Dato for udgivelse
06 Feb 2014 13:20
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18 Jun 2013 13:05
SKM-nummer
SKM2014.111.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
15. afdeling, S-3572-12
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, forældelse, lade, rensning, maler, bøde, selvinkriminering
Resumé

T var tiltalt for som daglig leder af et tagrensefirma at have selvangivet den skattepligtige indkomst for lavt med i alt 568.240 kr. og angivet momsen for lavt med 142.060 kr., hvorved han havde unddraget for 310.198 kr. i alt. Ved ransagning havde man fundet 90 rense/malebilag i en lade som var holdt udenfor selvangivelse, momsregnskab o.s.v.

T forklarede at konen blev registreret i stedet for ham fordi han var gået ned med en stor momsgæld. Det var T, der lavede fakturaerne. Når betaling gik ind, blev de overgivet til bogholderen. Han havde intet arbejde udført uden at der blev lavet regninger. Alt blev sendt til revisor. Bilagene fra laden var taget fra hans tilbudsmappe, eller var en huskeliste til sig selv. De ting, der var noteret heri havde ikke noget med betaling at gøre.

Byretten fandt T skyldig i forsætlig overtrædelse af momslovens § 82, stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 1 og skattekontrollovens § 13, stk. 1. Straffen blev fastsat til en bøde på 420.000 kr. Byretten lagde til grund at T alene havde haft ansvaret for den daglige ledelse og drift af selskabet. Male- og rensebilagene blev fundet i en lade adskilt fra andet materiale og samtlige bilag var forsynet med initialer der angiver, at arbejdet er udført. Retten fandt det godtgjort at der også var betalt herfor og at bilagene var udtryk for arbejde, der ikke indgik i selvangivelserne og ej heller var momsberigtiget.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedsatte bøden på 320.000 kr. da det ikke kunne afvises, at der var ydet gratis arbejde til enkelte kunder og at indtægten for enkelte kunder var mindre som følge af, at der alene var sket tagrensning og ikke maling.

Reference(r)

Momsloven § 81
Skattekontrolloven § 13
Straffeloven § 89

Henvisning

-

Østre Landsrets dom af 18. juni 2013, 15. afdeling nr. S-3572 -12

Parter 

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Lars Henriksen, besk.) 

Afsagt af landsdommerne 

Norman E. Cleaver, B. Vollmond og Dan Bjerring (kst.) med domsmænd)

.........................................................

Byrettens dom af 19. oktober 2012. nr. 225/2011

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T

og

BA

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 14. januar 2011 og berigtiget i retten.

T og BA er tiltalt for overtrædelse af

1.           

T og BA

momslovens § 81 stk. 3, jfr. stk. 1 nr. 1,

ved henholdsvis som administrerende direktør og daglig leder i selskabet H1 Tagrens ApS, cvr. nr. ... i forening på vegne af selskabet med fortsæt til afgiftsunddragelse at have indsendt ukorrekte momsangivelser vedrørende udeholdt omsætning i selskabet, idet afgiftstilsvaret var angivet for lavt

- med kr. 113.140,- for perioden 2., 3. og 4. kvartal 2004,

- med kr.   28.920,- for perioden 1. og 2. kvartal 2005,

hvorved statskassen blev unddraget moms med i alt kr. 142.060

2.           

T og BA

skattekontrollovens § 13, stk. 1,

ved henholdsvis som administrerende direktør og daglig leder i selskabet H1 Tagrens ApS, cvr.nr. ... i forening på vegne af selskabet med fortsæt til at unddrage det offentlige skat at have indsendt urigtige selvangivelser vedrørende omsætningen i selskabet for årene 2004 og 2005, idet den skattepligtige indkomst for selskabet var angivet for lavt

- med kr. 452.560,- for indkomståret 2004, hvoraf skat udgør 135.768 kr.  

- med kr. 115.680,- for indkomståret 2005, hvoraf skat udgør 32.370

hvorved det offentlige blev unddraget skat med i alt kr. 168.138

3.

BA

straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1,

ved som ejer og administrerende direktør i firmaet H1 Tagrens ApS, cvr.nr. ... med fortsæt til at unddrage det offentlige skat at have undladt at selvangive modtaget aktieindkomst fra selskabet til SKAT

- med kr. 759.010,- for indkomståret 2003,

- med kr. 565.700,- for indkomståret 2004,

- med kr. 144.600,- for indkomståret 2005,

hvorved det offentlige blev unddraget skat med i alt kr. 612.783.

Påstande 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Endvidere har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at begge de tiltalte i forhold 1 og 2 idømmes tillægsbøde på ikke under 310.000 kr., at tiltalte BA i forhold 3 idømmes en tillægsbøde på ikke under 600.000 kr.

Tiltalte T har nægtet sig skyldig, og påstået frifindelse, til dels begrundet med forældelse i medfør af straffelovens § 94 stk. 6, 2. pkt.

Tiltalte BA har nægtet sig skyldig og påstået frifindelse, til dels begrundet med forældelse i medfør af straffelovens § 94 stk. 6, 2. pkt.

Sagens oplysninger

Den 7. juni 2005 blev der af politiet foretaget ransagning i en lade på ...1, i anledning af mistanke om anden kriminalitet. I laden blev der fundet materiale vedrørende H1 Tagrens ApS. Materialet blev af politiet overgivet til Told og SKAT.

