanere A, fordi I ikke fik en skid ud af jeres chikane med BA.

Min måske lidt grove tone er ikke rettet mod personer, men mod SKAT og jeres grimme måde at tænke og behandle folk på.

..."

Ved en senere mail samme dag, den 16. december 2011, meddelte CA følgende til sagsbehandleren hos SKAT:

"...

Jeg har lige læst det brev, du kun har sendt til A, dateret d 13. dec. 2011.

Jeg har på ingen måder skrevet til dig, at jeg klagede over sagsbehandlingen til Skatteministeriets Borgerambassadør. Jeg har klaget over den igangværende sag, om hvorvidt SKATs uberettigede måde at indhente oplysninger om ægtefællerne ved at pålægge tredjemand oplysningspligt ved afgørelse eller ej i forvaltningsretlig forstand. Jeg har på ingen måder påstået om hvorvidt Borgerambassadøren er kompetent eller ej til at ændre en materiel afgørelse. Jeg har alene henvendt mig til Skatteministeriet som klageinstans over SJs afgørelse over den føromtalte - stadig igangværende - sag idet jeg fulgte den i af SJs skrivelse henviste klagemulighed. SJ kommer i sin afgørelse frem til en hel anden forståelse af hvad en afgørelse er, uden nævneværdigt at forholde sig til mine bemærkninger, der bl.a. indeholder uddrag fra LV.2002. Det, og mere, har jeg gjort rede for i min klagesag til Skatteministeriet. Derfor er sagen om hvorvidt der var afgørelse eller ej ikke slut.

...

Jeg opfordrer dig på det kraftigste at sætte dig ind i tingene. Du skal på ingen måder kontakte nogen som helst. Banken bliver igen informeret om det igangværende cirkus, som SKAT med stor glæde nyder godt af.

Jeg klager derfor i denne mail selvstændigt over din skrivelse fra 13. dec. 2011, og opfatter den som en afgørelse, jf den førnævnte FOB udtalelse. Du har allerede vist SKATs syn på os. Vælger du derfor - trods alt det her - at kontakte en tredjemand, vil du blot understrege jeres kompetence og standpunkt.

Jeg har tidligere skrevet til dig og andre SKAT-folk, at inddragelsen af A i det har ikke det nødvendige rigtige eller retlige grundlag. I og med BAs skattesager anses for at være afsluttet, skal SKAT alene skriftligt bekræfte, at undersøgelsen af As forhold også anses for at være lukket.

..."

Ved brev af 21. december 2011 meddelte Borgerambassadøren afgørelse i klagesagen. Borgerambassadøren fandt ikke grundlag for at kritisere sagsbehandlingen ved SKAT.

Ved brev af 21. december 2011 anmodede SKAT F1 Bank A/S om følgende oplysninger:

"...

Vi beder jer sende følgende oplysninger om A, ...

Identifikation af de indsætninger på vedlagte kontoudskrifter, der er markeret med "gult". For hver af de nævnte indsætninger ønsker SKAT dokumentation for:

-  

Hvilken konto pengene er overført fra/ hævet på.

-

Hvem der er indehaver af den konto, som pengene er overført fra/hævet på.

Vi har forgæves forsøgt at få oplysningerne fra A.

Oplysningerne er vigtige for, at vi kan beregne indkomsten og skatten i indkomståret 2009.

Love og regler

Vi kan bede om oplysningerne efter skattekontrollovens § 8D. I kan finde skattekontrolloven på skat.dk - Rådgiver - Love og regler.

Se også vejledningen Processuelle regler på SKATs område, afsnit P.2.2.2, som I finder på skat.dk - Rådgiver - Juridiske vejledninger.

De ønskede oplysninger bedes sendt hertil inden 1. februar 2012.

..."

Ved brev af 26. januar 2012 skrev F1 Bank A/S følgende til H2 ApS:

"...

vi har modtaget fra SKAT, hvor de beder os fremfinde oplysninger på indgåede beløb på den konto.

De oplyser, at de forgæves har forsøgt at få oplysningerne fra dig.

Vi vil derfor meddele dette, såfremt vi ikke hører fra dig inden for 8 dage.