I rapport af 25. juli 2005 anføres, at sagen vedrører groft skattesvig, og at de sigtede er daglig leder T og BA.

På begæring af 6. januar 2006 fra Politimesteren, beskikkede Byretten den 11. januar 2006 advokat Lars Henriksen som forsvarer for BA, som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 289.

Materialet blev gennemgået af SKAT, der derefter sendte "Forslag til ændring af skatteansættelse" til selskabet og til BA den 27.april 2007.

Den 9. juli 2007 meddelte SKAT de samme, at der var truffet afgørelse om ændring af skatteansættelsen, og at sagen ville blive sendt til juridisk afdeling for bedømmelse af ansvar.

Den 20. juli 2007 anmodede advokat Michael Juul Eriksen om at få oplyst, om oversendelse var sket og i givet fald hvem der behandlede sagen, ligesom han anmodede om at blive beskikket for T.

Den 4. april 2008 fremsendte SKAT tiltalebegæring til politiet.

Den 19.10 2009 blev de tiltalte anmodet om at møde til afhøring hos politiet, hvilket deres forsvarere den 1 og 2. november meddelte, at de ikke ønskede.

Den 5. november 2009 fremsendte politiet skriftlig sigtelse til de tiltalte med kopi til forsvarerne.

Anklageskriftet svarende til de meddelte skriftlige sigtelser er modtaget i retten den 12. januar 2011.

Anklager og forsvarer blev den 27. juni 2011 kontaktet med henblik på berammelse af hovedforhandling, der herefter fandt sted den 10. og 18. april, og 11. oktober 2012.

I retten er fremlagt 46 bilag, der er opført på et af SKAT udarbejdet regneark, som vedrørende 2003, 32 bilag, der er opført på et af SKAT udarbejdet regneark, som vedrørende 2004, og 12 bilag, der er opført på et af SKAT udarbejdet regneark, som vedrørende 2005.

Samtlige disse bilag er i følge SKAT modtaget fra politiet, som fundet ved ransagningen i laden ...1.

Der er under sagen afgivet følgende forklaringer:

"...

Tiltalte BA har forklaret, at hun i 2003 og fremefter var lønmodtager. Hun var plejemor for to vanskelige børn og tjente i den forbindelse ca. 600.000 kr. årligt. Børnene havde hun fået visiteret fra en kommune. Den ene - CA - fik hun som 3-årig, han er nu 18 år. Den anden - DA - fik hun fra fødslen, og han er nu 10 år. Hendes mand, T, arbejdede i Jylland, men de fandt ud af, at det var hensigtsmæssigt at stifte eget firma, så han kunne arbejde fra hjemmet. Derfor stiftede hun H1 Tagrens, fordi T ikke kunne stå for det selv. Det var ham, der skulle stå for den daglige drift og i det hele taget køre selskabet. Hun stolede på, at det kørte, som det skulle. Det var T, der stod for den daglige ledelse og ansatte folk efter behov. Det har drejet sig om mellem 4 - 8 personer. Hun kender ikke noget til, at bestillinger af arbejde skulle være udeladt fra regnskabet og mener, at alt er bogført og i orden. Hun har været med T hos revisor MJ til årlig gennemgang af selskabets regnskab. Hun husker ikke, om revisor havde noget med selve momsangivelserne at gøre, men på det årlige møde på revisorens kontor blev selvangivelsen for selskabet gennemgået meget omhyggeligt, således at hun forstod det, inden hun skrev under på regnskab og selvangivelse. Hun husker ikke, om hun har underskrevet momsangivelser. Vedrørende sin personlige selvangivelse, fik hun hjælp til udarbejdelse af denne fra en ansat hos revisoren, TB. De havde dels møde på kontoret og dels telefonisk kontakt, inden selvangivelsen blev endeligt udarbejdet. TB har aldrig talt om, at der var problemer, og hun er sikker på, at hun ikke har haft andre indtægter, end dem der fremgår af selvangivelsen. Grunden til, at hendes mand ikke kunne stå for oprettelse af selskabet, var vist nok, at han stod i Ribers, derfor kan hun bekræfte, at hun var en stråmand for ham.

Tiltalte T har forklaret, at han blev udlært smed i 1980 og arbejdede 10 år som rejsemontør. Han har siden sin uddannelse taget talrige kurser om ledelse og energi med videre. Han har også arbejdet på G1. Han startede med tagrens i 1999 som afløser for en svoger for et firma, og fandt ud af, at det var interessant, og at han gerne ville starte for sig selv. Han havde tidligere i 1993 haft et maskinfirma sammen med RJ. De arbejdede med noget ...anlæg, men firmaet standsede, fordi de blev anklaget for industrispionage. Han gik ned med en momsgæld på ca. 600.000 kr. og en skattegæld på et par hundrede tusinde. Det var årsagen til, at det blev hans kone, der stod som ejer af selskabet. Da de ikke havde fået ordentlig rådgivning, stod hun også som direktør, selvom han kunne have været det. Deres regnskab blev lavet hos en revisor. Det var tiltalte, der skrev regninger ud og betalte regninger, og når der gik betalinger ind, blev fakturaerne overgivet til bogholderen. Han har intet arbejde udført, uden at der blev lavet regninger.