Gebyret herfor vil beløbe sig til kr. 500.

..."

Ved brev af 22. februar 2012 anmodede SKAT F1 Bank A/S om følgende:

"...

Vi beder jer indsende følgende oplysninger om A, ...

Identifikation af de indsætninger på vedlagte kontoudskrifter, der er markeret med "gult". For hver af de nævnte indsætninger ønsker SKAT kopi af de underliggende indsætningsbilag.

Vi har forgæves forsøgt at få oplysningerne fra A.

Oplysningerne er vigtige for, at vi kan beregne indkomsten og skatten i indkomståret 2009.

Vores brev af 21. december 2011 tilbagekaldes hermed.

Love og regler

Vi kan bede om oplysningerne efter skattekontrollovens § 8D. I kan finde skattekontrollovens på skat.dk - Rådgiver - Love og regler.

Se også vejledningen Processuelle regler på SKATS område, afsnit P.2.2.2, som I finder på skat.dk - Rådgiver - Juridiske vejledninger.

De ønskede oplysninger bedes sendt hertil inden 5. marts 2012.

..."

F1 Bank A/S udleverede den 23. marts 2012 de ønskede oplysninger til SKAT.

Ved brev af 29. marts 2012 anmodede SKAT G1 Andelsboligforening om følgende oplysninger:

"...

Vi beder jer indsende følgende oplysninger om A, ...

Fakturaer fra

-  

A eller

-

H3 v/A

Vi har forgæves forsagt at få oplysningerne fra A.

Oplysningerne er vigtige for, at vi kan beregne indkomsten og skatten/momsen i indkomstårene 2009 - 2011.

Love og regler

Vi kan bede om oplysningerne efter skattekontrollovens § 8D. I kan finde skattekontrollovens på skat.dk - Jura, tal og statistik - Gældende love - Skattelove.

Se også vejledningen Processuelle regler på SKATs område, afsnit P. 2.2.2, som I finder på skat.dk - Jura, tal og statistik - Juridiske vejledninger.

..."

Ved brev af 11. april 2011 skrev forretningsføreren for G1 Andelsboligforening følgende til SKAT:

"...

Hermed oplysninger vedr. fakturering fra A, H3 v/A og H1 v/A ...

Jeg håber, at vedlagte kan være behjælpelig ved beregning af indkomsten og skatten/momsen i indkomstårene 2009 - 2011.

Alle beløb er inkl. Moms.

..."

Ved anmodning af 30. maj 2012 har SKAT anmodet Politiet om indhentelse af editionskendelse. Af anmodningen fremgår følgende:

"...

Som led i behandlingen af en sag, hvor der er sket en overtrædelse af momsloven § 81, stk. 3 jf. stk. 1 og skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1 anmoder SKAT om politiets bistand, idet SKAT anmoder om, at G1 Andelsboligforening og F1 Bank pålægges at udlevere nedenstående materiale.

Materiale der ønskes fremskaffet:

1)

G1 Andelsboligforening

...

G1 Andelsboligforening har den 11. april 2012 fremsendt vedlagte oversigt (bilag 1) over de fakturaer, som A har udskrevet til G1 Andelsboligforening i perioden 1/1 2009-31/12 2011.

SKAT anmoder om, at udlevering af

-     

kopi af de underliggende fakturaer samt kopi af fakturaer frem til 31. marts 2012

-

kopi af eventuel samarbejdsaftale/kontrakt mellem G1 Andelsboligforening og As virksomhed.

2)

F1 Bank

...

F1 Bank har tidligere fremsendt kopi af kontoudtog for nedenstående konti for 1/1 - 31/12 2009.

SKAT anmoder om kopi af kontoudtog for perioden 1/1 2010 til 31/3 2012 vedrørende følgende konti:

-  

reg. nr.     

 kontonummer

-

reg.nr.

 kontonummer

-

reg. nr.

 kontonummer

Kontiene er registreret som tilhørende A og hans ægtefælle BA.

Kort beskrivelse af sagens faktum:

Kontrolsagen blev påbegyndt, idet A og hans ægtefælle ifølge de tal, der er tilgængelige for SKAT, har negativt privatforbrug for 2009.

A har i en årrække været registreret med enkeltmandsvirksomhed med cvr. nr. .... Virksomheden har gennem årene haft flere forskellige navne (bilag 2).

A har i flere år ikke selvangivet resultat af virksomhed, og momsangivelser er indberettet med momstilsvar på kr. 0 i perioden (bilag 3). Virksomheden har således overfor SKAT fremstået som ikke aktiv. A har derfor været registreret som skatteyder under "printselvangivelsordningen" og har modtaget årsopgørelse i overensstemmelse med de af tredjemand indberettede oplysninger til SKAT. A har ikke reageret på de for lave skatteansættelser for 2009 og 2010 (bilag 4).

SKAT anmodede den 22. marts 2011 A om regnskab for virksomheden og kopi af samtlige bankkonti. Trods rykkere blev materialet ikke indsendt, hvorefter SKAT med hjemmel i skattekontrolloven indhentede kontoudtog for 2009 bl. a. hos F1 Bank.

SKAT kunne konstatere, at der på konto hos F1 Bank var indsætninger for et samlet beløb på ca. 650.000 kr., der umiddelbart ikke kunne forklares. En del af indsætningerne havde kontotekst "H3 v/A"

Det kunne identificeres, at G1 Andelsboligforening var indbetaler af nogle af disse beløb. SKAT anmodede derfor G1 Andelsboligforening om fakturaer fra A/H3.

G1 Andelsboligforening fremsendte til SKAT vedlagte oversigt vedrørende perioden 1/1 2009-31/12 2011.

Ifølge denne oversigt har A udskrevet fakturaer til G1 Andelsboligforening for følgende beløb:

2009  

kr. 536.750

2010

kr. 603.271

2011

kr. 603.706

Beløbene er ifølge G1 Andelsboligforening inklusive moms.

A er pr. 16. august 2011 registreret som ejer af selskabet H2 ApS. SKAT har ingen oplysninger om, hvorvidt selskabet herefter er kontraktspart i forhold til samhandlen med G1 Boligforening.

A har indtil videre ikke ønsket at meddele oplysninger til SKAT og er på nuværende tidspunkt heller ikke forpligtet hertil.

A bestrider SKATs mulighed for at indhente oplysninger hos tredjemand og har udtaget stævning mod SKAT (bilag 5).

SKAT har endnu ikke fremsendt forslag til afgørelse i sagen til A. Der vil blive tale om forhøjelse af skatteansættelsen for A for 2009 og 2010. Der vil ligeledes blive tale om forhøjelse af momstilsvar vedrørende perioden 1/1 2009 - 31/3 2012 (bilag 6).

Fakturaerne skal tjene som bevis i den efterfølgende straffesag, og SKAT har endvidere behov for de underliggende fakturaer fra G1 Andelsboligforening for at kunne afstemme den fremsendte opgørelse og for at konstatere, hvorvidt moms er påført fakturaerne. For fakturaer udskrevet efter H2 ApS er stiftet, har SKAT endvidere behov for fakturaerne for at kunne kvalificere indkomsten hos rette indkomstmodtager. Der kan tillige eventuelt være oplysninger på fakturaerne, som kan anvendes ved SKATs vurdering af driftsomkostningerne i virksomheden (timeantal og adresser hvor arbejdet er udført).

SKAT har behov for kontoudtogene fra F1 Bank til kontrol af hvorvidt der på kontiene er yderligere indsætninger fra andre samhandelspartnere, der må anses for at være erhvervsmæssig og dermed skattepligtig indkomst, ligesom kontoudtogene eventuelt kan indeholde oplysninger om fradragsberettigede udgifter.

..."

Ved kendelse afsagt den 20. juni 2012 har byretten pålagt F1 Bank at udlevere kopi af nærmere angivne kontoudtog til politiet.

Ved brev af 11. september 2012 har CA skrevet bl.a. følgende til SKAT:

"...