Forevist SKATs bilag 4 bekræftede han, at han nok har modtaget det og har sendt det til revisor. De indsigelser, der skulle gøres, har han regnet med, at hans forsvarer tog sig af. Han har også modtaget afgørelsen bilag 5 A. De oplysninger, der fremgår af bilaget, mener han stammer fra den ransagning, der er foretaget hos ham selv. Han mener ikke, at der har ligget bilag vedrørende firmaet i laden.

Forevist bilag 2 i bilag 5 A rense- og malebilag vedrørende en TJ forklarede han, at "..." formentlig står for NT og "..." for BR, og at deres initialer er udtryk for, at arbejdet er udført af dem. Det samme gælder vedrørende bilag 2A vedrørende en GP. Han går ud fra, at der vedrørende begge bilag er udstedt faktura, og at fakturaen er betalt.

Forevist bilag 2B - kontoudtog vedrørende hans personlige konto, og adspurgt hvad beløbet 12.000 kr. fra "xx" dækker over, erklærede han, at det kan han ikke sige, men han mener ikke, at det dækker betaling fra TJ. Beløbet fra "xx" kan handle om alt muligt, da han ud over at udføre tagarbejde, privat handler med ..., ..., ... med videre. Han har aldrig modtaget kontantbetalinger, der er gået direkte i lommen på ham selv.

Forevist bilag 2C erklærede han, at betalingen 12.500 kr. tyder på, at det er GP, der har indbetalt på hans personlige konto, selvom det har været arbejde, der var udført af selskabet, men han kan ikke nærmere forklare, hvordan det er gået til. Det har altid været sådan, at fakturaer, der blev udstedt, også blev betalt og indsat på firmaets bankkonto.

SKATs omslag bilag 8, 9 og 10 blev gennemgået med tiltalte.

Han forklarede generelt, at systemet var således, at når der blev forespurgt om et arbejde telefonisk, blev der noteret et navn ned. Herefter kørte han ud og besigtigede taget og udarbejdede herefter et tilbud, som han satte ind i tilbudsmappen. Når der blev afgivet en ordre, blev der udarbejdet et nyt bilag, som blev sat ind i ordremappen. Når arbejdet skulle udføres, fik de medarbejdere, der skulle stå for det, udleveret bilaget fra ordremappen, således at de på dette kunne påføre, når deres del af opgaven var udført. Det var ikke de samme, der stod for tagrensningen, som stod for malerbehandling. Han havde stadig på sit bilag i tilbudsmappen sine notater, for at kunne følge med i arbejdet. Det er ikke alle bilagene i de tre omslag, der har udløst, at der blev skrevet en faktura, idet det skete, at folk fik arbejdet udført uden betaling, hvis de medvirkede til at skaffe nye kunder. Det er sket, at der er foretaget en algebehandling, som er en relativt simpel behandling, uden at der er skrevet faktura herfor. Når arbejdet var udført, og han fik sedlen tilbage fra medarbejderne, blev der udskrevet en faktura. Når fakturaen var betalt, blev bilaget sat over i mappen med færdige projekter, og fakturaen gik til bogholderen til bogføring.

Tiltalte bemærkede, at lige så snart han havde faktureret et arbejde, røg bilaget over i mappen med færdige projekter.

Af de bilag, der ligger i de 3 omslag, mener han, at enkelte må være taget fra hans tilbudsmappe, idet arbejdet ikke er udført, og at de der fremstår som udført må være taget fra mappen med færdige projekter.

Adspurgt af sin forsvarer, forklarede tiltalte, at firmaet i starten havde masser af arbejde om sommeren, men tabte noget om vinteren. I de senere 2 - 3 år har han haft opgaver med isolering, således at medarbejderne kunne beholdes også om vinteren. Prisen for arbejdet varierede alt efter taghældning og hvor meget materiel, der skulle til for at udføre arbejdet. Normalt blev fakturaen udstedt til den person, der havde henvendt sig om arbejdet, men det var ikke nødvendigvis den person, der betalte fakturaen. Det kunne også forekomme, at han fik anmodning om at ændre navnet på fakturaen, hvis det var et firma, der skulle betale, og kontaktpersonen havde været en enkeltperson. De behandlinger, der blev udført, varierede. En algebehandling var ofte en enkelt behandling, hvor man blot sprøjtede skum ud over taget, som så arbejdede og nedbrød sporerne i løbet af 6 måneders tid. Materialeudgifterne ved en sådan behandling var beskedne - et par hundrede kroner. Et slidt eternittag skulle først afrenses grundigt, så algebehandles og først derefter kunne der udføres malerbehandling. Det materiel, der skal bruges, er ret kostbart.

Han har fået etableret et spuleanlæg i en bil til en pris på 300.000 kr. og bilen i sig selv har også kostet ca. 300.000 kr.

Forevist bilagene i SKATs omslag 11, erklærede han, at det er kopi af hans dagbog, som han benyttede som en huskeliste til sig selv. De ting, der er noteret, har ikke noget med betalinger at gøre, men de beløb, der er angivet, kan være overslagspriser til tilbud, han har skullet give. Han fastholder, at der ikke på noget tidspunkt er udført arbejde, uden at der er faktureret for det, med mindre det er arbejde, han har ydet som gratis for at skaffe nye kunder.

Vedrørende driftsudgifter fremgår de også af det materiale, den revisor, firmaet benyttede, har fået overgivet. Der er ikke driftsudgifter, der er afholdt, uden at bilagene derfor er givet til revisor.