Vedr. BA - selvangivelse 2011

Hermed sendes selvangivelse for BA. Jeg ved ikke, hvilken blanket du hentyder til, at jeg kan udfylde og sende. Ligesom selvangivelsen 2010 sender jeg tilsvarende opgørelse, som SKAT kan vælge at anvende eller ej til årsopgørelsen 2010.

Det er med et ønske fra ægtefællerne, jeg sender denne selvangivelse idet parret ønsker at få orden i deres skattemæssige forhold. Skulle det være op til mig, ville jeg intet foretage, før den igangværende sag om uberettigede indhentninger af bankoplysningerne og de uberettigede brug af dem var afsluttede.

..."

Ved brev af 3. oktober 2012 til A sigtede SKAT A for overtrædelse af skattekontrollovens § 16 vedrørende indkomstårene 2009 og 2010, og for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, subsidiært § 16, vedrørende 2011. SKAT sigtede endvidere A for overtrædelse af momslovens § 81. Af brevet fremgår i øvrigt følgende:

"...

Vi sigter dig, fordi vi mener, at du eventuelt skal straffes for disse overtrædelser. Når du er sigtet har du ikke pligt til at udtale dig om sagen. Det står i retsplejelovens § 752, stk. 1.

..."

Af et uddrag af SKATs forslag til afgørelse fremgår følgende:

"...

Da A ikke vender tilbage forslag til ny mødedato, besluttes i december 2011 at anmode F1 Bank om yderligere oplysninger til identifikation af hvem, der indsætter pengene på kontoen. Disse oplysninger er modtaget 23. marts 2012.

På baggrund af det nye materiale har SKAT identificeret en af kunderne, nemlig G1 Andelsboligforening, som SKAT har skrevet til i marts 2012 og anmodet om fakturaer fra H1 v/A for årene 2009-2011.

Andelsboligforeningen har svaret d. 12. april 2012 ved at indsende udskrift af deres bogføring af fakturaer fra firmaet for perioden 2009-2011. I følgebrevet oplyser de at "alle beløb er inkl. moms".

SKAT har ved politiets hjælp indhentet bankkontoudtog for årene 2009 - 2011 i F1 Bank og kopi af alle fakturaer, som A har sendt til G1 Andelsboligforening.

Disse dokumenter er udleveret til SKAT d, 29. august 2012.

..."

På forespørgsel fra CA har SKAT ved brev af 1. november 2012 til CA meddelt følgende:

"...

Du har den 11. oktober 2012 sendt mail til afdelingsleder VB, som har videresendt mailen til mig til besvarelse, da spørgsmålet delvis berører strafprocessuelle forhold.

Du spørger på vegne af H2 ApS om, hvorfor der er indhentet bankoplysninger mv. for en periode, der vedrører selskabet. Du anfører, at selskabet fungerer selvstændigt, og at selskabet ikke har fået at vide, at der var krævet oplysninger af selskabet.

Den igangværende kontrolsag retter sig mod opgørelse af skatte- og momskrav for den virksomhed, der drives af A. Om SKATs kvalificering af rette skatte- og afgiftssubjekt i relation til indkomsten efter selskabets stiftelse henvises til SKATs forslag til afgørelse side 5-7.

Da A på nuværende tidspunkt er mistænkt for skatte-og momssvig jf. tidligere fremsendte sigtelse, er oplysningerne meddelt efter retsplejelovens regler.

..."

SKAT har ved brev af 19. november 2012 meddelt A, at SKAT agtede at forhøje det beløb, A skulle betale i moms, og hans indkomst. Tallene er baseret på de oplysninger, SKAT selv har fået indhentet.

Ved brev af 6. december 2012 har SKAT meddelt A afgørelse om, at SKAT har ændret As skat og moms. Resultatet er, at A skal betale 665.033 kr. mere i moms, og at As indkomster bliver ændret med i alt 1.858.401 kr.

Det er oplyst, at A har valgt at klage over afgørelsen. På tidspunktet for hovedforhandlingen den 29. november 2013 var denne klagesag endnu ikke afgjort.

Stævning er modtaget i retten den 16. marts 2012 og svarskrift er afgivet den 11. juni 2012. Der er under forberedelsen desuden afgivet replik den 4. september 2012 og duplik den 22. oktober 2012. Tidspunkt for hovedforhandlingen var oprindeligt fastsat til den 13. december 2012, og forberedelsen blev sluttet den 15. november 2012. A har afgivet påstandsdokument den 29. november 2012, og Skatteministeriet har afgivet påstandsdokument den 3. december 2012, hvor der er protesteret mod påstand 2, som A har anført i påstandsdokumentet. Umiddelbart forud for den 13. december 2012 blev hovedforhandlingen udsat, først til den 11. oktober 2013 og efterfølgende til den 29. november 2013. Forberedelsen har ikke været genoptaget.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren, A har i påstandsdokumentet anført følgende til støtte for sine påstande:

"...

Anbringender:

Til støtte for påstand 1 anføres det for så vidt angår SKATs henvendelse til As bank, F1 Bank, at det ikke var nødvendigt og/eller proportionalt at SKAT indhentede sagsøgers bankoplysninger for at lave skatteligning, idet den almindelige praksis er at der skal skønsansættes. Skønsansættelse af sagsøgers skattepligtige indkomst ville være mindre indgribende i forhold til indhentelse af bankoplysningerne. Sagsøgte har ellers i de fleste af sine skrivelser lagt op til denne mulighed, uden dog at have anvendt den, jf. bilag 3 og 4. Sagsøgte har i stedet for at skønsansætte, som sagsøgte flere gange har oplyst, indhentet oplysninger fra tredjemand. Det fremgår således også af SKATs Juridiske Vejledning 2012, pkt. A.B.5.1, at:

"...

Ved ansættelse efter skøn har SKAT som udgangspunkt ikke pligt til at indhente oplysninger fra andre end den skattepligtige selv. Der er som udgangspunkt heller ikke pligt til at indhente oplysninger fra tredjemand, hverken fra en anden offentlig myndighed eller fra en privat virksomhed. Grundlaget for skønnet er typisk tidligere års selvangivelser, forskudsregistreringer, indberettede oplysninger, momsangivelser mv.

..."

Sagsøgte har utvivlsomt sprunget dette led over og handlet uoverstemmende med deres egen praksis og dermed handlet uproportionalt. Det ville være mindre indgribende for A, hvis SKAT i stedet for at kontakte banken havde skønsansat As skat, som faktisk også er udgangspunktet ved manglende selvangivelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20 og skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Til støtte for påstand 2, vedr. SKATs henvendelse til G1 Andelsboligforening anføres det, at der er tale om et meget vidtgående indgreb, der er helt ud af proportioner i forhold til anvendelsen af skattekontrollovens § 8 D, der skal anvendes skånsomt og ikke vilkårligt. Henvendelsen til G1 Andelsboligforeningen har ikke bidraget yderligere til skatteligningen udover at have skadet As erhvervsmæssige forhold til G1 Andelsboligforening alvorligt.

Ved anvendelsen af skattekontrollovens § 8 D må der henses til, at de pågældende oplysninger er af væsentlig betydning for skatteligningen, at den skattepligtige har et rimeligt krav på, at tredjemand ikke unødigt inddrages i den skattepligtiges mellemværende med SKAT. SKAT har trods utallige henvendelser og påmindelser fra sagsøgtes side om at SKATs henvendelse til G1 Andelsboligforening ikke vil bidrage yderligere til skatteligningen henvendt sig til G1 Andelsboligforening. SKAT havde allerede indhentet bevægelserne på As bankkonto i F1 Bank og havde bedt om at få oplyst hvor indbetalingerne kom fra. SKAT fik således oplyst, hvor samtlige indbetalinger kom fra, og SKAT kunne derfor se, at langt størstedelen af indbetalingerne kom fra G1 Andelsboligforening for så vidt angår år 2009.

Derfor var det ikke væsentligt for As skatteligning, at SKAT kontaktede G1 Andelsboligforening for at få dem til at skaffe kopier af fakturabilagene for at dokumentere, om indbetalingerne nu også kom fra G1 Andelsboligforening. SKAT vidste allerede på forhånd, at indbetalingerne var kommet fra G1 Andelsboligforening, jf. kontoudtogene. SKAT fik ikke et mere nævneværdigt eller brugbart resultat ud af at kontakte G1 Andelsboligforening andet end at ødelægge As forhold til G1 Andelsboligforening.