Dikteret vedstået.

Vidnet skatterevisor V.1 har forklaret, at hun fik noget materiale fra en ransagning. Hun husker ikke, hvor ransagningen blev foretaget, og er heller ikke sikker på, om hun fik materialet direkte fra politiet, eller om det kom fra et andet Skattecenter. Det hun fik var i 3 store flyttekasser, der indeholdt mapper og kalendere med videre. Ud fra sin gennemgang har hun udarbejdet de regneark, der ligger i omslaget bilag 8 - 10 fra SKAT. Regnearkene opregner, hvad der efter hendes gennemgang kunne være omsætning, der ikke var medtaget i selskabets regnskab. Hun fik specifikation fra revisor over det materiale, der dannede grundlag for regnskabet. Ved gennemgang af revisors materiale, fandt hun ikke fakturaer, der svarede til de rense-malesedler, som ligger i de 3 omslag. Når hun har anført beløb i sit regneark, bygger det på de tal, hun fik fra de fakturaer, der var udstedt, og som hun har overført til de rense-malesedler, for hvilke hun ikke har fundet fakturaer. Talmæssigt er der tale om et vist skøn, og hun har ikke taget hensyn til, at der muligt er en lavere pris, hvis der er tale om sort arbejde. Kalenderne, som ligger i omslag 11, har hun gennemgået. Hun har prøvet at sammenholde oplysningerne i disse med nogle af rense-malebilagene.Hun er gået ud fra, at tal, der stod i kalenderen, kunne være beløb, der var betaling for arbejde i rense-malebilagene. Ud fra sin gennemgang lavede hun forslag til skatteansættelse.

Den eneste kontakt, hun har haft med advokat, var dennes anmodning om at få en afgørelse for at kunne gå videre til Landsskatteretten.

Vedrørende bilag 5 A forklarede hun, at hun mener, at hun havde alle kontoudtog vedrørende selskabet. Vedrørende hovedaktionærens skatteansættelse bygger den på, at udeholdte indtægter i et selskab betragtes som aktieudbytte til hovedaktionæren. Den unddragne skat vedrører en sammentælling af den ikke medtagne indtægt og momsbeløbet af den yderligere omsætning, således at det eksempelvis for 2005 er en unddragelse på 141.890 kr. + 35.472 kr. eller i alt 177.362 kr.

Adspurgt af advokat Lars Henriksen, hvorfor G2 Auto er henført til år 2003, erklærede vidnet, at det husker hun ikke, men hun formoder, at rense-malebilaget har ligget sammen med de øvrige bilag for 2003.

Adspurgt vedrørende HL, nr. 7, om hun har ringet til ham, og spurgt hvad arbejdet drejede sig om, erklærede hun, at det har hun ikke. Hun har heller ikke undersøgt, om der eventuelt er udstedt faktura vedrørende adressen ...2 til et eventuelt firma. Hun kan ikke forklare, hvordan hun er kommet frem til det samlede beløb 26.560 kr. vedrørende ham.

Adspurgt om hun har stemt konti af, erklærede hun, at det husker hun ikke.

Adspurgt af advokat Schmidt om hun har bedt om at få det materiale til gennemsyn for at kunne forberede sig til afgivelse af vidneforklaring, erklærede hun, at det burde hun måske have gjort, men hun har ikke haft materialet til rådighed.

Adspurgt om hun var bekendt med, at anmeldelsen gik på grov skattesvig, og om hun i den anledning har henvendt sig direkte til revisor eller via politiet, erklærede hun, at det kan hun ikke huske. Hun mener, at alle de rense-malebilag, som er med i omslag 8 - 10, var separat i det materiale, hun fik, men hun kan ikke huske, om det lå i samme mappe eller i flere mapper. Hun har ikke undersøgt, om noget af arbejdet er udført som PR eller reklame uden betaling.

Vedrørende bilag 5 A - adspurgt om de to personer TJ og GP er med i hendes regneark, erklærede hun, at det er hun ikke sikker på.

Adspurgt hvorfor hun mener, at betalingen på bilag 2 B i bilag 5 A hidrører fra TJ erklærede hun, at det er hun gået ud fra, men hun har ikke undersøgt det nærmere.

Adspurgt supplerende af anklageren erklærede hun, at den omsætning, der var selvangivet, svarer til de fakturaer og rensebilag, hun har modtaget fra revisor. Ud over henvendelsen fra advokat om at få en afgørelse havde der forud været to anmodninger om udsættelse for afgivelse af eventuelle indsigelser.

Adspurgt forklarede vidnet, at hun fik materialet i kasser, vist nok 3 men muligt flere. Kasserne indeholdt en masse ringbind med rensebilag, men der var også private forsikringsbilag, men hovedindholdet vedrørte selskabet.

Vidnet V.2 har forklaret, at hun som ansat i SKAT efter at Skats kontrolsag var afsluttet modtog materiale med henblik på ansvarsvurdering og om der skulle sendes tiltalebegæring til politiet. Det tidsforløb, der har været, er efter hendes opfattelse almindeligt. Det materiale hun fik fra kontrolafdelingen har hun gennemgået og sikret sig, at de beregninger der er foretaget er retvisende og korrekte. Hun erklærer forevist selvangivelserne i omslag 12, at det fremgår af stemplet på disse, hvornår de er modtaget af SKAT. De tal der fremgår er overført fra vedhæftede regnskaber. Dog er der muligt i 2005, hvor reglerne for mindre virksomheder blev ændret, ikke været et regnskab, idet der fremgår yderligere oplysninger på side 3 med angivelse af beløb.

Efter hun modtog sagen til vurdering, har hun kontrolleret at rense-malebilag, som indgik i kontrolmedarbejderens beregning, som udeholdt omsætning ikke kunne parres med tilhørende fakturaer. Hun har fundet 2 rensebilag, hvor der er indbetalt beløb direkte på T´s konto, men de bilag indgår ikke i ansvarssagen. Når hun har gennemgået fakturaerne er nummerrækkefølgen brudt i 2004 og hun har konstateret, at der er posteringer hos revisor, hvor der ikke er anført et fakturanummer, men et navn. Alle de rensebilag, hvor der ikke er fundet tilsvarende fakturaer, har hun gennemgået. I omslagene 8, 9 og 10 ligger disse rensebilag og den fortegnelse som kontrolafdelingen havde udarbejdet. Hun har vedrørende hvert enkelt navn gennemgået om det er en rimelig beregning. Prisen for arbejderne er fremkommet ved, at hun fra eksisterende fakturaer har indhentet oplysning om den beregning, der danner grundlag for fakturaen, for et tag af den og den karakter. Ud fra 5-6 fakturaer vedrørende samme tagtype har hun taget den laveste gennemsnitspris og ladet den indgå i beregningen i sin kontrol. Det har medført, at hun har foretaget enkelte korrektioner blandt andet vedrørende HL. Det hun på kontrolafdelingens bilag har påført, at det er medtaget til 26.560 men rettelig kun burde være medtaget til 14.080. Hun har foretaget tilsvarende korrektion vedrørende omslag 9 vedrørende GT, idet hun konstaterede, at der var foretaget en simpel regnefejl, hvorfor tallet skal nedsættes med 4.560. Ved hendes beregninger er der ved prisfastsættelsen ikke taget hensyn til, om eller at de pågældende muligt har fået en billigere pris, fordi det var sort arbejde. Hun har ikke vedrørende nogle af de navne der er opført i de 3 omslag fundet fakturaer med tilsvarende navne.

Adspurgt af forsvareren om der er rejst sigtelse i 2005 af politiet erklærede hun, at hun først er kommet ind i sagen, da hun fik den til ansvarsvurdering og derfor ikke kan udtale sig om, hvad der er sket tidligere udover, at hun ved at SKAT har modtaget materialet fra politiet. Hun har ikke selv indkaldt noget materiale hos revisor.

Adspurgt om der er taget hensyn til at prisen variere efter taghældning erklærede hun, at der er taget den laveste pris for de pågældende tagtyper og hun har fundet at de priser, der er anvendt er udtryk for et rimeligt og underbygget skøn.

Adspurgt vedrørende HL om hun har undersøgt om der foreligger en faktura fra G3 Antik eller på ML erklærede hun, at det har hun ikke. Hun har i øvrigt ikke henvendt sig til nogen af de navngivne personer for at høre om de har fået udført arbejde.

Forevist SKATs bilag 1 af anklageren og adspurgt, hvad der er sket under det der er anført 1. marts 2007 "materiale indkaldt hos kunde af selskaber" erklærede hun, at hun har set i sagen og kan se, at der nok er oprettet et brev, men der er ikke nogen udskriftsdato og derfor formoder hun, at det er et brev, der ikke er sendt. Hun er ikke bekendt med, at SKAT skulle have indhentet materiale udenom politiet, og at SKAT skulle have skrevet breve og bedt om materiale.

Supplerende adspurgt af anklageren erklærede vidnet, at hun ikke har konstateret, at der var huller i fakturarækkefølgen for så vidt angår 2003, men hun kan ikke huske om der var det for 2005

..."

Personlige forhold 

Tiltalte T er ikke tidligere straffet af betydning for denne sag.

Tiltalte BA er ikke tidligere straffet.

Kriminalforsorgen har i en undersøgelse af 1. juli 2011 vedrørende tiltalte T oplyst, at

"...

såfremt retten finder, at den verserende sag bør afgøres med en betinget dom, finder man sigtede egnet til at modtage en sådan afgørelse, hvortil man ikke finder det påkrævet med vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen. Såfremt retten finder, at sagen bør afgøres med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, finder man sigtede egnet til at modtage en sådan afgørelse, hvortil man skal anbefale, at der knyttes vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen i prøvetiden.

..."

Kriminalforsorgen har i en undersøgelse af 1. juli 2011 vedrørende tiltalte BA oplyst, at

"...

såfremt retten finder, at den verserende sag bør afgøres med en betinget dom, finder man sigtede egnet til at modtage en sådan afgørelse, hvortil man ikke finder det påkrævet med vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen. Såfremt retten finder, at sagen bør afgøres med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, finder man sigtede egnet til at modtage en sådan afgørelse, hvortil man skal anbefale, at der knyttes vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen i prøvetiden.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse 

Vedrørende forældelse lægger retten til grund, at forældelsen blev afbrudt i forbindelse med beskikkelse af forsvarer i begyndelsen af 2006. Henset til at de tiltalte i 2007 blev gjort bekendt med den ændrede skatteansættelse, og at sagen skulle ansvarsvurderet af SKATs juridiske afdeling, og at de i nov. 2009 blev gjort bekendt med en konkretiseret sigtelse, og at tiltale blev rejst den 12. januar 2011, finder retten ikke, at det kan fastslås, at forfølgning i nogen del af perioden fra den første sigtelse har været indstillet på ubestemt tid, hvorfor påstanden om forældelse ikke tages til følge.