G1 Andelsboligforening har således efterfølgende frataget al form for fraflytningsrengøring H2 ApS og de har endvidere oplyst, at de i december skal udlicitere den anden del af opgaven, som As selskab indtil videre foretager, nemlig trappevask. Mister selskabet også denne opgave vil selskabet efter al sandsynlighed lukke til al gavn for SKAT.

SKATs henvendelse til G1 Andelsboligforening er i sig selv en yderst grænseoverskridende handling, der på ingen måder kan forsvares eller betragtes for at være rimeligt eller retfærdigt ej heller betydningsfuldt eller - vigtigst af alt - væsentligt.

Afslutningsvis vil jeg til støtte for påstand 1 indføje konklusionen på et analysenotat af februar 2012 skrevet af chefjurist hos CEPOS, Jacob Mchangama, hvoraf det fremgår, at væsentlighedskriteriet er den eneste mulighed for misbrug af bestemmelsen:

"...

Skattekontrolloven stammer fra en svunden tid, hvor den begrænsede mængde af tilgængelige oplysninger i sig selv minimerede de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved bestemmelsens brede udformning der har karakter af en generalklausul. I takt med den stigende digitalisering og registrering af elektroniske data er omfanget af oplysningspligten i § 8 D imidlertid eskaleret. Mængden af tilgængelige oplysninger som SKAT kan kræve udleveret medfører at det skønsmæssige væsentlighedskriterium som eneste bremseklods udgør et utilstrækkeligt værn mod misbrug. Bestemmelsen er dermed kommet på kollisionskurs med såvel det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip som almindelige retssikkerhedsmæssige principper og den Europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelse af privatlivet. Det er klart, at SKAT må have visse kontrolbeføjelser, men det kan ikke accepteres at bringe sig på kant med så grundlæggende rettigheder som privatlivets fred. Skattekontrollovens § 8 D bør derfor revideres, således at den bliver tidssvarende og afbalanceret og klart afgrænser skattemyndighedernes beføjelser.

..."

..."

Sagsøgeren har procederet i overensstemmelse med det, der er anført i påstandsdokumentet.

I forhold til sagsøgtes påstand om afvisning af påstand 2 har sagsøgeren anført, at denne påstand hænger sammen med påstand 1, og at den derfor skal tillades.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har i påstandsdokumentet anført følgende til støtte for sine påstande:

"...

For så vidt angår sagsøgers påstand nr. 1:

...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at SKAT har været berettiget til at indhente oplysninger fra sagsøgers bank, F1 Bank, med henblik på skatteligningen, således som det er sket. Betingelserne i skattekontrollovens § 8 D var opfyldt, idet der var tale om oplysninger af væsentlig betydning for skatteligningen, som det ikke havde været muligt at få fra sagsøger selv. Under de foreliggende omstændigheder var det således hverken i strid med skattekontrolloven, proportionalitetsprincippet, procesvejledningen eller den juridiske vejledning, at SKAT rettede henvendelse til banken med anmodning om oplysninger den 27. juni 2011 (bilag 0 - P) den 21. december 2011 (bilag 8) og den 22. februar 2012 (bilag AG). Anmodningen om oplysninger med henblik på skatteligningen var heller ikke i strid med reglerne i retssikkerhedsloven eller andre regler. Der er heller ikke begået sagsbehandlingsfejl af SKAT i forbindelse med henvendelserne til banken.

Skattecentret havde inden henvendelsen til banken opfordret sagsøger til at medvirke konstruktivt til tilvejebringelse af de nødvendige oplysninger til brug for skatteligningen, men det havde vist sig, at sagsøger i stedet for samarbejde havde valgt at modarbejde SKATs bestræbelser på at foretage en korrekt skatteansættelse for indkomståret 2009.