Vedrørende BA

Efter forklaringerne om at BA havde egen lønindtægt og økonomi og intet havde at gøre med selskabets drift eller ledelse, og da hun ikke ved at få regnskabet gennemgået hos revisor, har kunnet eller burdet indse, at det ikke omfattede alle indtægter, er der ikke er grundlag for at anse hende skyldig. Hun frifindes derfor i det hele for den rejste tiltale.

Vedrørende T lægges det herefter til grund, at han alene har haft ansvaret for den daglige ledelse og drift af selskabet.

Ad forhold 2

Henset til at de male/rensebilag, der danner grundlag for tiltalen blev fundet i en lade adskilt fra andet materiale vedrørende sleskabet, og at samtlige bilag er forsynet med initialer, der angiver, at arbejdet er udført, anser retten det for bevist at bilagene er udtryk for udført arbejde, og finder det uden for rimelig tvivl godtgjort, at der også er betalt herfor. Efter forklaringen fra SKATs medarbejdere om, at SKAT har haft adgang til alle bilag, der har dannet grundlag for det regnskab revisor har udarbejdet og dermed for selvangivelserne, og at der ikke blandt det materiale er fundet fakturaer, der svarer til de foreliggende rense/malebilag, finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at bilagene er udtryk for arbejde, der ikke indgår i selvangivelserne for de pågældende år, og at indtægter svarende til SKATs beregninger, der lægges til grund, forsætlig er udeladt i den for 2004 indleverede selvangivelse, der anses for færdigudarbejdet af revisor inden ransagningen, hvorfor anklagens rigtighed for 2004 er godtgjort.

For så vidt angår 2005, lægger retten til grund, at tiltalte ikke var i besiddelse af materialet, da selvangivelsen for 2005 skulle udarbejdes og indgives, hvorfor det ikke med en til domfældelse fornøden sikkerhed kan fastslås at udeladelsen i den efterfølgende selvangivelse var med forsæt til skatteunddragelse.

Ad forhold 1

Af de ovenfor anførte grunde er det bevist, at indtægterne ikke er medtaget i regnskabet. Det lægges derfor til grund, at de ej heller er momsberigtiget, hvorfor de momsangivelser, som nødvendigvis må være indgivet for 2004, har været ukorrekte med forsæt til unddragelse af moms, hvorfor anklagens rigtighed vedrørende 2004 er godtgjort, hvorimod der af grunde som anført vedrørende skat, ikke er bevist forsæt til unddragelse vedrørende 2005.

Som følge af det anførte findes tiltalte T skyldig i forsætlig unddragelse af moms og skat for 113.140 + 135.768 eller mindst 240.000 kr.

Straffen for tiltalte T fastsættes til en bøde stor 420.000 kr. jf. momslovens § 81 stk. 3, jfr. stk. 1 nr. 1 og skattekontrollovens § 13 stk.

1.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Tiltalte BA frifindes

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Tiltalte T skal straffes med en bøde på 420.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte BA frifindes.

Tiltalte T skal betale de ham vedrørende sagsomkostninger.

Sagens omkostninger for så vidt angår BA betales af statskassen.

........................................................

Østre Landsrets dom af 18. juni 2013, 15. afdeling nr. S-3572 -12

Byrettens dom af 19. oktober 2012 (225/2011) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har endelig påstået domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat og skærpelse, dog således at forholdet vedrørende "GT" ikke indgår i tiltalen.

Personlige forhold 

Tiltalte er tidligere straffet således:

1

Ved Byrettens dom af 14. oktober 2005 for hæleri og overtrædelse af våbenloven med 4 måneders betinget fængsel med en prøvetid på 2 år.

  

2

I henhold til bødeforlæg fra Politiet den 7. juni 2012 vedtaget bøde for overtrædelse af færdselsloven.

Supplerende forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltale og vidnerne V.2 og V.1, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Der er endvidere for landsretten afgivet forklaring af vidnerne V.3, V.4, V.5, V.6, V.7 og V.8.

Den af BA i byretten afgivne forklaring er dokumenteret.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at der hos kunde 1 i skattevæsenets opgørelse for 2004, V.6, er lavet reparation og algebehandling, men ikke malerarbejde. Arbejdet er udført gratis til gengæld for, at den pågældende har skaffet andre kunder. Det samme gælder med hensyn til kunderne 2-13, 15-19 og 21-32, hvor der er udført algebehandling og i nogle tilfælde tillige reparationer. Der er alene udført malerarbejde hos kunde 2, HB, og måske hos kunde 10, FK. Hos kunde 31, CJ, blev der udført asfaltbølger (tætning), ligeledes gratis. En algebehandling koster et par hundrede kr. i materialer og tager 10 minutter. Nogle kunder har fået mere end algebehandlingen og lidt reparationer gratis. Nogle af disse kunder har skaffet mere end 10 andre kunder.

Foreholdt notater i dagbog for 17. maj og 21. maj 2004 vedrørende arbejder udført for kunde 9, FJ, og kunde 8, HC, har tiltalte forklaret, at arbejderne, uanset der er nævnt priser i dagbogen, er udført gratis.