Når en skønsmæssig ansættelse af den skattepligtige indkomst og den udeholdte salgsmoms er nødvendig, er skattemyndigheden forpligtet til at tilstræbe, at ansættelsen bliver så korrekt som muligt. Derfor er det også berettiget, at myndigheden søger nødvendig information fra andre kilder end skatteyderen selv, når denne vægrer sig imod at bistå med tilvejebringelsen af denne information - netop med henblik på bestræbelserne på at skønne så rigtigt som muligt.

Da sagen blev anlagt i marts 2012, angik den de henvendelser til banken, som SKAT havde foretaget på dette tidspunkt - med henblik på ligningsarbejdet vedr. sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2009. Jeg har forstået, at der efterfølgende er tilvejebragt yderligere oplysninger fra banken under medvirken fra politiet, og at man har udvidet undersøgelsen, således at den ikke kun angår indkomståret 2009, som det oprindeligt var tilfældet - men også de efterfølgende år. Jeg har forstået, at man - for så vidt angår disse yderligere oplysninger - er gået frem efter reglerne i strafferetsplejen. Efterforskningsskridt, som er foretaget af politiet i strafferetsplejens former, er ikke omfattet af domstolsprøvelsen i nærværende sag og kan derfor heller ikke inddrages nu. Det bemærkes i den forbindelse, at det er Skatteministeriet og ikke anklagemyndigheden, der optræder som sagsøgte i nærværende sag.

For så vidt angår sagsøgers påstand nr. 2:

Til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at der er tale om en ny påstand, som sagsøgeren har nedlagt i sit påstandsdokument af 29. november 2012 - efter afslutningen af den skriftlige forberedelse mindre end 4 uger før hovedforhandlingen den 13. december 2012, jf. rpl. § 356, stk. 1, og at betingelserne for undtagelsesvis at tillade en udvidelse af sagen med nye påstande og anbringender ikke er opfyldt, jf. rpl. § 358, stk. 6. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke ses at være noget særligt behov for en sådan tilladelse, og at der heller ikke er fremlagt nogen fornuftig begrundelse for, at udvidelsen af sagen med nye påstande og anbringender ikke er sket tidligere. Hertil kommer, at den del af sagen, herunder hele korrespondancen og alle de relevante oplysninger, der angår henvendelsen til sagsøgers kunde/forretningsforbindelse, G1 Andelsboligforening, ikke ses at være fremlagt, og at det må antages at være for sent nu.

Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse gøres det gældende, at betingelserne for en anmodning til G1 Andelsboligforening med anmodning om fakturaer til brug for skatteligningen for indkomstårene 2009 - 2011 var opfyldt under de foreliggende omstændigheder, hvor det havde vist sig umuligt at få de pågældende oplysninger m.v. fra sagsøgeren selv, jf. skattekontrollovens § § 8 C - 8 D. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor vedr. sagsøgers påstand nr. 1.

...

Bemærkningerne i sagsøgers påstandsdokument giver i øvrigt anledning til følgende supplerende indsigelser:

Det af sagsøger påberåbte citat af Jacob Mchangama her karakter af retspolitik og er uden relevans for bedømmelsen af denne sag.

..."

Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med det, der er anført i påstandsdokumentet, og har uddybende anført, at SKATS indhentelse af de omhandlede oplysninger ikke er i strid med retssikkerhedslovens § 10, stk. 2, idet oplysningerne er indhentet med det formål at få en korrekt skatteansættelse. Oplysningerne er således ikke søgt tilvejebragt til brug for behandlingen af spørgsmål om straf.

Rettens begrundelse og afgørelse

Vedrørende sagsøgers påstand 1:

SKAT har fra F1 Bank A/S fået udleveret oplysninger om As konti for perioden fra 1. januar 2009 til 31. december 2009 i medfør af skattekontrollovens § 8 D, først oplysninger om kontobevægelser den 20. juli 2011 og efterfølgende den 23. marts 2012 om identifikation af visse indsætninger.

Det fremgår, at SKAT forud for den første udlevering, ved skrivelse af 22. marts 2011 har anmodet A om kontoudtog fra banker og bilag vedrørende As virksomhed, H1, til brug for opgørelsen af skat for 2009, som følge af at A ikke havde selvangivet sit virksomhedsresultat, og fordi hans selvangivelse viste et negativt privatforbrug. A fremsendte ikke det materiale, SKAT ønskede, hverken på baggrund af denne henvendelse eller de efterfølgende breve fra SKAT af den 29. april 2011, den 26. maj 2011 og den 1. juni 2011, hvor SKAT rykkede for materialet. Det blev i brevet af den 26. maj 2011 tilkendegivet, at SKAT ville foretage en skønsmæssig ansættelse og forinden indkalde kontooplysninger fra As pengeinstitutter, hvis SKAT ikke modtog materialet, men der er ikke fremkommet oplysninger fra A, og hans revisor har heller ikke som meddelt af banken fremsendt materialet. SKAT har også forud for de yderligere oplysninger, der er indhentet fra F1 Bank A/S, forgæves forsøgt at få oplysningerne fra A selv, idet SKAT har indkaldt til møde ved brev af 17. august 2011 og anmodet om oplysningerne ved breve af 6. september 2011 og 23. september 2011. SKAT har også i forbindelse hermed tilkendegivet, at SKAT ville indhente oplysningerne fra pengeinstitutterne, hvis SKAT ikke modtog materialet fra A selv, og har ved brev af 13. december 2011 meddelt, at SKAT nu ville bede pengeinstitutterne om oplysningerne for indkomståret 2009.

De oplysninger, SKAT har anmodet banken om, har efter deres karakter haft væsentlig betydning for den skønsmæssige skatteligning, som SKAT herefter har skullet foretage for A i medfør af skattekontrollovens § 5, stk. 3, idet der ikke ses at foreligge andre oplysninger, som SKAT i stedet kunne foretage skønnet ud fra. Oplysningerne fra banken har derfor været af væsentlig betydning for at få skønnet en så korrekt skatteansættelse som muligt. Efter oplysningerne om sagsforløbet lægges det endvidere til grund, at oplysningerne fra banken for 2009 alene er tilvejebragt med henblik på skatteligningen og således ikke på spørgsmålet om fastsættelse af straf. Retssikkerhedslovens § 10, stk. 2, har derfor ikke været til hinder for, at SKAT har indhentet oplysningerne for 2009. SKAT har derfor haft hjemmel i skattekontrollovens § 8 D til at indhente de omhandlede oplysninger fra banken, og Skatteministeriet frifindes derfor for As påstand 1.

Vedrørende sagsøgers påstand 2:

Tidspunkt for hovedforhandling var oprindeligt fastsat til den 13. december 2012, og forberedelsen blev sluttet den 15. november 2012. As påstand 2 er formelt først fremsat i påstandsdokumentet af den 29. november 2012, og Skatteministeriet har i påstandsdokumentet af 3. december 2012 protesteret mod påstanden. A har dog skrevet om synspunktet i replikken. Umiddelbart forud for den 13. december 2012 blev hovedforhandlingen udsat, først til den 11. oktober 2013 og efterfølgende til den 29. november 2013. Under hensyn til den tid, der er gået, siden sagen oprindeligt skulle have været hovedforhandlet og under hensyn til bemærkningerne i replikken, sammenholdt med påstandens sammenhæng med påstand 1, tillades As påstand 2 fremsat, uanset forberedelsen ikke har været genoptaget efter den 15. november 2012.

Som sagen er forelagt og efter det, der er gjort gældende for retten, findes der efter oplysningernes karakter og oplysningerne i brevet af den 29. marts 2012 til G1 Andelsboligforening, om at SKAT forgæves havde forsøgt at få oplysningerne fra A selv, ikke grundlag for at anse det for uberettiget, at SKAT har indhentet oplysninger, som det fremgår, fra G1 Andelsboligforening. Skatteministeriet frifindes derfor for As påstand 2.

Efter sagens forløb og udfald og under hensyn til sagens karakter skal A betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 12.500 kr. Beløbet indeholder moms, idet det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for sagsøger, As påstand 1.

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for sagsøger, As påstand 2.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage til sagsøgte, Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 12.500 kr.