Foreholdt notater i dagbog for 1. juni 2004 vedrørende kunde 10, FK, har tiltalte forklaret, at der ikke er betalt de 28.750 kr., der er nævnt i dagbogen, idet arbejdet blev udført gratis.

Foreholdt notat i dagbog for 14. juni 2004 vedrørende kunde 13, NS, har tiltalte forklaret, at der ikke er betalt de 12.500 kr., der er nævnt i dagbogen.

Foreholdt notat i dagbog for 23. juli 2004 vedrørende kunde nr. 17, SS, har tiltalte forklaret, at der ikke er betalt de 23.000 kr., der er nævnt i dagbogen.

Rense/malebilagene, der danner grundlaget for skattevæsenets opgørelse, er fundet på hans privatbolig og ikke i laden.

Det er hyppigt, at fakturaer er udstedt til en person, men bestilling er foretaget i et andet navn. Det gælder f.eks. faktura af 16. maj 2003 til G4 Vognmand, hvor bestillingen er foretaget af JJ (kunde 12, 2003), faktura af 7. juli 2004 til G5 ApS, hvor bestillingen er foretaget at GT (kunde 14, 2004) og faktura af 9. september 2004, hvor fakturaen er udstedt til G6 Boligselskab og bestillingen er foretaget af G7 Administration (kunde 20, 2004). Vedrørende 2003 er der udstedt fakturaer til NH og SM, men arbejderne er alligevel medtaget i skattevæsenets opgørelse vedrørende 2003 (kunde 17 og 19, 2003).

V.8, der ejer G2 Auto, har bistået med at skaffe kunder og har derfor ikke betalt. V.3 der kom med mange kunder, har fået renset og malet tag uden at betale. Det samme gælder KF, der blandt andet skaffede G8 Klub som kunde. TF har fået lavet reparationerne og algebehandlingen gratis mod at skaffe kunder.

Vidnet V.2 har supplerende forklaret blandt andet, at hendes opgave var at vurdere, om der var sket noget strafbart. Det er kontrolafdelingen, der har lavet opgørelserne i regnearkene. Hun er ikke stødt på bilag, hvoraf det fremgik, at arbejder var udført af gratis. Hvis der er en modydelse i form af, at kunden mod at skaffe andre kunder får arbejdet gratis, skal arbejdet principielt regnskabsføres. Man skal imidlertid ved indtægtsopgørelsen tage hensyn til værdien af modydelsen. Der er ved opgørelsen af indtægterne taget hensyn til de priser, der fremgår af fakturaer for lignende arbejde for det pågældende år. Hun har ikke ved beregningerne taget hensyn til tagets hældning. For så vidt angår GT, der er anført i opgørelsen for 2004 som kunde 14, har hun ikke fundet nogen faktura. Hun kan ikke udelukke, at fakturaen udstedt til G5 ApS vedrører det arbejde, der er anført i "rensebilaget" vedrørende kunde 14. For så vidt angår G7 Administration, der er anført i opgørelsen for 2004 som kunde 20, har vidnet forklaret, at hun ikke kan udelukke, at fakturaen udstedt til G6 Boligselskab vedrører dette arbejde. Hun kan ikke huske, om der var "rensebilag" til alle de fakturaer, der var bogført af revisoren. Hun ved ikke, om der ved opgørelsen for 2004 af den udholdte indtægt vedrørende kunde 31 er taget hensyn til, at det i modsætning til en række andre "rensebilag" ikke fremgår af "rensebilaget", at der er foretaget maling.

Vidnet V.1 har supplerende forklaret blandt andet, at hun har lavet opgørelsen vedrørende 2004. Hun har taget priserne fra andre fakturaer. De angivne priser er eksklusiv moms. Der er en lille regnefejl, som blev konstateret af skattevæsenet. Vedrørende kunde nr. 20 i opgørelsen for 2004 har vidnet forklaret, at hun ikke har checket om fakturaen vedrørende arbejdet er udstedt til en virksomhed med et andet navn, end den kunde, der er anført i "rensebilaget". Hun ved, at politiet ransagede en lade og sendte det materiale, man fandt her, til SKAT i .... Det blev senere hentet af SKAT i ..., hvor der var oprettet en afdeling vedrørende økonomisk kriminalitet. Der var ikke bemærkninger på nogen af bilagene om, at arbejdet var udført som reklame. Det skal fremgå af bilagsmaterialet og regnskabet, hvis det er tilfældet. Indtægten skal indtægtsføres, jf. skattekontrollovens § 4. Hun har ud fra måske 10-15 fakturaer skønnet prisen på f.eks. B 5. Hun ved ikke nu, hvad B 5 dækker. Vedrørende kunde nr. 28 og 30 i 2004 opgørelsen, har hun anvendt samme pris. Der skulle måske have været en forskel på prisen, hvis der er malet det ene sted, men ikke det andet sted. Det er en smutter, at hun ikke har parret GT og G5 ApS og G7 Administration og G6 Boligselskab. Ad 2003 kunde 12, JJ, kan hun ikke huske, om hun har checket kunden ud fra adressen. Ad 2003, kunde 17, NH, ved hun ikke, om den fremlagte faktura vedrører det arbejde, der er medtaget i skattevæsenets opgørelse. Der er ikke hjemmel i skattekontrolloven til at indhente oplysninger fra privatpersoner. Hun har ikke spurgt Dansk Bank om, hvem det er, der har indsat beløbet på 12.000 kr., hvor den, der indbetalte, på kontoudtoget er angivet som "...".

Vidnet V.3 har forklaret blandt andet, at han fik udført tagbehandling af H1 Tagrens ApS i tiden fra 17. april 2003. Taget blev renset og malet to gange. Taget blev malet matsort. Han betalte ikke for arbejdet efter aftale med tiltalte, idet han havde skaffet 20-25 kunder.

Vidnet V.4 har forklaret blandt andet, at han i 2003 fik udført tagbehandling i form af rensning og maling af H1 Tagrens ApS. Han betalte ikke, idet han efter aftale med tiltalte leverede fire dæk og skaffede H1 Tagrens ApS arbejde for G8 Klub, hvor han var ansat. Han skaffede også andre kunder i G8 Klubben . Han havde hørt, at tiltalte udførte et godt arbejde. Taget blev malet rødt. Han fik ikke nogen faktura.

Vidnet V.5 har forklaret blandt andet, at han har tilnavnet "TF". Han fik udført arbejde af H1 Tagrens ApS i 2003. Han fik hjælp til udskiftning af nogle tagplader og taget blev algebehandlet af H1 Tagrens ApS. Arbejdet tog omkring 1/2 time. Han har selv foretaget maling. Han betalte ikke for arbejdet, idet han i stedet efter aftale med tiltalte søgte at skaffe nogle kunder. Han ved ikke om det lykkedes. Han har kendt tiltalte, siden de var børn.

Vidnet V.6 har forklaret blandt andet, at han bor på ...3. H1 Tagrens ApS foretog algebehandling og vistnok også en reparation af hans tag i 2004 (kunde 1). Taget blev ikke malet. Det har han senere selv gjort. Han betalte ikke for arbejdet, da han har kendt tiltalte gennem mange år og havde hjulpet med at skaffe tiltalte kunder. Han kører rundt med flere hundrede kunder om året. Han kan ikke nævne navnene på de kunder, han skaffede. Han var på arbejde, da tagbehandlingsarbejdet blev udført. Han ved ikke, om arbejdet blev udført over en eller flere dage.

Vidnet V.7 har forklaret blandt andet, at han gratis fik udført nogle tagreparationer og foretaget algebehandling på sit hus og på garagen af H1 Tagrens ApS i 2004 (kunde 23). Taget blev ikke malet. Aftalen om udførelse af arbejdet blev indgået under en fest. Han kender tiltalte gennem sin kollega V.6. Han fik at vide, at han ikke skulle betale, hvis han reklamerede for H1 Tagrens ApS. Han reklamerede herefter over for sine kunder. Der blev aldrig talt om nogen pris. Hans tag er nu brunt, mens det tidligere var gråt. Han malede det selv efter algebehandlingen.

Vidnet V.8 har forklaret blandt andet, at han er indehaver af G2 Auto. Han har omkring 2005 fået foretaget tagrensning på sit sommerhus af H1 Tagrens ApS. Han fik foretaget algebehandling og betalte herfor. Han fik en faktura og vil tro, at han betalte 6-8.000 kr. herfor. Han deltog endvidere på et tidspunkt i et tv-program, "...". Han skød en bil ind i programmet og fik til gengæld foretaget tagrensning på sit hus af H1 Tagrens ApS. Der kom aldrig nogen faktura, hvorfor han fakturerede bilen til programmet med 25.000 kr.

Landsrettens begrundelse og resultat 

Det tiltrædes af de af byretten herom anførte grunde, at forholdene ikke er forældede.

Efter bevisførelsen for landsretten kan det ikke afvises, at der på sædvanlig måde er udstedt fakturaer for de arbejder, der er udført for kunderne "GT" og G7 Administration, og at der ikke er ydet betaling til H1 Tagrens ApS for de arbejder, der er udført for vidnerne V.6 og V.7. Det findes derimod efter bevisførelsen ubetænkeligt at anse det for godtgjort, at indtægten ved de øvrige arbejder ikke er angivet over for SKAT, og at der er ydet sædvanlig betaling for de øvrige arbejder, idet det dog ikke kan udelukkes, at der er ydet gratis arbejde til enkelte andre kunder. Det findes endvidere ubetænkeligt at lægge den af SKAT udarbejdede opgørelse over udeholdte indtægter til grund, idet der dog ikke kan bortses fra, at indtægten ved arbejdet for enkelte kunder har været mindre end opgjort af SKAT som følge af, at der alene er udført tagrensning, men ikke maling.

Det findes herefter godtgjort, at tiltalte i 2004 har udeholdt indtægter på ikke under 350.000 kr., hvorved det offentlige blev unddraget moms med i alt 87.500 kr. og skat med 105.000 kr.

Med disse ændringer findes tiltalte skyldig i forhold 1 og 2, idet det af forsvareren påberåbte forbud mod selvinkriminering ikke kan føre til frifindelse i forhold 2.

Straffen, der i medfør af § 89 i straffelovens fastsættes som en tillægsstraf til dommen af 14. oktober 2005 og bødeforlægget af 7. juni 2012, nedsættes til en bøde på 320.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t  

Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at tiltalte straffes med en bøde på 320.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.